De danske vikingekonger ca. 750 – 1050


- sammendrag af resultater

 


Siden 1956, hvor jeg til en eksamen i gymnasiet skulle skrive stil om vikingerne, har jeg været ret fascineret af dette emne. Denne interesse er ikke blevet mindre de senere år, hvor jeg gennem studier af mine egne forfædre er kommet frem til, at jeg – som så mange andre gode danskere – kan føre et hjørne af min anetavle tilbage til vikingekongen Gorm den Gamle. Her stopper imidlertid sporet videre tilbage, og selv om dette til en vis grad blot afspejler den anerkendte historiske holdning, er denne ”officielle” blokering klart utilfredsstillende. (På andre linier i min anetavle kobles der til Merovingerne, og så går det jo mange hundrede år længere tilbage.)

 

På grundlag af flere års analyser fremlægger jeg i det følgende nogle resultater om det persongalleri, der har relation til den danske kongefamilie i perioden fra ca. 770 til 1050. Der indgår (naturligvis) ikke ny dokumentation, men det foreliggende materiale – passende vægtet efter kildernes troværdighed – er sat sammen efter principper, som ikke alle tidligere er brugt tilsvarende konsekvent. Resultatet er en næsten komplet sammenhæng mellem alle nævnte medlemmer af den danske kongefamilie i hvert fald i perioden 800-1050 og med en realistisk kronologi – personerne optræder fysisk og biologisk på rimelige tidspunkter (hvilket ikke altid er tilfældet i de genealogier, der ellers er publiceret på nettet).

 

Vikingekongedømmerne i York og Dublin viser sig at være nøglen til identifikation af de mange kongelige personer, der optræder i årbøgerne mm. Det skyldes, at ”Regnarsønnerne” og deres efterkommere her spiller en temmelig dominerende rolle. På grundlag af oplysningerne i de irske og engelske årbøger opstilles der en samlet slægtstavle/genealogi for efterkommere af Regnar (Lodbrog). Og i den anden ende munder dette ud i konstellationer, der peger på følgende væsentlige resultater for kongemagten i Danmark og i de normannisk[1] kontrollerede områder:

 

Tronfølgeregler 

-   Når der skal vælges en tronfølger, udgøres kredsen af valgbare kandidater af de mandlige medlemmer af kongeslægten, dog således begrænset, at kun børn, børnebørn og oldebørn af tidligere konger kommer i betragtning. Valgforsamlingen/tinget kan frit vælge blandt disse kandidater under hensyntagen til alder og egnethed som fremtidig konge. For at koordinere med andre valgforsamlinger vælges normalt den ældste i aldersordenen, fortrinsvis blandt de agnatiske efterkommere, siden blandt de kognatiske.

 

To hovedgrene af kongeslægten 

-   Efter sagn og sagaer – som vi ellers helst ikke støtter os til her – blev der i det 8. århundrede skabt to hovedgrene af den danske kongefamilie med udspring i de to halvbrødre Harald (Hildetand) og Regnar (i sagaen kaldet Randver). Disse grene fortsatte on-and-off på den danske trone i de næste 200 år. Harald Hildetand har formentlig æren af at have konsolideret det danske rige mm. til et enkelt kongedømme og regerer i mange år. Han er også gift flere gange, sidst med Imhild, datter af den saksiske konge Warnekin. Den eneste overlevende af hans slægt efter Bråvalla-slaget, som i min udlægning er en blodig tronstrid mellem Haralds og Regnars sønner efter Haralds død o.772, synes at være en mindreårig søn i det nævnte sidste ægteskab ved navn Halfdan, som siden bliver fader til bl.a. Harald Klak. Også senere  markeres de to slægtsgrene i forhold til hinanden ved, at det danske rige o.893 faktisk bliver delt i øst og vest og først i 961 bliver samlet igen ved en fælles tronfølger - Harald Blåtand.

