Som ældste barnebarn af Harald (Hildetand) og søn af Halfdan var Harald (Klak) ikke hvem som helst o.800 (se artiklen om Harald Hildetand og hans sønner). Tilnavnet ”Klak” ved man ikke, hvorfor han fik, men det er utvivlsomt af senere dato. Harald var kongeværdig, og det brugte han meget af sit liv på at føre ud i livet.
Han og hans slægtsgren har her fået en særlig artikel, fordi de indirekte har mange udløbere af betydning for den danske kongemagt, se fx listen over Harald Klaks og hans brødres slægt, hvorfra nedenstående nummerering er hentet. Ikke alt er lige klart i kilderne, men i min tolkning optræder der i hvert fald 5 markante skikkelser: (1) Harald (#131.) er i sig selv interessant, fordi han i sin fortvivlede stræben efter magten i Danmark til sidst lader sig døbe for at fremkalde støtte fra den tyske kejser. Det bliver hans farvel til en position i Danmark, da dåben er ensbetydende med en officiel overgang til en anden tro, og det var man ikke parat til dengang; (2) en af hans sønner, Sigfred (#131.3.), bliver danernes konge 873 og har efterkommere, som først er konger i den østlige del af et delt Danmark og siden gennem Tyra Danebod får riget lappet sammen igen, se artiklen Tyra Danebods slægt; (3) en nevø af Harald ved navn Rørik (#135.2.) er formentlig identisk med den Rurik, der kaldes til rus-konge i Novgorod o.863 og dermed ser ud til at være stamfader til en lang række regenter af Rusland; (4) et barnebarn, nemlig Gudrum/Guttorm (#131.42.), bliver konge af Østangel/East Anglia og fosterfader til Godfred/Hardeknud, der (som det i virkeligheden hedder) opkalder sin fosterfader i sin søn Gorm (den Gamle); og (5) et oldebarn er Harald Hårfagre (#131.411.), der ikke blot bliver den første konge af hele Norge, men som faktisk forsøger også at blive valgt til konge af Danmark i 894. Hertil kommer aflivningen af en vigtig myte, der identificerer Haralds søn Godfred med den Godfred, der i begyndelsen af 880’erne hærger i Flandern, kort efter bliver forlenet med en del af Friesland og gifter sig med datteren af den tidligere tyske konge, for endelig i 885 at blive myrdet på grund af oprørsplaner.
Det er en ofte gentaget påstand, der i øvrigt passer meget godt ind i baggrunden for de faktiske begivenheder, at Harald (Hildetand)’s efterkommere beholdt en særlig tilknytning til besiddelser og indflydelse i Sønderjylland/Slesvig. Dette synes i hvert fald at spille en rolle i første halvdel af det 9. århundrede, bl.a. for Harald Klak.
Efter mordet på kong Godfred i 810, som jeg tolker som et kup af nevøen Hemming Halfdansen og nogle af hans brødre, tog det nogen tid, inden de øvrige parter havde sundet sig til kamp om magten. I første omgang reagerede et parti med kerne i den jyske kreds omkring Harald Klak og hans brødre, og senere kom også Godfreds sønner til som en tredje part. Hemming døde 812 af årsager, som ikke kendes. Derefter udspandt der sig en kamp mellem de resterende Halfdansønner (Sigfred, Angantyr og Hagen (Ancwin)) på den ene side og Harald Klak og hans brødre på den anden side. Blandt anførerne af dette sidste parti var Haralds broder Anulo (#132.), som egentlig må have heddet Ole eller Ale, da dette navn antager mange forskellige former i datidens nordeuropæiske sprog (Amlaib, Analaph, Anlaf, Olav, Olof osv.). Det skal ikke forveksles med det latinske anulo (= ring) og kan derfor ikke udlægges som ”Ring”, et navn der ellers er brugt en del blandt norske delkonger. Vi kender ikke andre eksempler på, at årbogsskrivere sydpå oversætter navne til latin. Anulo falder, men hans parti vinder, og Harald bliver konge 813 sammen med broderen Regnar (Reginfred) (#133.).
