Oplysningerne om den svenske kongeslægt er først rimelig sammenhængende dokumenteret fra begyndelsen af 900-tallet, men dog væsentlig mere usikkert end den danske. Den her fremlagte syntetisering af den samlede svenske kongeslægt i perioden er på dette sted ikke et mål i sig selv, men er benyttet som prøvesten for de successionsprincipper mm., som jeg tror er brugt i hvert fald i den danske kongeslægt.
Overordnet ser den svenske kongeslægt ud til at have skiftet flere gange i den studerede periode, uden at der hidtil tydeligt har kunnet påvises sammenhæng mellem de enkelte (del)slægter. Der har endog i 1100-tallet været konger alternerende mellem i hvert fald to af disse slægter. Som man vil se i det følgende, kan det hele lægges sammen til en enkelt slægt med forskellige grene, og det nævnte alternerende element skyldes netop de samme successionsprincipper, som var gældende i Danmark (og flere andre steder).
Resultatet er vist i indrykningstavlen Emunds efterslægt, dækkende 10 generationer indtil lige efter 1200. Der er mange elementer i denne slægtstavle, som burde dokumenteres bedre, men det må blive på en anden plads. Kilderne er meget spredte og rækker fra Västgötalagen (inkl. tillægget med Kungalängden) over visse sagaer til Adam af Bremens hovedværk, men også andre data er indflettet.
Der kunne genfortælles underholdende historier om mange af de involverede personer, men her har jeg måttet begrænse udvalget til det materiale, der har betydning for successionen og de slægtsmæssige sammenhæng. Som oversigt er der til sidst angivet mit bud på kongerækken.
Den første af den kendte, sammenhængende serie af konger i Sverige er Emund, der herskede omkring midten af 900-tallet. Han er omtalt, bl.a. fordi han sent i sin regeringstid deltog i kongemødet på Danaholmen ud for Göteborg, hvor han på sit lands vegne byttede Blekinge bort mod et eller andet, der formentlig var land ved Göta-älv, som gav adgang til Kattegat. Dette er ikke specificeret i kilden Västgötalagen (hvor oplysningerne forekommer på et mærkeligt sted). I mødet deltog angivelig også Svend Tveskæg, så det må have været o. 980. (Anerkendte historikere har fundet dette usandsynligt, bl.a. med henvisning til Kungalängden i samme Västgötalag. Man mener i stedet, at det var den næste Emund sammen med Svend Estridsen omkring 75 år senere. Dette har dog sine svagheder, se artiklen om kongemødet.
Emunds efterfølger som konge blev formentlig Olof, søn af en halvfætter Björn. Olof har sønnen Styrbjörn, der ifølge sagaerne først er leder af jomsvikingerne og derefter gifter sig med Harald Blåtands datter Tyra, officielt af kærlighed, men måske også af kold beregning. Som vist i flere tilfælde af ægteskaber herunder har medgiften ofte været en kampstyrke til brug for et togt mod hjemlandet for at erobre kongemagten. Det går dog ikke som beregnet, og Styrbjörn falder i slaget ved Fyrisvallen i Uppland mod farbroderen Eriks forsvarere. Mere herom findes i artiklen Styrbjörns oprør.
Styrbjörn har efter alt at dømme en søster Oloffa, som i 977 bliver gift med Vladimir den Store (Velicky) af Kiev, der på det tidspunkt er i Skandinavien for at samle støtte til sit comeback i Rusland. Også her må man regne med, at medgiften var en ekspeditionsstyrke. I dette tilfælde var resultatet positivt, men Oloffa overlevede ikke længe, og Vladimir havde mange hustruer bagefter (i hvert fald 4 officielle). Oloffa, der i sagaen kaldes Allogia, har formentlig fået sønnen Vsevolod, der senere (996) optræder i Sverige og bliver dræbt under skærmysler ved Olav Tryggvasons frieri til enkedronning Sigrid.