 

Harald Hildetands slægtsgren (skjoldungerne)

-   Denne gren af kongeslægten har mange allerede kendte medlemmer, men de her anvendte principper fører til en lidt ændret struktur i forhold til flere andres resultater. Harald Klak har i denne ”model” også en nevø Rørik, som markerer sig i Friesland fra o.850, og som senere o.867 godt kan være den Rurik, som bliver regent i Novgorod og stamfader til en række statsoverhoveder i Rusland. Et af de gode argumenter er spørgsmålet: Hvem skulle det ellers være, når man tager i betragtning, at vikingerne valgte kongelige personer som deres herrer? (Der kan som bekendt være problemer med Ruriks efterfølgere Oleg/Helge og sønnen Igor/Ivar, men det er ikke emnet her, selv om jeg har et forslag til løsningen.)

 

-   Samme Harald Klak viser sig at have en søn Sigfred, der bliver konge af Danmark i 873. Hans søn Harald bliver o.893 valgt til konge, men kun i Østdanmark, mens en vis Olaf nævnt herunder hentes hjem fra de britiske øer for at blive konge i Vestdanmark. Vi kender ikke årsagen til dette skisma, men det kan i rimelig grad dokumenteres. Såret heles først meget senere ved, at Gorm den Gamle gifter sig med Tyra, som er datter af kongen af Østdanmark, så sønnen Harald Blåtand bliver tronfølger i både øst og vest. "Han vandt sig hele Danmark" o.961.

 

Regnar/Randvers slægtsgren (den frisiske linie)

-   I den anden hovedgren med Regnar/Randvers formodede sønner Sigfred, Godfred og Halfdan finder vi Regnar (Lodbrog) som en søn af Halfdan og knytter dermed an til, hvad der senere tilskrives denne centrale skikkelse. (De samtidige kilder siger ikke meget om denne Regnar.) Godfred bliver som konge o.800 – 810 berømt ved at udfordre selveste Karl den Store, bl.a. ved et togt mod hovedstaden Aachen. Han bliver dog dræbt af sine egne på vejen, formentlig ved et kup, hvor andre sønner af Halfdan (end Regnar) i første omgang tager magten i Danmark.

 

-   Godfreds egne sønner, specielt Horik/Erik, bliver dog de endelige sejrherrer i denne tronstrid, som forekommer særdeles kompliceret med flere stridende parter. Desværre er Godfreds efterkommere generelt meget dårligt dækket af samtidige kilder, så der er mit forslag til slægtsstruktur ikke underbygget i tilfredsstillende grad. Blandt Godfredsønnernes efterslægt skal man ifølge historieskriveren Dudo finde Rollo/Rolf af Normandiet. Hvis det er korrekt, kan man godt på grundlag af de foreliggende mangelfulde oplysninger sige hvordan han kan passes ind, men dette er ikke noget bevis for, at det er rigtigt. Det skal dog anføres, at den norske sagabaserede version med Rollo som søn af Ragnvald Mørejarl har alvorlige vanskeligheder med kronologien (foruden andre forhold). I min version kan Rollo som medlem af den danske kongeslægt have været en skarp konkurrent til Hedeby-Olaf som kongeslægtens/klanens tronfølger i det danske rige i begyndelsen af 890’erne. (De må nemlig begge være født omkring 855.)

 

-   Regnar Lodbrogs (formentlig) ældste søn Halfdan, der endte sine dage 877 efter kortvarigt at have været regent i York og måske også i Dublin, har som et nyt resultat af analysen en efterslægt: Her benyttes bl.a. navnet Sigfred/Sigfert/Siffert, og dem er der flere af. Den sidste (d. o.964) er formentlig en hidtidig outsider Sifred de Guines også kaldet den Danske, som herved knyttes til sin normanniske oprindelse. På vejen – dvs. i 880’erne - optræder der (som nævnt i klosterårbøgerne) en Sigfred og en Godfred i Flandern/Friesland, og begge kan indpasses som sønner af Halfdan. Den sidste gifter sig 883 med Gisela, datter af den da afdøde frankiske kejser Lothar, og får datteren Ragnhild, som senere bliver moder til Matilda gift med Henrik Fuglefænger. Den første, altså Sigfred, bliver samme år (883) konge i Dublin, for da er det hans ”tur” efter ovennævnte successionsregler. Godfred bliver myrdet 885 i Flandern, og Sigfred dræbes 888 i Dublin, formentlig af sin fætter Sigtryg.