Det varer dog ikke længe. Allerede samme år vender Godfredsønnerne sejrende tilbage østfra under anførsel af ældste søn Olaf. Denne falder dog i kampen 814 ligesom Regnar på det andet parti. Harald søger hjælp hos den tyske kejser, men sættes i en venteposition. De resterende Godfredsønner Horik/Erik, Rolf, ”Manderus” og ”Christianus” deler magten mellem sig med Erik 1 som ”ledende konge”.
Som støtte til Harald forsøgte kejseren et angreb på Danmark i 815, men det blev stort set til intet, formentlig fordi man ikke kunne sende en styrke op i Jylland, så længe modparten (danerne) havde en stor flåde parat til at landsætte tropper ved foden af Jylland og således kunne afskære såvel forsyningslinierne som tilbagetoget.
I 819 kom det dog til en aftale, hvor Harald indtrådte som medkonge (formentlig i Sillende/Slesvig), og samtidig blev Godfredsønnerne ”Manderus” og ”Christianus” landsforvist. Vi er ikke klar over andet end den tidsmæssige sammenhæng, men gætter på, at alliancen skyldes, at Harald giftede sig med kong Eriks søster. Sønnen Godfreds navn afspejler dette forhold.
Haralds situation var stadig ikke tilfredsstillende, og o.823 blev han fordrevet fra Danmark. Han søgte på ny vejledning og anden støtte sydfra. I 826 lod han sig døbe sammen med et stort følge i Mainz for endnu engang at vise kejseren underdanighed, men det kiksede fuldstændigt. Kejseren havde ikke ressourcer til at støtte ham i den forventede grad, og på hjemmefronten blev dåben med den tilhørende underkastelse af kejseren opfattet som en utilgivelig handling for en regent af et uafhængigt samfund af en anden hævdvunden religion. Det kunne han ikke bestemme, og så han kunne ikke længere være konge. Han blev definitivt afsat 827. Noget tilsvarende sker for danske konger to gange senere.
I forbindelse med dåbshandlingen bliver Harald forlenet med Rüstringen, og det levede han hovedsagelig af resten af sit liv. Han forsøgte et comeback i 828, men det blev ikke til noget alvorligt. Ifølge AB 841 bliver Harald 841 forlenet med Walcheren (Gualacras) med den hensigt, at han så vil forsvare stedet mod vikingerne. Han vil samtidig kunne opkræve en told af de handlende.
Harald bliver dræbt "i grænselandet nordpå" 852 (AF 852) og er efter meget at dømme gravsat i bådkammergraven SV for Hedeby, fundet i 1908. Man mener blandt gravgodset at kunne genkende de sværd, han fik som gave af kejser Ludvig ved dåben i 826. (Dateringen har vekslet lidt, men den seneste og rimeligt overbevisende skyldes Egon Wamers i en artikel i kataloget til udstillingen Die Macht des Silbers (2005).)
Efter det oplyste og lidt til fik Harald fem børn, de fire med en første hustru og muligvis et sidste barn Gisela med sin anden hustru Ingerid Helgesdatter. (Jeg har hidtil hævdet, at hun hed Sigrid, men det savner enhver dokumentatiion.) Disse relationer er ikke oplyst i kilderne, men da Haralds datter ifølge sagaen bliver gift med Sigrids broder, må der være visse aldersforskelle og flere hustruer involveret. Det fremgår andetsteds, at Ingerid efter Haralds død 852 gifter sig med hans nevø Rørik (se nærmere i artiklen om Rørik/Rurik), og som dennes hustru er hun ved navns nævnelse omtalt i Nestors krønike..
Da hele denne artikelserie er bygget op omkring anvendelsen af visse regler og principper for tronfølge og navngivning, må jeg for fuldstændighedens skyld starte med at foreslå, at Haralds ældste søn hed Halfdan for at få opfyldt den grundlæggende opkaldsregel. Han er ikke nævnt nogetsteds, og han er derfor død før hans rolle blev aktuel.