Historien med medgiften gentager sig i 1018-19, hvor nu Vladimirs søn Jaroslav er i Skandinavien for at skaffe sig støtte efter at være blevet skubbet ud derhjemme af sin halvbroder. I Sverige indgår han ægteskab med Olof Skötkonungs datter Ingegerd, mens han i Danmark får arrangeret et giftermål mellem Estrid og sin voksne søn Ilya. Læs mere herom i artiklen om Svend Estridsens moder. Her skal det blot nævnes, at den svenske medgift formentlig er en ekspeditionsstyrke til hjælp for Jaroslavs genindsættelse som fyrste. Styrken blev anført af Emund Ringsson og er nærmere omtalt i artiklen om det såkaldte Ingvar-togt, som endte helt katastrofalt. Det var et senere togt.
Olofs efterfølger o.988 blev Emunds søn Erik, der efter kampen mod Styrbjörn kalder sig Segersäll. Han var gift med Sigrid Storråde, der senere ægtede Svend Tveskæg i Danmark.
Den tilsyneladende sidste konge i Emund-slægten hed Emund (den) Gamle (#225. i Emunds efterslægt). Han havde en datter af første ægteskab, som jeg kalder [Kristina] (fordi hendes ældste (kendte) kvindelige barnebarn hedder det samme). Senere giftede han sig med Astrid Nialsdatter, som havde været gift med Ragnvald Ulfsson jarl og der havde sønnen Stenkil. Stenkil gifter sig med [Kristina] og grundlægger derved et nyt svensk ”dynasti”, som dog har klare rødder i det gamle. (Sören Lindhe har hævdet, at dette ægteskab umuligt kunne finde sted, da de var søster og broder. Men det var de ikke biologisk set.)
Efter den gældende opfattelse dør Emund i 1060, og Stenkil følger ham som konge indtil 1066. Ved tronskiftet i 1066 kæmper ifølge Adam af Bremen (GH 3. bog, kap.53) "de to Heriker om kongemagten", og begge bliver dræbt. En sådan strid giver kun mening, hvis der er tale om to fætre Erik Emundsson og Erik Anundsson med samme alder. Det hænger dog ikke uden videre sammen med tidspunktet 1066, så min udlægning er, at Stenkil, der ikke er medlem af kongeslægten, heller ikke bliver konge formelt, men de facto regerer 1060-1066 på stedfaderen Emunds vegne, så denne altså først dør i 1066. Og så slås de to nævnte nærmeste tronfølgere i aldersordenen og dør.
Perioden herefter er en af de mere usikre mht. hvem der egentlig var konge af Sverige, af flere forklaret dels ved brydningerne mellem kristendom og hedenskab og dels ved modsætningsforholdene mellem de tre svenske landskaber Svealand, Östergötland og Västergötland. Min version af slægtstavlen støtter sig - foruden alt det hidtil kendte - også til aldersordenen (der dog bygger på kvalificerede gæt på fødselsår).
I de flestes tolkning sker der 1066 et skift til et helt nyt ”dynasti” Stenkil-slægten, men i min model er der blot tale om kognatisk tronfølge, så kongeslægten får et andet ”familienavn”. Beviset for denne påstand er, at to agnatiske efterkommere i Emund-slægten bliver konger senere. Som nævnt giftede Emund (den) Gamle sig sent med Astrid Nialsdatter, og i dette ægteskab fødtes ”efternøleren” Anund med det senere tilnavn ”den Gårdske”. Han bliver nemlig hentet hjem fra Rusland (Gardarike) o.1070, for da er det hans tur efter aldersordenen til at blive konge af Sverige (efter at Halsten var blevet afsat). Han er omtalt af Adam af Bremen, som da er en nogenlunde samtidig kilde.
