Problemet
Efter den herskende opfattelse blandt historikere blev kristendommen indført i Danmark en gang i tidsrummet 963-65. Aksel E. Christensens formulering fra ”Vikingetidens Danmark” udkommet i 1969 udtrykker (på side 227) dette på følgende måde:
Denne begivenhed er vel afhjemlet i nogenlunde samtidige tyske kilder, om end uden præcis datering. En tysk klerk Ruotger, der skrev ærkebiskop Bruno af Kölns biografi, henlægger den til dennes funktionstid, d.v.s. årene 953-65. I Widukinds Sachserkrønike omtales den ikke i første redaktion, der går frem til 958, men først i tilføjelserne til den omredigerede tekst fra 966. Følgelig må det have været et af årene omkring 960, at kong Harald gjorde danerne kristne.
Der er 3 kilder, der har relevans for begivenhedens datering:
(1) Omtalen i klerken Ruotgers biografi af ærkebiskop Bruno af Köln, som døde 965. Biografien anses at være fra 967/68.
(2) Omtalen i seneste udgave af munken Widukinds Sachserkrønike, som først kan være færdiggjort efter Otto den Stores død 973.
(3) Indirekte reference gennem et privilegium/immunitetsbrev/patent, som underskrives af Otto den Store ved et kirkemøde i 965 og omhandler skattefrihed for 3 kirker i Danmark, formelt oprettet som bispedømmer i 948.
Professor Niels Lund har i et polemisk avisindlæg i 2001 om dateringen til senest 965 anført, at ”dette hviler på en tolkning af Otto den Stores privilegium af dette år, som man ikke uden videre kan komme udenom”. Denne bestemte tolkning er sikkert Peter Sawyers, som er refereret senere.
Omvendt er der adskillige forhold i den samlede vurdering af Harald Blåtands curriculum vitae, som kun hænger sammen, hvis den officielle dåb finder sted i 974 efter nederlaget til Otto den 2. Denne afstand i tid er ganske betydelig, og det er derfor af største vigtighed at få belyst, om den autoriserede fortolkning med placering o.964 er helt så sikker, som man almindeligvis uden forbehold accepterer.
Et særligt moment i sagen er fortolkningen af helheden og de enkelte elementer i ”Jelling-monumentet”: De to høje, resterne af stensætningen, de to runesten og kirken, og hvad der i øvrigt knytter sig hertil. Efter den gængse opfattelse er alle disse elementer kommet til i perioden fra 958 til 970, altså lige der, hvor kristningen skulle være foregået. Det er endnu ikke lykkedes at få dette til at hænge sammen.
Jeg vil her understøtte 974-placeringen ved at beskrive en model for, hvordan beretningerne om den tidligere placering kan være kommet til ligesom fjeren, der blev til fem høns. Den senere placering vil så blive sat i relation til historiske begivenheder og Jelling-monumenterne.
Den sidste kilde (3) tager vi først. I 948 blev der ved et kirkemøde i Ingelheim udnævnt 3 biskopper i Danmark, nemlig for Aarhus, Ribe og Hedeby. De er angivet ved navns nævnelse, men det siger os selvfølgelig intet. Der er stor enighed blandt de lærde om, at dette træk var af ren kirkepolitisk karakter og fik bl.a. noget at gøre med statusforholdene mellem Hamburg og Köln, nemlig hvor Bremen skulle høre til. De nævnte 3 danske byer fik ved den lejlighed næppe nogen biskop, for Danmark var ikke overgået officielt til kristendommen i 948, men navnene dækker nok virkelige personer, som kan have været præster i området. Senere, i 965, samles et nyt møde med kejseren (i Magdeburg), som den 26. juni udsteder et papir, der fritager de nævnte bispedømmer (i dokumentet kaldet kirker) for afgifter til kejseren.
Originalpapirerne er ikke bevaret, men vi har teksten fra et senere tryk, og der er ikke grund til at betvivle ordlydens ægthed. Derimod kan der være forskellige tolkninger. Fra Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie (red. Olaf Olsen), bind 3 skrevet af Peter Sawyer, har jeg taget følgende: I dokumentet fritager kejseren
”al ejendom i danernes mark eller rige ved de til Guds ære opførte kirker i Slesvig, Ribe og Aarhus, som i øjeblikket tilhører bispesæderne eller i fremtiden erhverves af dem, for enhver skat eller tjenesteydelse som måtte tilkomme os, og vi påbyder og befaler urokkeligt at dette gods skal høre under disse bispesæder uden trusler fra vore grever eller skattefogeder. Og fritager vi dem for enhver tjenesteydelse, også efter retskrav fra os, og påbyder at de kun skal være underkastet befalingsret og krav fra disse kirkers fogeder.”