Haralds ældste voksne søn hedder Godfred (#131.3.). Heraf slutter jeg, at Haralds første hustru var datter af kong Godfred (d. 810), som så bliver opkaldt i den næstældste søn. Familieskabet forklarer sammen med Jylland/Slesvig-forholdet, at Harald fik en lang snor og specielt i 819 blev medkonge.
Godfred deltog i flere vikingetog mod Nordfrankrig med fokus på området omkring Seinen fra 850, men er her særlig relevant, fordi han sammen med fætteren Rørik (se senere) optrådte som tronkræver i Danmark i 855. Det kom der ikke noget ud af, fordi sagen da allerede var afgjort, og Godfred må være død kort efter, da man ikke hører noget om ham efter dette år. Mange forveksler imidlertid denne Godfred med ham, der i 880 angriber Nordfrankrig og Flandern, men som senere indgår forlig med kongen og bliver ”beskytter”. Han bliver gift med Gisela, datter af kong Lothar, og får datteren Mathilde, der senere bliver moder til Henrik Fuglefængers hustru. Denne anden Godfred har jeg identificeret med en søn af Halfdan Regnarsen, se Halfdans slægt og Regnar Lodbrogs efterkommere.
Den næste søn Sigfred forekommer ikke nævnt som Haralds, men han omtales i AF 873 på en sådan måde, at han må være tiltrådt som konge af Danmark, og man kan så slutte af successionsprincipperne, hvor han har sine rødder. Sammen med sin efterslægt er han nærmere beskrevet i artiklen Tyra Danebods slægt, for det er gennem Gorm den Gamles hustru Tyra, at jeg har kunnet regne tilbage hertil.
Harald har også sønnen Rolf/Rodulf/Rudolf (#131.4.), som dukker op som viking i det sydlige Irland o.852 og kommer i kamp med Cerball (Karl) af Osraighe (FA 852). Hans kampagne fortsætter tilsyneladende med Waterford som udgangspunkt, og kampe nævnes i 857 og 862 (FA disse år). Det sidstnævnte år sejrer Cerball og hans søn Cennetig (Kenneth) over Rolfs flåde fra Lochlann. Rolf optræder herefter i Frankrig og falder til sidst i en fægtning der 873 (AB 873).
Haralds ældste datter hedder formentlig Tyra, men kaldes vist et sted Ingeborg (#131.2.). Hun blev gift med den norske Sigurd Hjort og fik med ham sønnen Guttorm og datteren Ragnhild. Guttorm (#131.22.) indgik sammen med Regnarsønnerne i ledelsen af den hær, der hærgede i England fra midten af 860’erne. Han etablerede et kongedømme i Østangel (East Anglia) i 878 og regerede her til sin død i 890. Han blev efter visse beretninger fosterfader til Godfred/Hardeknud før denne blev konge i Northumberland, og på denne måde blev han senere ”opkaldt i” Godfred/Hardeknuds søn Gorm. Denne søn er den Gorm, som jeg (og mange andre) identificerer med Gorm den Gamle. Guttorm har angivelig ingen børn. De efterfølgende konger i Østangel er hentet fra andre hjørner af den danske kongeslægt.
Datteren Ragnhild (#131.21.) gifter sig med Halvdan Svarte og bliver dermed moder til Harald Hårfagre (#131.211.). Hans historie falder uden for denne redegørelse, men det skal dog nævnes, at han efter successionsreglerne er med i valggruppen til kongevalget i Danmark efter Helges død o.893 (fordi hans oldefar Harald Klak var konge af Danmark). Han har næppe stræbt efter at blive konge af hele det danske rige, men har alene ladet sig vælge til konge i det danske område Viken, som dermed kommer til at danne grundstammen i det Norge, han var ved at samle. Samtidig søger han at styrke sin kongeposition ved at forskyde sin daværende hustru og indgå ægteskab med Erik 2’s datter Ragnhild.
