Gorm den Gamles fødsel og død

  

  

Gorm den Gamle er den første ”historiske” konge i den sammenhængende kongerække for Danmark, men direkte dokumenteret kender vi kun om ham, at han hed Gorm og var søn af Hardeknud, at han dræbte den forrige konge Gnupa/Chnob, og at han i 936 var danernes konge ved biskop Unnis besøg.

  

Desuden har vi den lille Jelling-sten, der angivelig er sat af Gorm konge til minde om sin hustru Tyra, ”Danmarks bod”.

  

På den baggrund er det forståeligt, at mange danske kongelister tidligere blot angav ”Gorm den Gamle o.936”. I dag har vi en hel del mere viden af indirekte karakter, som med stor sandsynlighed fører frem til angivelser af hans herkomst dvs. indpasning i den danske kongeslægt, og hvordan han blev konge af Vestdanmark, samt hvornår han faktisk døde.

 

Kort fortalt kan det med rimelig sikkerhed antages, at Gorm er eneste søn af Northumberland-kongen Godfred, der også hed Hardeknud eller Fundne-Knud, og som døde 895. Dette er berettet i sagaen Thattr af Ragnars Sonum kap. III og af Adam af Bremen samt i Knytlingesagaen. Hardeknud var søn af Lodbrogsønnen Sigfred Snogøje. Gorm, der må være f. o.893, vokser op i Østangel (East Anglia) og bliver der en anerkendt stormand i det da angelsaksisk dominerede samfund. Sammen med andre overklassepersoner af dansk herkomst forsvinder han fra de lokale kilder o.934.

 

Gorm vælges til konge af Vestdanmark 935 efter afsættelsen af Gnupa/Knud 1 pga. dennes officielle dåb, som ikke kunne accepteres. Se herom mere i artiklen om Hedeby-Olaf og sønnen Knud. Hvordan Gorm var valgbar til posten kommer vi tilbage til.

 

Gorms ældste søn hedder også Knud, men han dør inden faderen og bliver gravsat 958 i Jelling i det kammer, som Nordhøjen bygges op over. Gorms hustru Tyra dør formentlig kort efter, og sammen med sin anden søn Harald (Blåtand), der er ved at overtage det reelle styre efter den aldrende fader, sætter Gorm den lille Jelling-sten til minde om hende.

 

Gorm dør 961. Der er grund til at tro, at han uofficielt var kristen, og at han (ligesom Tyra) derfor ikke ønskede at blive gravsat i ”nekropolen” i Jelling. Til gengæld ved vi ikke, hvor deres grave er.

 

Godfred/Hardeknud

Det har vist sig at være det mest kritiske punkt i historien om vikingekongernes slægt, om Gorm den Gamles fader Hardeknud nu også er identisk med Godfred, konge af York 881-895.

 

For at blive konge skal Gorm være med i kongeslægten, men det kan han blive gennem enten sin fader eller sin moder, så det giver ikke noget.

 

Adam af Bremen siger, at han er søn af Hardeknud (jf. Lis Jacobsen 1929), men siger ikke hvem denne var. Faderens navn bekræftes af, at Gorms ældste søn hedder Knud. Den Hardegon, der også omtales af Adam af Bremen, er en helt anden person.

 

Thattr af Ragnars Sonum nævner, at Gorm er søn af Hardeknud/Fundne-Knud, som er søn af Sigurd Orm-i-Øje og kong Ellas datter Blæja eller Helluna, undfanget under kampene ved York 867. Den oldislandske tekst er herefter lidt uklar, men kan tolkes som, at Gorm har navn efter Fundne-Knuds fosterfader, konge af Østangel 878-890. Som dattersøn af kong Ella er Hardeknud valgbar som konge i York.

 

Da mandsnavnet Knud/Cnut ikke optræder tidligere, må "Hardeknud" betyde den hårde knude og har intet med harder, Hardsyssel eller Hordaland at gøre.