Peter Sawyers fortolkning går ud på, at ”brevet er mere overbevisende blevet udlagt som Ottos anerkendelse af, at Haralds kongerige var uafhængigt, og at disse bisper, som nævnes i Ottos brev, efter Danmarks kristning ikke længere stod under den tyske konge eller hans repræsentanter, selv om de kirkeligt set hørte til ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen. Så længe den danske konge ikke var omvendt, var bisperne i disse bispedømmer under tysk beskyttelse, men efter Harald Blåtands dåb blev de hans ansvar, og brevet kan derfor ses som en direkte anerkendelse af Haralds omvendelse, som formodentlig var sket kort før.” Han fortsætter med en lidt uforståelig påstand om, at ”rigtigheden af denne udlægning bekræftes af et andet brev i Otto 3.s navn, dateret 18. marts 988, hvor der ikke var tale om tysk overherredømme. Alligevel gentages det tidligere brevs betingelser, dog med to afgørende tilføjelser.” Disse tilføjelser vedrører (1) medtagelsen af Odense bispestol samt (2) særlige privilegier for de fire bisper for deres ejendomme i Tyskland (altså ud over i Danmark). Det synes jeg ikke har nogen bekræftende virkning.
For mig er et afgørende moment i Otto 1.s privilegiebrev ordene ”opførte kirker” (i den anvendte oversættelse). Mit første indtryk var, at det lød meget overbevisende til fordel for eksisterende kirkeinstitutioner og -bygninger, men det har sine svagheder. Jeg antager, at ”opført” også kan betyde ”stiftet” eller ”etableret”, så der kan meget vel være tale om teoretiske konstruktioner.
Jeg ved ikke, hvad der i øvrigt er foregået på det nævnte møde, men da man fritager nogen for afgifter til kejseren, kunne det vel være fordi de andre er blevet pålagt en sådan afgift ved denne lejlighed. Den nævnte tolkning er da, at bispedømmerne i Danmark faldt uden for kejserens beskatningsområde og derfor måtte undtages. Det samme kan vel siges om bispedømmer, der reelt ikke eksisterede endnu, og hvorfra man derfor ikke skal vente sig noget udbytte. Jeg antager, at det sidste er den virkelige forklaring, mens den første meget vel kan være fremført til kejseren. Dette skal så opfattes som opfølgning af den tidligere (tomme) beslutning fra 948. For mig er det vigtigt at konstatere, at der tydeligvis oprindelig har været et særligt skønmaleri som et kirkepolitisk spil, og at noget sådant kan være fortsat siden.
Ruotgers biografiske værk
Tilfældet (1) med omtalen i biografien af ærkebiskop Bruno forekommer i første omgang meget troværdigt, da der ikke kendes politiske motiver til bevidst indsættelse af en skrøne, og da der kan ikke fortælles om en begivenhed, som først har fundet sted senere end værkets udgivelse.
Klerken Ruotger ser ud til at have løst flere biografiske opgaver, så værket om Brun(o) er ikke enestående fra hans side. Det betyder måske, at Ruotger har samlet sit stof i kortere perioder og derfor har skullet digte noget kød på skelettet. Han kan i 965 have hørt om de netop udstedte privilegier og har registreret, at de vedrørte noget, der havde med Bruns område at gøre, da denne havde haft en aktiv hånd i opbygningen af kirken i Tyskland og omegn. Han har så i stedet beskrevet den normalt bagvedliggende (fiktive) dåbsbegivenhed (uden detaljer om jernbyrd) for at markere en slags reference. Brun havde intet med privilegierne at gøre, for da var han død, så de er ikke med i biografien.