Den anden af de nævnte agnatiske efterkommere og således den sidste konge af Emund-slægten er formentlig Ragnvald Olofsson Knaphövde, der bliver konge i 1025, men som bliver dræbt 1026 i Västergötland under sin rundtur ved det formelle kongevalg. Det er vanskeligt at udlede hans afstamning alene af faderens navn Olof, men i det nu flere gange refererede kapitel 53 i 3. bog af Adam af Bremens værk står en sætning, som hidtil ikke har kunnet tolkes: "... lod man Anund hente fra Ruzzien. Alligevel afsatte sveonerne ham og valgte i stedet en mand ved navn Haquin. Denne tog den unge Olaphs moder til ægte". Haquin er Håkan den Röde, der antages at være en søn af Stenkil. Den unge Olofs moder må være en nylig enke i den nærmeste slægt, og hun har så med stor sandsynlighed været hustru til Erik Emundsson, en af de to Erik'er, som slog hinanden ihjel 1066. Da der ikke er nævnt andre kongelige med navnet Olof i denne periode, er stamrækken Erik Emundsson - Olof Eriksson - Ragnvald Olofsson et godt bud. Den eneste alvorlige mangel er, at opkaldsreglerne tilsyneladende ikke er fulgt, men det kan forklares bl.a. ved at give Ragnvald en ældre broder [Erik], der døde ung.
På dette sted kan det indskydes, at Olof også optræder i anden sammenhæng. For det første viser analysen af Jarler i Sverige, at han sikkert var jarl i Svealand fra o.1087 til sin død o.1105. For det andet må hans hustru have heddet Ragnhild. Hendes gravskrift (refereret af Hagerman (1996)) fortæller, at Halsten var hendes fader, og at hun blev dronning i Svealand. Desuden ved vi, at hun havde base i dette landskab, faktisk i Södertälje, som hun i dag er skytspatron for. Hun blev nemlig senere helgen. Årstallene og hendes status viser entydigt, at hun kun kan have været gift med Olof Eriksson. Hun var altså moder tiil Ragnvald Knaphövde.
Det såkaldte Stenkilske gravkor (kapel) i Vreta klosterkirke hed tidligere "Ragnvald Knaphövdes kapell". Navnet er ændret i nyere tid, fordi man fandt det usandsynligt, at Ragnvald skulle være gravsat her. Da det nu viser sig, at han var dattersøn af Halsten, var det gamle navn måske ikke så urimeligt. Under gulvet fandtes ved udgravning kort før 1920 skeletterne af 9 gravlagte personer, nemlig 4 mænd, 2 kvinder og 3 børn. Interessen har overvejende været fokuseret på identikation af de 4 mænd, hvoraf de 3 var usædvanlig høje - åbenbart et karakteristisk træk for Stenkils mandlige efterkommere.
Da Ragnvald Knaphövde som vist ovenfor nu må regnes med til den Stenkilske slægt, er nærværende studies forslag til de begravede mænd følgende: Filip Halstensson (d. 1118), Inge den Yngre (d. 1125), Ragnvald Knaphövde (d. 1126) og Ragnvald Ingesson (d. 1131). Hvis dette er rigtigt, var den sidstnævnte 1,98 m høj.
Baggrunden for drabet på Ragnvald Knaphövde er belyst af Saxo i 13. bog. Efter Inge den Yngres død 1125 ville Västergötland demonstrere for at få mere indflydelse på kongevalget. De valgte da - lidt uden for aldersordenen - Magnus, der var søn af den danske konge Niels og Inge den Äldres datter Margareta Fredkulla. Da så Ragnvald Knaphövde efter at være blevet valgt i Svealand og bekræftet i Östergötland kom til Västergötland på sin "Eriksgata", nægtede man ham adgang, for man havde jo allerede en konge. Og det kom de så op at slås om med det nævnte resultat.
Dette drama er nok mere kompliceret. Man konstaterer, at der var tre primære, agnatiske tronfølgere: Ragnvald Knaphuvud (med basis i Svealand SV), Erik Årsäll (ÖG) og Ragnvald Ingesson (VG).Efter mit skøn af fødselsår kan alle tre være født i samme kalenderår 1085, og så giver senioritetsprincippet ingen præference. Da nu SV er traditionel "førstevælger", vælger de deres egen kandidat, men måske betvivler VG fødselsåret, da der ikke fandtes nogen registrering heraf. Og så er det, at de protesterer ved at vælge den kognatiske Magnus som absolut outsider med rødder i VG.