 

I beretningerne fra klostret i Lindisfarne (Simeon af Durham, se Kirsten Møller (2002)) er der en historie om en åbenbaring, hvor afdøde Skt. Cuthbert viser sig og beordrer brødrene at gå hen og finde en dreng, frikøbe ham fra at være træl og gøre ham til konge over York under navnet Godfred. Sikkert en god historie med et gran af sandhed i sig, men det bekræfter i sig selv ikke, at Fundne-Knud og Godfred er samme person. Det er vist det eneste sted, hvor det står.

 

Faktisk fortæller Simeon af Durham, at Godfred er søn af Hardeknud. Det kan dog ikke passe kronologisk med, at Godfred eller Hardeknud er søn af Sigurd Orm-i-Øje.

 

Kongen i York 881-895 hedder Godfred (se Simeon af Durham: "Historia Regum" eller "History of the Kings of England", hvor årstallene dog er lidt forkerte, jf. fodnote til Adam af Bremen GH 1,39). Inden for rammerne af "oldebarnskriteriet" (se successionsprincipperne) er der kun tre kandidater, der hedder Godfred. Vi kender ad anden vej to Godfred'er på dette tidspunkt, nemlig Godfred Normanneren, søn af Halfdan Regnarsen og død 885 i Flandern, og den Godfred, søn af Ivar Regnarsen , som efter alt at dømme faldt i kampen ved Löwen 891. De ville begge via deres fædre have været berettiget til at blive konge i York. En del af deres brødre ville også være kvalificerede, men de kunne ikke også hedde Godfred. Den Godfred, man vælger, har altså en anden baggrund, og så er der ikke andre berettigede end Hardeknud/Fundne-Knud som kong Ellas dattersøn.

  

Jeg konkluderer, at Godfred de facto var konge i York, og at han ikke var berettiget til det, hvis han ikke var identisk med Hardeknud. Bemærk, at kronologien passer.

   

Silverdale-skatten fundet fornylig nær Lancaster indeholder en sølvmønt med navnet "AIRDECONUT" på den ene side og "REX" på den anden. Skatten vurderes til at stamme fra tiden o.900. Navnet er uden tvivl Hardeknud. Layoutet er i øvrigt det samme som på Siefred- og Cnut-mønterne i Cuerdale-skatten nedgravet o.905. Siefred var Godfreds efterfølger i York.

 

Kong Godfred kan efter ovenstående beregnes  at være f. 868. Han døde 895. Godfred/Hardeknud blev frikøbt af munkene midt i 1870'erne og blev herefter opfostret af Gudrum/Gorm, der var med i "hæren" 867 ff., men skilte sig ud som konge af Østangel fra 878 til sin død 890.

  

Jeg synes, det hører med til historien, at Hedeby-Olaf (Ivarsen) opkalder sine børn efter gulddrengen Godfred/Hardeknud. Den ældste kommer til at hedde Knud/Gnupa og den næste Godfred/Gurd. De voksede op i York, så de var tæt på disse begivenheder.

  

Gorm

Gorm den Gamle har ikke navn efter sin farfader Sigurd, da denne ikke ville kendes ved sin søn Hardeknud, Gorms fader. I stedet får han som nævnt navn efter faderens barnløse fosterfader Guttorm, konge af Østangel. Det er meget sandsynligt, at Gorm, født o.893 i York, hvor faderen var, arver betydeligt gods i Østangel efter Guttorm og derfor flytter dertil senere. I starten må han være begunstiget af, at Østangels konge indtil 915, som også hed Gorm, var dansker.

 

Gorm var imidlertid ikke valgbar til posten som dansk konge, blot fordi han var søn af Godfred/Hardeknud. Efter successionsreglerne skal han mindst være oldebarn af en tidligere konge over danerne. Det kan han kun blive, hvis hans moder, gift med Godfred/Hardeknud, var en dansk prinsesse. Da Gorm er f. o.893, vurderer jeg hans moder til at være f. o.872 (eller en anelse senere). Her er der kun en enkelt mulighed, nemlig en (ukendt) datter af Erik 2 (Barn), danernes konge 854-873. Jeg regner med at hun hed Gunhild ligesom Gorms datter, helt efter opkaldsreglerne. Bemærk, at denne nye Gunhild havde søsteren Ragnhild, g. m. Harald Hårfagre.