Bruno (Brun) var yngre broder til Otto den Store og varetog med udgangspunkt i Köln mange af dennes opgaver som hersker over det nordvestlige Tyskland. Kristningen af danerne og deres konge må anses som en markant bedrift i hans geografiske område, da det allerede to gange tidligere havde været prøvet med det resultat, at kongen bagefter blev smidt ud, og resten så faldt tilbage til det sædvanlige. Det ville derfor have stor værdi i forherligelsen af Brunos bedrifter, hvis kristningen blev henlagt til Brunos tid.
Efter kirkemødet i 965 kan det se ud til, at man har sendt en vis Poppo til den danske konge for at bekendtgøre kejserens beslutning (Heidger Brandt (2004), også fortalt af Henrik Janson (2005) og ref. af Michael H. Gelting (april 2008)).
Poppo hed egentlig Folkmar, hvilket man her i Danmark vist først har opdaget i dette århundrede. Det fremgår faktisk af en fodnote i Annales Prumienses (udgivet) 1888) p. 1292, hvor der henvises til "hersfeld. derivato. Cf. Ann. Hild., Lamb, Weissenvocatus" (som jeg ikke har eftersøgt). Folkmar/Poppo blev efter Brunos død ærkebiskop i Köln i perioden 965-969, se Lexicon des Mittelalters, Band VII, Spalte 101. Han dør 969.
Harald "bøjer nakken og lover at stoppe den hedenske gudsdyrkelse", men der er ikke tale om dåb ved den lejlighed. Miraklet om jernbyrden er altså fjeren, der bliver til fem høns. Selv da er vi i stor tvivl om, hvad jernbyrden egentlig handlede om, da en kristen biskop ikke kunne være med til noget sådant.
Det ser
altså ud til , at Harald Blåtand gennem
Poppo/Folkmar kunne narre kejser Otto mht. kristendommens status i
Danmark i 965.
Widukinds Sachserkrønike
Det tredje element med Widukinds biografi af kejser Otto den Store er naturligvis endnu et skridt længere ud i spekulationen. Sachserkrøniken er kommet i flere udgaver. Den sidste og vistnok eneste bevarede er fra o.974, færdiggjort kort efter Ottos død i 973. Aksel Christensens udsagn citeret ovenfor om en omredigeret tekst fra 966 er derfor lidt problematisk. Denne seneste udgave fortæller om Poppos jernbyrd, og begivenheden placeres via rækkefølgen til midt i 60’erne.
Widukind har tilsyneladende samlet sit stof over længere tid. Han vurderes af flere til at være en ”hjemmesidder” i Ny-Korvei klostret, fordi han i sit værk ikke altid har fornemmelse for den rette geografi. Han har derfor forholdsvis ukritisk ”købt” det, andre har fortalt ham. På vejen fra Ruotgers biografi til Widukinds krønike har Haralds dåb fået forbindelse med mirakelpersonen Poppo. Hvordan miraklet med jernbyrden kommer ind, kender vi for lidt til miljøet til at kunne belyse; men det kan vist i øvrigt være svært at finde en anden overbevisende metode med ublodigt indhold. Det har i øvrigt betydning for min mistro, at Widukind først refererer begivenheden og derefter eksplicit tager den til indtægt for Ottos gode gerninger i form af kraftig støtte til kirken (ligesom Routger med Brun). Han fortæller ikke om nogle konsekvenser. Det må da have haft betydning for forholdet mellem danerne og tyskerne - ellers var det hele forgæves, hvis det da var i 964. Faktisk kan Widukinds fortælling om Haralds kristning godt ses som et indskud, der er kommet til uden sammenhæng med det omkringstående stof.
Widukind som person bedømmes tilsyneladende meget forskelligt. På den ene side fremføres hans navn som indicium for, at han var tæt knyttet til den saksiske fyrsteslægt, hvor flere bærer dette navn. Mangfoldigheden af begivenheder i krøniken kan også tages til indtægt for en meget positiv vurdering af hans kundskaber. På den anden side indeholder krøniken mange faktuelle fejl, mindre tidsforskydninger og visse personforvekslinger, ligesom hans latinske sprog efter oversætteren J. P. Jacobsens mening ikke vidner om flair for at skrive. Han er ikke særlig berejst, og hans underdanige forhold til kejserens mindreårige datter tyder ikke på, at han havde noget slægtskab med den familie. På grundlag af den mere negative vurdering kan man godt formode, at Widukind har slugt de historier han fik fortalt, hvis de da passede ind i hans værk.