En alternativ forklaring, der bygger på lidt mere end utilfredshed med traditionerne, kan findes i Vidhemsprostens "Kungalängd", der er et appendix til Västgötlagen. Her nævnes om Inge den Yngre (d. 1125), at han vistnok blev forgivet. Mistanken har sikkert samlet sig om efterfølgeren Ragnvald Knaphövde fra SV, og han er derfor blevet erklæret uværdig i VG. Og så er det, at de protesterer ved at vælge den kognatiske Magnus som absolut outsider med rødder i VG. Noget tilsvarende sker efter de øvrige kongemord senere i dette århundrede.
Magnus's virke som konge i det svenske hører man stort set intet om i de danske historieskrifter (specielt Saxo), så det har ikke været hans ambition at gå videre ad denne vej. I Östergötland og Svealand ser det ud til, at man efter drabet 1126 har holdt lav profil og valgt Erik Årsäll til konge. Denne er ifølge den islandske Langfedgatal (en samling af slægtslister) søn af en vis Blot-Sven (herom mere i det følgende). Han er i øvrigt nævnt på en sådan måde, at han kan have været konge o.1130, og det passer så nogenlunde. I nærværende genealogiske model er han den næste i aldersordenen efter Ragnvald Knaphövde.
Ved hjælp af opkaldsregler og tronfølge har jeg kunnet konkludere, at Ragnvald Ingesson - eneste søn af Inge den Äldre - først er død i 1131, og at han derfor højst sandsynlig har været konge efter Erik Årsäll o.1128. Årstallet 1131 skyldes, at ældste dattersøn Magnus Henriksen i Danmark må være født efter Valdemar den Store (januar 1131), mens først nummer to hedder Ragnvald.
Som et lille intermezzo i Stenkil-slægtens regeringsperiode optræder der en Blot-Sven (#223.21.) som konge af Sverige (eller blot Svealand) i en treårig periode, formentlig o.1084-1087. Blot-Sven bliver angivelig valgt, fordi han støtter de hedenske traditioner. Denne Sven må nødvendigvis også være af kongelig slægt, og her må vi gætte, selv om der ikke er så meget at vælge imellem.
Stenkil-dynastiet voksede ud af en datter [Kristina] til den sidste Emund. Tilsvarende kan man formode, at der var en datter [YY] af Emunds ældre broder Anund, som også fik en større efterslægt. Flere publicerede slægtstavler opererer med en ”Maria Anundsdatter”, men der er mig bekendt intet belæg for dette fornavn, og hos mange af dem bliver hun gift med Stenkil, hvilket der slet ikke er behov for. Jeg har som det væsentligste kritiske punkt antaget, at denne [YY] er moder til Sven (Blot-Sven). Så er han ”inde i varmen” i kongeslægten. (Efter opkaldsreglerne skulle [YY] hedde Estrid efter sin farmoder.)
Olof Dahlin har i sin bog "Svea Rikes historia" fra 1750, at Blot-Svens fader hed Totil og var jarl i Götaland. Dahlins kilde er ikke oplyst og er ikke længere kendt. Totil er sandsynligvis identisk med den "Tuph dux", der nævnes af Adam af Bremen (GH 3,12), og som i 1046 hjælper Svend Estridsen med at bekrige Magnus den Gode. Der foreligger altså en rimelig historisk baggrund.
Da kong Ragnvald Ingesson dør 1131, finder folk i Västergötland ud af, at deres kong Magnus Nielssøn efter mordet på Knud Lavard ikke længere er kongeværdig. Han bliver afsat, og til ny konge vælger så det samlede Sverige Sverker, den næste i aldersordenen.