 

Da Gorm vælges til konge af Vestdanmark 935, var han den næste i aldersrækken af tronfølgere. Tronfølgeren Sigtryg, søn af Gnupa/Knud, var ikke gammel nok. Senioritetsprincippet er altså overholdt, da der ikke kommer andre til. Man skal også lige huske, at der var to valgbare kongesønner i Østdanmark, men de var også yngre end Gorm.

 

Gorms vej fra Østangel til Danmark er svær at dokumentere yderligere, med det er kendt fra andre skift af kongehusets grene. Han bevidner adskillige offentlige dokumenter i perioden 930-934. Disse attestationer blev allerede opdaget af danskeren Worsaae i midten af det 19. århundrede, men blev da alene taget til indtægt for integrationen af de danske i det lokale angelsaksiske system. Kroman har vist æren af at have opdaget, at retsvidnerne optrådte i en klar rangfølge med angelsaksere først og siden danskere i en bestemt hakkeorden. På de steder, hvor Gorm var med, stod han altid først. Gorm forsvinder fra listerne o.934, men det gør også mange andre, idet denne type retsvidner - efter sigende - faktisk synes at udgå ved det tidspunkt. Forsvindingsfænomenet kan altså ikke entydigt tilskrives, at de pågældende danske rejste til moderlandet, men Gorms eksistens som fineste dansker i dette område på det aktuelle tidspunkt danner et rimelig solidt bindeled til hans senere opdukken som konge i Vestdanmark.

  

Gorms familie

Da Gorm bliver konge i Vestdanmark, har han allerede en fuldt etableret familie: Hustruen Tyra, datteren Gunhild og de to sønner Knud og Harald. (Nogle mener, at der yderligere er en søn Toke, men det er der ikke noget reelt grundlag for. Toke Gormsen hører til skjoldungerne i Østdanmark, se Tyra Danebods slægt.)

  

Gorms hustru Tyra findes der meget lidt om. På grundlag af børnedata og Gorms fødselsår kan vi slutte, at hun må være f. o.898.

  

Tyras fader hedder Harald, for det er navnet på næstældste søn.  Der er kun en enkelt kongelig Harald ud over Harald Hårfager, som kan have en datter f. o.898, og han hedder (Klak)-Harald. (Denne er nævnt i Thattr af Ragnars Sonum.) Han er hos mig konge af Østdanmark 894-o.915. Så vidt vides havde han ingen drengebørn, men derimod en yngre datter, senere gift i Normandiet.

  

(Klak)-Harald er dog i sig selv en ret ukendt figur, fordi Østdanmark tilsyneladende blev lagt i skygge efter 894. Det bærende element er derfor opkaldsreglerne, der gør ham til sønnesøn af Harald Klak og morfader til Harald Blåtand.

 

Tyra, der på den lille Jelling-sten nævnes med tilnavnet ”Danmarks bod”, har uden tvivl medvirket til at etablere den nye kongefamilie i det danske samfund. Sagnhistoriens beretning om hendes indsats omkring Danevirke og i forholdet til den tyske konge/kejser er dog fiktion. Som beskrevet i Tyra Danebods slægt skal "Danmark" på dette tidspunkt tolkes som danernes grænseland mod øst, altså Skåne mm., og "Danmarks bod" i betydningen "pryd" peger så på, at hun må have været kongedatter i Østdanmark og oldebarn af Harald Klak.

 

Det ældste barn er datteren Gunhild. Hun giftes med Harald Hårfagres søn Eirik Blodøkse. Han bliver ganske vist konge af Norge ved faderens død o.932, men allerede få år senere må han vige pladsen for sin halvbroder Hákon (den Gode). 

  

Eirik/Erik flygter til Danmark, hvor hans næste karriere kunne ligge, da han som dattersøn af Erik 2 (Barn) (se artiklen Godfredsønnernes slægt) er med i valggruppen af kongsemner, og da han er den ældste i rækken efter Gorm den Gamle, dog ikke som agnatisk tronfølger.