Widukinds fremstilling af Otto den Store tager efter nogles udsagn sigte på at være en helgenbeskrivelse (en hagiografi) eller måske et oplæg til en helgenkåring. Den kan dog også opfattes som en forherligende levnedsbeskrivelse tiltænkt datteren, der står som den officielle modtager. Der kan altså være flere motiver for, at denne kristning er manipuleret ind for at styrke den argumenterende beskrivelse. Som nævnt ovenfor om kejserens bror Bruno kan det være en særlig fjer i hatten at have kristnet det genstridige Danmark.
Historien med Poppo og jernbyrden genfortælles af Saxo, men er der henlagt til o.996 med Svend Tveskæg som bisidder. Den (forlængst) døbte Svend har svært ved at overbevise sine omgivelser om den rette tro, men får så hjælp af Poppo. Saxo må have læst Widukinds Sachserkrønike, da han ligesom denne senere gør Poppo til biskop (i Aarhus ifølge Saxo). Han har ikke været tilfreds med mirakelhistorien. Den var dog for god til at blive udeladt, men den kunne ikke spille en hovedrolle ved kong Haralds omvendelse. Som nævnt senere havde Saxo allerede placeret dåbshandlingen i fortsættelse af nederlaget 974.
Selv om den berømte Adam af Bremen ikke just betragtes som sandhedsvidne vedrørende oplysninger om denne periode, skal det dog som kuriosum nævnes, at han placerer kristningen i 947 i fortsættelse af et tysk felttog mod Danmark. Mens det sidste passer fint med min 974-version, må placeringen i 947 anses for at være en konsekvens af de dokumenterede (men fiktive) bispeudnævnelser i 948. Andre er altså også blevet ført på vildspor af de fiktive bispedømmer og privilegierne. Adam af Bremen fortæller i øvrigt, at Poppo var biskop i Slesvig (Hedeby), placerer hans indsats med jernbyrden efter Haralds død og angiver hensigten som omvendelse af Erik Sejrsæl, der (efter Adams opfattelse) havde erobret væsentlige dele af Danmark i slutningen af 900-tallet.
Jelling-monumentet
Nogle af de uomtvistelige kendsgerninger fra denne tidsperiode har vi i ”Jelling-monumentet”, men efterhånden som der arbejdes på stedet, dukker nye gåder op, og i dag har vi ikke en sammenhængende forståelse af komplekset, hvis man skal tage hensyn til en kristning i årene omkring 964. Med undtagelse af den lille Jelling-sten (Gorms mindesten over Tyra) anses alle elementer at være kommet til på Harald Blåtands initiativ. De har derfor betydning for forståelsen af øvrige hændelser i hans regeringstid, specielt i 960’erne og deromkring. Det er derfor lidt ærgerligt, at man ikke har kunnet få tingene til at hænge sammen. Jeg synes selv, at kristningens placering i 974 gør fortolkningen lettere.
Den aktuelle del af Jelling-monumentet udgøres af Nordhøjen (dateret til 958-60) og Sydhøjen (965-70), resterne (i Sydhøjen) af en vinkelformet stensætning samt den store Jelling-sten og sporene af den første trækirke med en kammergrav nedenunder. Stensætningens vinkelhalveringslinie definerer en akse, hvorpå højenes centre er placeret såvel som den store sten og kirkens formodede alter. Aksen er noget skæv i forhold til nord-syd, hvorved den nuværende kirkes skib ikke ligger vinkelret på aksen. Den store sten ligger midt imellem højenes centre (og er for stor til at være flyttet senere uden større anstalter), mens kirkens placering på aksen ikke forekommer speciel. I Nordhøjen fandtes et gravkammer, som er tømt ved et organiseret indbrud. I Sydhøjen er der ikke tegn på nogen begravelse. Kammergraven under kirken indeholder (det meste af) skelettet af en 40-50-årig mandsperson, som menes overført hertil fra gravkammeret i Nordhøjen. Den ældste trækirke har ikke kunnet dateres præcist, men kammergraven er ved C-14 analyse af et fundet vokslys dateret til den periode, som vi her diskuterer. Et stykke træ efterladt i Nordhøjen har ved årringe kunnet dateres til 958.