Hvordan Sverker-slægten passer ind i tronfølgen, er ikke så let at afdække. På grundlag af de foreliggende oplysninger må han være sønnesøn af Blot-Sven. Indicierne herfor er opregnet i det følgende.
Den omtalte Langfedgatal nævner Blot-Sven som fader til Kol, men Kol siges at være den som af svearne kaldes Erik Årsäll. Denne sammenblanding skyldes sikkert, at de først har været nævnt som brødre (men det er naturligvis et gæt). Skaldatal (liste over diverse kongeskjalde) og Langfedgatal nævner Kol som fader til Sverker. Også Knytlingesagaen taler om Sverker Kolsson. Endelig er det et vægtigt argument, at Sverkers ældste søn får navnet Karl. (Der kan kun være dialektforskelle mellem Karl og Kol.)
Sverkers eget navn synes ved første øjekast ikke at støtte anelisten (Blot-)Sven - Karl - Sverker. Den anerkendte etymologi af navnet er Svartgeir, altså det sorte spyd. Navnet er dog mig bekendt ikke benyttet før kong Sverker, så tolkningen synes at være gætteri. Det kunne ligeså godt være en sammentrækning af Sven Karlsson, og så er opkaldsreglerne på plads.
Incerti scriptores chronicon (i Scriptores rerum suecicorum I:1, p.83, refereret af Schück (1951)) (vistnok fra o.1300) omtaler et sted Ulf dux Galla sammen med broderen Kol og søsteren Cecilia. Der synes ikke at være angivet noget årstal, så bl.a. Schück har tolket den tidsmæssige placering som o.1165. Søskendeskaren er så børn af Johan Sverkersson (#223.212.13.), hvor der er en vis navnelighed, men alderen passer slet ikke. Et tidspunkt o.1105 synes snarere at passe. Da den Kol, der forekommer på denne tid, er søn af Blot-Sven, må alle tre nævnte søskende være det, i øvrigt ligesom Erik Årsäll (jf. ovenfor). Ulf er ældst, da det ellers ikke ville være ham, der var jarl (dux).
I tilsyneladende modsætning hertil angiver Västgötalagens kungalängd (kongerække), at Sverkers fader hed Cornuba. Cornuba tolker jeg som Knuba/Gnupa/Knud, men det er uden betydning, da navnet ikke fortsætter i Sverker-slægten. Cornuba var nemlig ikke biologisk fader til Sverker.
En "donationslängd" fra Vreta kloster (gaveliste fundet af Ahnlund), der egentlig handler om Sune Sverkersson, omtaler dennes forfædre: Sverker søn af Cornica, som igen er søn af Kol. Bortset fra det allersidste behøver der ikke at være noget i vejen for, at Sverker har haft to fædre. Hvis den rigtige fader Kol/Karl dør o.1108 ikke længe efter Sverkers fødsel, kan moderen have giftet sig med en ny stormand Cornuba, som i praksis blev kendt som Sverkers fader. Denne forklaring støttes af, at ingen søskende til Sverker er kendt, og - som nævnt - at navnet Cornuba ikke forekommer senere i Sverker-slægten.
Sverker dør i 1156 og efterfølges af Erik Jedvardsson med det senere tilnavn "den helige". Denne Erik kommer tilsyneladende ind som starten på en ny kongeslægt. I en tidligere version af denne artikel fandt jeg - som flere andre før mig - at den nævnte Cecillia (Sverkers faster) måtte være gift med Jedvard og dermed være moder til Erik den helige. Hun er dog omkring 10 år for gammel til at have Erik som sit førstefødte barn. En anden mere realistisk mulighed er beskrevet herunder.
Bengt R. Jonsson (12th International Saga Conference, Bonn 2003) har peget på, at Erik Jedvardsson passer fint ind som dattersøn af kong Filip Halstensson (#225.112.). Filip blev kort efter 1096 gift med den norske Ingegerd Haraldsdatter (f. o.1060), enke efter den danske konge Oluf Hunger (d. 1096). Der var ganske vist en betydelig aldersforskel til den forkerte side, men det kan godt fungere i fornuftægteskaber som dette. De antages at have fået datteren [ZZ] f. o.1097, som så senere ved ægteskab med Jedvard er blevet moder til Erik f. o.1116.