 

”If you can’t beat them, join them”. Gorm og Tyra ville sikkert gerne sikre deres afkom på den danske trone, og da de ikke vil slå Eirik ihjel, gifter de datteren Gunhild med ham. Efterkommere af dette ægteskab vil så i givet fald kunne videreføre dynastiet. Sådan kommer det dog ikke til at gå. Eirik Blodøkse bliver efter mange år udenfor nummer gjort til regent i York i 947, men det holder ikke længe. Han bliver smidt ud året efter, men kommer i 952 tilbage. Efter atter at være afsat i 954 bliver han dræbt i Stainmore, et øde sted i Nordengland.

 

Gorms og Tyras søn Knud rykker herefter ind på første række. Som ”Dana-ast” har han sikkert været kendt og beundret af folket. Han har også stiftet familie, da vi efter senere beretninger om en vis Guld-Harald har grund til at tro, at han har en søn Harald. Desværre omkommer Knud under et togt til England/Irland, hvor han er sammen med sin yngre broder Harald. Hvis min hypotese om Jelling-gravkammerets indhold er korrekt, må den døde Knud være bragt hjem til Danmark. Det er væsentligt for identifikationen af den gravsatte i Jelling, at Knud først er blevet tronfølger i 954 og derfor har betydelig fokus på sig ved sin død og den efterfølgende begravelse i 958. (Svogeren Eirik Blodøkse var efter alt at dømme ikke særligt populær.)

 

Harald med det senere tilnavn Blåtand er der en særlig artikel om, da vi ved ganske meget om hans aktiviteter. Som nævnt på den store Jelling-sten vandt han sig (bl.a.) hele Danmark, da han var den ældste tronfølger i såvel Vest- som Østdanmark. At dette kunne blive resultatet af i 935 at vælge Gorm til konge i Vestdanmark med en "arvebærende" hustru Tyra fra Østdanmark har man sikkert været helt bevidst om. Det krævede dog en unionsaftale med den østdanske kongeslægt, se nærmere i Tyra Danebods nærmeste slægt.

 

Ifølge traditionen boede kong Gorm i Jelling. Der er dog ikke fundet rester af nogen kongelig beboelse der, men de øvrige monumenter på stedet, specielt her den lille Jelling-sten, tyder stærkt på en særlig tilstedeværelse. Hvorfor nu ikke Hedeby, hvor forgængeren holdt til? Som belyst af Heidger Brandt (2004) var området syd for Danevirke efter alt at dømme under tysk overherredømme i lang tid efter nederlaget i 934 (se Hedeby-Olaf og sønnen Knud). Gorm måtte derfor finde sig en anden base end Sliestorp/Hedeby, og det blev ikke Jelling. Læs mere om Jelling i en særlig artikel. Som det fremgår der, må det store rombeformede palisadehegn fra o.940 tilskrives Gorm den Gamle, men snarere som en forpostgarnison. Jeg gætter på, at Gorm bosatte sig længere nordppå, hvor de gamle jyske konger holdt til, et sted omkring det der nu er Gammel Rye.

 

Gorm har utvivlsomt også ansvaret for anlægget af Sløjkanalen nord for Limfjorden. Efter tabet af Hedeby måtte man skyndsomst finde en alternativ passage gennem Jylland. Vi har ingen dokumentation eller kilde om Sløjkanalen, men læs min hypotese om dette anlæg.

 

Gorms død og begravelse

Under gulvet i Jelling kirke har man for ikke så længe siden fundet resterne af en tidligere trækirke og heri en gammel gravsætning med en samling knogler. Disse knogler var tydeligvis ikke nedlagt som et sammenhængende skelet, men snarere i forbindelse med en genbegravelse. Den gamle kirke siges at være tidsfæstet til 966, men det er nok ikke helt sandt, for det beror på tidspunktet for kristendommens indførelse i Danmark, som jeg har diskuteret i en særlig artikel. Man skal efter min vurdering hellere regne med 975 som det tidligste år for kirkens virke.