 

-   Det er ikke nyt, at Halfdans broder Ivar (Benløs) har en større efterslægt med tilknytning til Irland og de mindre øer vest for Storbrittanien. Derimod er den detaljerede struktur af denne slægt (på sværdsiden) ikke tidligere sat op som her. Den samlede slægt udgør faktisk en helhed, der er med til at bære påstanden om ovennævnte Hedeby-Olafs oprindelse og tilsvarende resultater, der isoleret kan fremstå forholdsvis svagt, men som set i et samlet perspektiv forekommer overvejende sandsynlige.

 

-   Olaf, der indleder Hedeby-dynastiet i Vestdanmark o.893, er yngste søn af Ivar (Benløs). Han kaldes til posten, efter at Erik/Horik 2 og Helge er døde uden egne sønner, og efter at man mellem øst og vest ikke har kunnet enes om valget af næste konge. Der er intet grundlag for at knytte Olaf til en svensk baggrund som ellers antydet af Adam af Bremen nogle hundrede år senere.

 

-   Olafs søn Gnupa/Knuba/Chnob er efter alt at dømme opkaldt efter Godfred/Hardeknud, der ifølge beretningerne er søn af Sigfred Regnarsøn (Snogøje) og blev valgt til konge i York o.879. Knuba er det samme som Cnut/Knud på angelsaksisk/(vest)dansk. Denne Cnut kan være ham, der optræder på mønter fra Cuerdale-skatten dateret til o.904, fordi han faktisk kan være tronfølger i York i 902. I givet fald er han er så blevet skubbet ud i 905 (af de næste i rækken) og er rejst tilbage til forældrene i Danmark, hvor han siden bliver konge som Knud 1 af Danmark.

 

-   Knuba/Knud kaldte sin søn for Sigtryg, og dette navn (i modsætning til ”Sigfred”) er netop karakteristisk blandt efterkommere af Ivar (Benløs).

 

-   Også Regnarsønnen Sigfred har - som analyseret og beskrevet af andre (senest KM) – en efterslægt i form af sønnen Godfred/Hardeknud, der blev undfanget under ret specielle omstændigheder o.867, opdraget en periode som plejesøn hos kong Gudrum/Gorm i Østangel, og som siden blev valgt til konge i York o.879. Da Gorm den Gamle - med kongelige aner - ikke opstår 935 af den blå luft, kan der etableres et godt case med denne Gorm som søn af Godfred/Hardeknud, ikke mindst fordi vi fra anden side er oplyst om, at Gorms far hed Hardeknud. Da faderen dør 895, må Gorm være født o.893. Den i Jelling kirke gravlagte person, som af andre grunde formodes død og begravet første gang i 958, var højst 50 år gammel og kan derfor ikke være Gorm den Gamle, som man ellers gerne vil tro i øjeblikket. (Jeg har gættet på, at det i stedet er sønnen Knud Danaast.) Gorm den Gamle døde  o.961 og var faktisk da meget gammel efter samtidens forhold, så tilnavnet fik han med rette.

 

-   Hvorfor blev Gorm fra Østangel valgt til konge i Østdanmark i 935? Det har tilsyneladende ikke mange tænkt over, for det foreligger der ikke beretninger om, men en simpel forklaring er mulig: Vi ved, at Knuba/Chnob/Knud dette år blev overrumplet militært af den tyske konge Henrik Fuglefænger og blev tvunget til at lade sig døbe. Og det kunne stormændene, hans "constituency", ikke acceptere, så kong Knud blev afsat. Det samme var sket i 826/27 for Harald Klak, og det ser også ud til at ske senere for Harald Blåtand over et længere forløb fra nederlaget til tyskerne 974 til borgerkrigen 976. I 934 ser man sig om efter det ældste (ledige) medlem af den gamle danske kongefamilie, og det er Gorm født o.893. Han bliver så valgt til ny konge af de danske stormænd. Knud ville sikkert ikke bøje sig for denne afgørelse, og så måtte han lade livet i kamp.