Sønnen Erik gifter sig med Kirstine Knudsdatter (Lavard) (se Jonsson (2003)), og de får sønnerne Knut (opkaldt efter Knud Lavard) og Filip (som formodes at fået navn efter oldefaderen Filip Halstensson). Det er det usædvanlige navn Filip, der er med til at begrunde nedstamningen. De senere begivenheder passer godt med Eriks fødselsår og hans kognatiske placering i kongeslægten.
Undervejs i det 12. århundrede forekommer der dog tilsyneladende uregelmæssigheder i tronfølgen, bl.a. i 1156, da Karl Sverkersson som agnatisk tronfølgerkandidat bliver forbigået til fordel for Erik Jedvardsson (den helige), selv om sidstnævnte kun var kognatisk. Det var utvivlsomt et kup arrangeret af Erik, hvorved Sverker blev myrdet med god timing.
Karl må på den tid have været bortrejst fx som korsridder og kunne derfor ikke møde frem til det efterfølgende kongevalg. Man vælger så den næste i aldersordenen, og da Sverkers øvrige (levende) sønner endnu er umyndige, bliver det den kognatiske tronfølger Erik. Uden mordet på dette tidspunkt ville han aldrig være blevet konge. Situationen blev næppe vurderet kritisk, da kongevalget efter o.1131 var aftalt at skulle starte i Svealand, hvor Erik må have haft sin hjemmebase.
Først et par senere går det op for de ledende stormænd, at der var tale om et kup (i min udlægning). Götalandene, men ikke Svealand, afsætter kong Erik. Da Karl åbenbart stadig ikke er vendt hjem, vælger man den aldersmæssigt næste kognatiske tronfølger Magnus Henriksson til konge i Götalandene. Magnus er oldebarn af Inge den Ældre via sønnen Ragnvald og dennes datter Ingrid.
Da Karl omsider kommer hjem, er toget kørt, for de nuværende konger kan ikke afsættes pga. uværdighed, og så er der kun åben krig tilbage.
Magnus Henriksson bliver 1161 dræbt i kamp med Karls styrke ved Örebro, altså mærkeligt nok i Svealand. Endelig mister Erik Jedvardsson - nu konge alene i Svealand - livet ved en markedsfest i Gamle Uppsala i februar 1062 (Jonsson (2003)). Den hidtil accepterede version af hændelsesforløbet lader Magnus slå Erik ihjel i 1160, men det er nok snarere sådan, at Magnus falder i kamp mod Erik ved Örebro. Man kan mistænke, at historien om drabet 1160 blev fabrikeret for at befordre en helgenkåring, men Erik "den helige" blev faktisk aldrig kanoniseret.
Denne farverige slægtsstrid slutter ikke her, for historien gentager sig i et vist omfang 1167, hvor Karl Sverkersson bliver myrdet. Også i denne forbindelse finder man senere ud af, at den egentlig skyldige er efterfølgeren Knut Eriksson. Der kommer så atter en kort periode med deling af kongemagten mellem de tre hovedlandskaber. Detaljerne her er dog usikre. Denne del af striden slutter 1173 med Knut Eriksson som vinder. Lidt uretfærdigt måske, men sådan var det ofte dengang.
I Sverres saga fortælles det, at denne norske konge havde en jarl ved navn Karl, som var gift med kongens datter Ingeborg, og som faldt i 1198. Karl siges i sagaen at være søn af kong Sverker. Dette har voldt historikerne store problemer, jf. Toll (1920), for det kan ikke passe kronologisk. I stedet går det meget bedre, hvis Karl er født posthumt 1167 som søn af Karl Sverkersson og derfor rettelig burde hedde Karl Karlsson som vist i slægtstavlen Emunds efterslægt. Dette forklarer også, at Sverker den Yngre kalder sin søn Johan og ikke Karl, fordi Sverkers fader allerede er opkaldt i sin posthume søn.