 

En genbegravelse kan have relation til Nordhøjen i Jelling. Her er der fundet et gravkammer lavet af tømmer fra træer fældet i 958. Dette kammer er senere åbnet og den døde fjernet. Man har derfor i 1990’erne søgt at sandsynliggøre, at skeletresterne under kirken skulle være overført fra Nordhøjen og derfor må tilskrives Gorm den Gamle - som den eneste prominente person, der kunne retfærdiggøre en høj. Eksperter har dog fastslået, at skeletdelene tilhører en mand i 40’erne og ikke over 50. Det passer slet ikke med den Gorm, vi har beskrevet her som født o.893. Jeg vil derfor fastslå (med en lettere omskrivning af det udsagn, som udgraveren Knud Krogh brugte om den begravede under kirken): Det er ikke Haralds fader, kong Gorm. (Se Knud J. Krogh, Gåden om kong Gorms grav (1993), p. 246, og Leif Baun Christensen, Jelling - kronen på værket (1991).) På baggrund af argumentationen ovenfor finder jeg, at min negation er mere velbegrundet end Kroghs påstand. (Den anerkendte historiker Weibull blev heller ikke populær ved sin meget  kritiske holdning til udokumenterede forhold.)

 

Hvem er det så, der først begraves i Nordhøjen og siden overføres til den nye kirke? Mit gæt er, at skeletdelene tilhører Knud Dana-ast, Gorms og Tyras ældste søn og i praksis tronarvingen på det pågældende tidspunkt (958). Denne søn er født o.918 og har dermed netop rundet de 40 år ved sin angiveligt tidlige død - altså her fastlagt til 958. Denne Knud blev dræbt i England eller Irland, og hjemtransporten af hans lig er efter daværende praksis foregået i passende dele lagt i saltlage. Det er derfor ikke så mærkeligt, at man ikke har kunnet finde alle skeletdele i graven under kirken. Knud Dana-ast var som tilnavnet udsiger meget afholdt af folket, og der var sikkert landesorg ved meddelelsen om hans død. Dette kan muligvis begrunde hans plads først i Nordhøjen og siden under kirken.

  

Gorm dør senere - hvis ellers sagaberetningerne er korrekte - men ikke meget senere, for han er allerede en gammel mand efter tidens målestok. Jeg har derfor skønnet, at han døde 961. Årstallet 961 er i min version af historien afledt af en samtidig meddelelse i ASC om kong Sigfreds død ved egen hånd, se artiklen Tyra Danebods nærmeste slægt, hvor dette er kædet sammen med genforeningen af Danmark.

  

Nordhøjen i Jelling indeholdt et gravkammer, men den begravede var fjernet og formentlig genbegravet under kirken. Som argumenteret ovenfor, var det ikke Gorm, der blev flyttet. Sydhøjen, som er 5-10 yngre end Nordhøjen, indeholder ingen grav. Hvor er Gorm og hans hustru Tyra så begravet?

  

Da Gorm flytter fra Østangel, er stort set alle beboere der blevet kristne, så Gorm og Tyra har næppe været undtagelser. Ved sin tiltræden som konge i Vestdanmark har han uden tvivl anlagt en pragmatisk holdning og er blevet ”skabskristen”, hvilket næppe er svært, da danske konger ikke som de svenske havde hedenske, religiøse funktioner. Den kristne baggrund kommer først frem ved død og begravelse, hvor den kristne begravelse kun gør forskel mellem konge og bonde ved placeringen i forhold til den kirkelige geografi. Da Tyra og Gorm heller ikke efter døden kunne flage med deres kristne tro, og da der endnu ikke fandtes fine kirker, hvor man kunne gravlægges, er de sikkert blevet begravet helt for sig selv i en grav, der i dag ikke vil fremstå som noget særligt, og som derfor heller aldrig vil blive identificeret.

 

Til bogens start

 

© Peter Lawætz,  version februar 2018