 

Magnus den Gode som oldebarn af Harald Blåtand

-   Som en ”outsider” i denne historie har Magnus den Godes adkomst til den danske trone 1042 været studeret, fordi det forekommer at være det eneste tilfælde i 700 år, at Danmarks konge er valgt uden for reglerne. (Det har man vist hidtil blot trukket på skuldrene over!) I stedet har jeg set på, hvad der skulle til for at reglerne var opfyldt, og der er faktisk en mulighed. Denne ”udvej” forklarer samtidig andre lidt besynderlige forhold omkring Magnus’s fader Olav den Helliges regime i Norge 1018-30. Mit resultat er, at Olavs moder var datter af Harald Blåtand, men det har man naturligvis ikke villet skrive om i sagaerne, som bl.a. skulle legitimere det nationale, norske kongedømme med rødder i hjemlandet.

 

Konklusionen er, at der er en betydelig styrke i påstanden om, at den danske kongeslægt med udspring i de formodede halvbrødre Harald (Hildetand) og Randver/Regnar født o.710-20 kan rekonstrueres til en genealogi, som omfatter markante vikingekonger som regenter med tilknytning til Danmark (Lejre, Hedeby, Jelling), England (York), Irland (Dublin, Limerick, Waterford, Hebriderne og Man), Normandiet samt Rusland (Novgorod, Kiev).

 

Dette er i høj grad en modsætning til de holdninger, der i mere end et århundrede har været domineret af en norsk ”mafia”. Denne har på grundlag af de islandske sagaer – som regel med norsk udgangspunkt – kunnet tilbageføre næsten alle vikingekonger uden for dansk område til norske forfædre. Allerede i 1870’erne opponerede Steenstrup mod disse modeller, men der er åbenbart fortsat en tendens til, at man tror mere på de historiske romaner, som sagaerne er, end på mangelfulde resultater fra historieskrivere, der var tidsmæssigt lidt tættere på. Måske er den naturlige forklaring herpå, at en sammenhængende skildring ofte forekommer mere troværdig. Den er i hvert fald lettere at forstå. Jeg har derfor lavet en kortfattet, sammenhængende beskrivelse af de danske vikingekonger som det grundlæggende materiale, hvorfra man ved henvisninger kommer ud til mere detaljerede redegørelser mm.

 

Jeg er meget bevidst om, at såvel afgørende træk som mindre, men væsentlige detaljer bliver dokumenteret ved henvisninger til relevant litteratur. I de mange vedhæftede artikler er der anført sådanne henvisninger på rette sted, men der mangler sikkert en del, da jeg også har bestræbt mig på at gøre det samlede stof nogenlunde letlæst ved at udelade noter og henvisninger, hvor de ikke var absolut nødvendige. Som et afsluttende element i dette netværk af artikler og lister mm. vil der være en samlet referenceliste. Mht. til andres bidrag til udvalgte problemstillinger også berørt her kan jeg desuden henvise til udklipssamlingen af Thiedecke (2003), som på udmærket måde bringer en tæt på de kontroversielle emner.

 

Endelig skal det nævnes, at jeg ikke har kunnet holde mig tilbage fra at afprøve mine principper på andre kongeslægter. Resultaterne for den svenske kongeslægt kan åbnes bl.a. ved at klikke på denne oversigt. I en del øvrige tilfælde er relevante slægtsdata som i Norge "forurenede" af for mange uægte kongebørn. Ellers følger de veldokumenterede kongeslægter i Irland, England og Skotland de her påståede regler med senioritet og agnatisk-kognatisk succession, så de danske forhold er bestemt ikke enestående.

 

Til bogens start

 

© Peter Lawætz, version september 2013


[1] Ved normanner forstås i denne periode alle folk af nordisk oprindelse, aktive i områder vest, sydvest og syd for Danmark, Norge og Sverige (måske eksklusive Island).