Knut Eriksson dør en naturlig død i 1196, hvorefter Sverker (Karlsson) den Yngre bliver konge. Også han laver numre med "modparten" ved at dræbe tre af Knuts sønner 1205. Som følge heraf bliver han afsat 1207 og afløst som konge af den overlevende fjerde og ældste søn Erik Knutsson. Der kommer yderligere to skift mellem slægterne, i 1216 og 1222.
Viser så forholdene i Sverige, at man har praktiseret de samme successionsprincipper som i Danmark? Svaret er for mig bekræftende, og dette er især underbygget af forholdene omkring ”vekseldriften” mellem Sverkers og Eriks efterkommere i det 12. århundrede. Jeg tror ikke, at man noget andet sted finder et så ekstremt eksempel på senioritet, men forløbet blev da også befordret af beskidte tricks og mange drab.
Det andet element af særlig betydning for den svenske kongeslægt er naturligvis sammenhængen. Jeg har fremlagt et forslag til kvindelige ”overgangselementer” mellem de ”dynastier”, der ellers betragtes som hver for sig, og hvis ”interferens” i overgangsperioderne hidtil er blevet fortolket som strid mellem hedenskab og kristendom og mellem de tre landskaber Svealand, Östergötland og Västergötland. I den foreliggende version hænger det hele sammen, naturligvis fordelt på slægtsgrene, men stadig i samme kongeslægt.
Data til denne kongerække er hentet fra slægtslisten Emunds efterslægt.
-o.981 Emund (Slemme) f. o.920, d. o.981
o.981-o.988 Olof Björnsson f. o.940, d. o.988
o.988-o.994 Erik 8 (Segersäll) f. o.945, d. o.994
o.994-1022 Olof (Skötkonung) f. o.978, d. 1022
1022-1046 Anund (Jakob) f. o.1004, d. 1046
1046-1066 Emund 2 (Gamle) f. o. 1005, d. 1066
1066-o.1070 Halsten f. o.1047, d. 1084
o.1070-o.1075Anund Eriksson (Gårdske) f. o.1047
o.1075-1079 Håkan (Röde) f. o.1048
1079-1084 Halsten (igen) f. o.1047, d. 1085
1079-1111 Inge Stenkilsson (den Äldre) f. o.1050, d. 1111
1084-1087 Sven Estridsson (Blot-Sven) f. o.1053, d. 1087 (delkonge)
1111-1118 Filip Halstensson f. o.1070, d. 1118
1118-o.1125 Inge Halstensson (den Yngre) f. o.1072, d. o.1125
1125-o.1131 Magnus (den Stærke) f. o.1105, d. 1134 (delkonge VG)
1125-1126 Ragnvald (Knaphövde) f. o.1084, d. 1126 (delkonge)
1126-o.1128 Erik Årsäll f. o.1085, d. o.1128 (delkonge)
o.1128-1131 Ragnvald Ingesson f. o.1085, d. 1131 (delkonge)
o.1131-1156 Sverker (Sven Karlsson) (den Äldre) f. o.1106, d. 1156
1156-1162 Erik 9 (den helige) f. o.1120, d. 1162 (delkonge SV 1160-1162)
1160-1161 Magnus Henriksson f. o.1131, d. 1161 (delkonge)
1162-1167 Karl 7 Sverkersson f. o.1131, d. 1167
1167-1196 Knut Eriksson f. o.1144, d. 1196 (delkonge VG 1169-1173)
1169-1173 Kol Johansson f. o.1150, d. 1173 (delkonge SV 1169-1173)
1169-1173 Burislev Johansson f. o.1151, d. 1173 (delkonge ÖG 1169-1173)
1196-1207 Sverker Karlsson (den Yngre) f. o.1165, d. 1210
1207-1216 Erik 10 Knutsson f. o.1180, d. 1216
© Peter Lawætz, version december 2015