Uden direkte forbindelse til kristningsspørgsmålet skal det indledningsvis nævnes, at jeg - i modsætning til den accepterede opfattelse (se ref. Knud Krogh (1993)) - ikke mener, at kammergraven indeholder resterne af Gorm den Gamle, men derimod af hans ældste søn Knud. Kun dennes alder passer til knoglernes, men det beror igen på en serie vurderinger, som er beskrevet af mig andetsteds. Dette kan have en indirekte betydning, idet valget af person til at ”velsigne” kirken ikke er ligegyldigt. Hvis mit gæt på person er rigtigt, og hvis manglen på visse knogler i dennes skelet fundet i kammergraven er signifikant, må der været forløbet så meget tid mellem den oprindelige begravelse i Nordhøjen og overflytningen til kammergraven, at musklerne har løsnet sig fra knoglerne, hvilket siges at tage omkring 15 år under normale danske jordbundsforhold. Overflytningen skulle herved først have fundet sted i 70’erne. (En alternativ forklaring dog kunne være, at da Knud blev dræbt i Irland eller Storbritannien, skulle hans legemlige rester fragtes hjem til Danmark, og det gjorde man almindeligvis på ret praktisk måde, så dele meget vel kunne forsvinde.) Se også diskussionen af Leif Baun Christensen (1991).
På den store sten omtales det, at Harald samlede hele Danmark og Norge. Jeg har i artiklen Harald Blåtands bedrifter beskrevet, hvordan han forener de to halvdele af Danmark. Af betydning i nærværende sammenhæng er det, at overhøjheden over Norge efter nogles vurdering først tillægges Harald efter begivenhederne omkring kong Harald Gråfelds drab, og det vurderes at være foregået omkring 970, jf. Kirsten Møller i ”Vikingeætten” (1997). Hvis dette er rigtigt, er stenen anbragt efter Sydhøjens færdiggørelse. Det har derfor mening at tale om, at stenen er anbragt midt imellem højene (og ikke at Sydhøjen er anlagt med centrum i den dobbelte afstand osv.). Andre (som Finn Rasmussen (2004)) mener her på det seneste mere revolutionært, at den store sten er af en noget senere dato, da udsmykningens stil synes at høre til o.1030 og følgelig ikke tidsmæssigt har noget at gøre med Harald Blåtand og kristningen.
Begge træk i passende udgave støtter den sene placering af kristningen, men de har ikke karakter af entydige beviser. I det ene tilfælde beror det bl.a. på en antagelse om det begravede persons identitet, som kræver en mere omfattende argumentation. I det andet tilfælde med den store sten er kilderne ikke samtidige skrifter, men flere forskellige sagaer, og så er der påstanden om, at stenen i virkeligheden er af senere dato.
Sydhøjens anlæggelse 965-70 har givet en del problemer for dem, der hælder til den tidlige placering af kristningen. Et sådant monument, selv uden gravkammer, må anses at være af hedensk karakter og er derfor vanskeligt at berettige på en nykristen baggrund. (Hvis Sydhøjen skal have noget at gøre med det persongalleri, vi kender, er mit bedste gæt, at den er et minde over Haralds hustru Gunhild. Hun er efter mine kronologiske betragtninger netop død i barselseng i årene nær 965. Der kan faktisk bygges lidt op omkring den påstand, at Harald var ganske glad for hende. I fortsættelse af Nordhøjen (til ære for broderen Knud) kunne det så være blevet en fiks ide hos Harald at bygge en høj til minde om en anden af sine allernærmeste, nemlig Gunhild. Hvorfor hun så ikke også er begravet der, kan der ikke gives noget svar på i dag.)
Anledningen
I en sag, hvor beviserne ikke er alt for sikre, kan det spille en afgørende rolle at kunne præsentere et motiv. Haralds motiv for at lade sig døbe o.964 kender vi ikke, da historien om præsten Poppos jernbyrd ikke ”godkendes” af de lærde. Jeg er ikke klar over deres argument, men for mit eget vedkommende gælder, at den kongelige dåb er alt for politisk vigtig til at bero på mirakler. Jeg har det derfor rimelig godt med den i det følgende opstillede model, hvor det hele ender med at være en skrøne.
I min kronologi bliver Harald valgt til danernes konge o.962 ved faderen Gorms død (Vestdanmark) og slægtningen Sigfreds død (Østdanmark). Muligvis allerede året efter bliver Harald overkonge af Norge (se Harald Blåtands liv og levned). Det eneste, der nu mangler, er Hedeby og resten af Sydslesvig, der blev besat af sakserne i 934, og hvor Harald nu kun er "dux" underlagt den tyske kejser. Der synes ikke politisk anledning til at overgå til kristendommen i den nærmest følgende periode, da dette næppe vil ændre på denne situation. En dåb på dette tidspunkt ses ellers af nogle som en smart politisk manøvre fra Haralds side, men de overser helt de indenrigspolitiske konsekvenser.
Som beskrevet tidligere ser det ud til, at det lykkes Harald at manøvrere sig forbi kirkemødets beslutninger i 965. Året efter, hvor kejseren er optaget til anden side, fordriver han tyskerne fra Hedeby og omegn og forbedrer forsvarsberedskabet ved genopbygning og udvidelse af Danevirke. Oprustningen følges tilsyneladende op af en alliance med obotritterne gennem Haralds giftermål med kongedatteren (der får det danske navn) Tove. Det ville forekomme ejendommeligt, hvis disse forhold indtraf oven i en fredsstøttende manøvre med dåb.
For mig at se (og ligeså for en del andre) kommer anledningen (som omtalt i indledningen) senere, hvor Harald først selv går ind i Nordtyskland efter den gamle kejsers død 973 og siden bliver slået af tyskerne ved Danevirke året efter. Nederlaget tvinger Harald - ligesom Knud/Gnupa 40 år tidligere - til at antage den kristne tro og lade sig døbe. Og så gælder det i øvrigt for Harald om at undgå samme skæbne som Knud/Gnupa - at blive afsat som konge. Han vælger en offensiv kurs og tvinger alle i omgangskredsen til samme skæbne, og meget tyder på, at han konsekvent gør en dyd ud af nødvendigheden. Det lykkes vist også ganske godt, men ikke helt. Man kan derfor ikke se bort fra, at kristningen efterlod et tab af ansigt, der bidrog til at skabe den uro, som siden i 976 fremkaldte borgerkrigen og Haralds død.
Ved tabet af Hedeby blev det nødvendigt at lade kongens mønt præge et andet sted. De mønter, der fremkommer på denne tid, har på den ene side et stort kors. Det kan tages til indtægt for Haralds offensive kurs, og i hvert fald kan man heri finde støtte til placeringen af kristningen ved denne tid.
Også Saxo placerer Harald Blåtands antagelse af den katolske tro efter, at striden med kejseren var bilagt. Det følges af Hákon jarls frafald som undersåt og jomsvikingernes lidet vellykkede hævntogt til Norge. Selv om Saxo ikke kan bruges som dokumentation, er det da positivt at se, at han bruger denne rækkefølge.
Kort sagt, motivet til overgang til kristendommen er godt skjult, hvis det foregik lige før 965. Derimod er det meget synligt, når begivenheden placeres i 974.
Andre opfattelser
Der har flere gange været gjort forsøg på at nedtone betydningen af Haralds dåb som afgørende for danernes kristning. I stedet argumenteres der for en mere gradvis overgang i folkelige kredse, så Haralds dåb i sidste ende nærmest blot var en overgang fra en trosretning (den angelsaksiske) til en anden (den tysk-katolske) uden indenlandske reaktioner. For dette synspunkt kan det også tale, at Haralds far Gorm den Gamle sikkert har været ”skabskristen”, da de anerkendte personer i Østangel var kristne o.930. Jeg synes dog ikke, at dette har den store betydning for Haralds dåb, der trods alt betegner Danmarks officielle overgang til den kristne tro.
Afslutning
Hvis placeringen af kristningen i 974 er korrekt, blev det begyndelsen til enden for Haralds regering, men han var da pænt oppe i årene efter datidens målestok. Hans taktik med en helhjertet overgang til den kristne tro kunne ikke slå igennem i det anlagte tempo, og hans støtte blandt danske stormænd synes at have smuldret i tiden derefter, så der først var lydighedsnægtelse og siden blev direkte opstand. Da disse forhold ikke er helt passet ind i Haralds curriculum vitae i dets nuværende form, er den tidsmæssige placering af kristningen ganske betydningsfuld.
© Peter Lawætz, version august 2012