Harald må i de senere år af sit liv have giftet sig en gang til, denne gang med en søster til sin svigersøn Sigurd Hjort, dvs. Ingerid datter af Helge den Hvasse. Med hende fik han så (efter min vurdering) datteren Gisela (#131.5.), idet mange sekundære kilder hævder, at Erik (Horik) 2 blev gift med denne datter. Eriks giftermål med Gisela blev (hvis det er korrekt) indgået flere år efter Haralds død og skal formentlig opfattes som en passende afslutning på striden mellem de to slægtsgrene fra Harald Hildetands og Regnar/Randvers tid.
Da sønnen Sigfred (nævnt ovenfor) i 873 henvender sig til den tyske kejser, følges henvendelsen op af hans broder Halfdan, og denne Halfdan kan kun være en søn af Sigrid. Opkaldelsen er på denne måde genbrugt efter den ældste søns død. Vi hører dog ikke mere om denne Halfdan.
Den yngste broder Hemming (#135.) er kun nævnt to gange i årbøgerne. Første gang i 812 (ARF), hvor han ved brødrenes forhandling med kejseren får mulighed for at komme tilbage til Danmark efter at have været en slags gidsel under uroligheder o.810. Anden gang nævnes han i 837 (AF), hvor han falder under forsvar af Walcheren mod angreb af vikinger. (I modsætning til oplysninger hos mange sekundære kilder er der ikke basis for at mene, at han skulle have haft denne ø som len af kejseren). I denne meddelelse nævnes han som søn af Halfdan, hvilket jeg har benyttet til fiksering af ”stamtræet”, se artiklen om Harald Hildetand og hans sønner.
Harald Klak har en nevø Rørik (#135.2.) , der debuterer i årbøgerne (AB) 850, idet han tager kommandoen over den danske ledingsflåde og med denne hærger i Friesland til fordel for kong Lothar (mod Ludvig den Tyske). Flåden var ellers samlet for at forsvare den danske konge Erik 1 mod to nevøer, der krævede del i riget. Denne konflikt blev dog løst fredeligt, og så skulle kræfterne udløses på anden måde.
Det er ikke formålet her at beskrive Røriks meriter i Vesteuropa i detalje, da de er meget omfattende, fra kampe i Sydengland (ASC 851) over kontrol med (senere lensmand for) Dorestad og størstedelen af Friesland (AB 855) samt formentlig også Ditmarsken (AF 857), tab af det hele senest i 867 (AB) og et par gensyn først med Karl den Skallede (AB 870) og siden med Ludvig den Tyske (AF og AX 873). Muligvis afsluttede han karrieren i Rusland, se artiklen om Rørik/Rurik. Han må være død engang mellem 875 og 880.
Det vigtigste er at konstatere, at Rørik må være f. o.824 for at være aktiv i den beskrevne periode. Han kan derfor kun være søn af Hemming, da Harald Klaks andre brødre Anulo og Regnar forlængst var døde på det tidspunkt. Der er ganske vist en broder til, men denne hedder også Rørik, så han er ikke far til en søn af samme navn.
Rørik har også en broder Harald (AX 850), men ham hører man ikke meget om, så han må være død forholdsvis kort efter dette tidspunkt. Denne Harald må være ældre broder og var sandsynligvis den nevø af Harald Klak, der angivelig (Ermold le Noir (EN 826)) sammen med Harald Klaks egen søn Godfred blev tilbage hos kejseren i 826 som pant for, at Harald Klak ville holde sine løfter om at udbrede religionen.
Som nævnt er der to brødrepar Harald-Rørik, da AF 850 omtaler en Rørik, som sammen med sin broder Harald beskyttede Dorestad på kejser Ludvigs tid. Denne kejser døde 840, så der er tale om Harald Klak og hans broder. Denne Rørik (#134.), der vist også var med ved dåben i 826, falder 850 i unåde hos Lothar og mister sit len Dorestad. Han flygter til Ludvig den Tyske, og så hører vi ikke mere om ham. Det er ikke så underligt, at han af mange er blevet slået sammen med sin nevø af samme navn, da denne som nævnt debuterer i årbøgerne netop 850.
Det letter ikke detektivopgaven med hensyn til ”Rørik”, at der med tilknytning til grevskabet Maine (Le Mans) nogenlunde samtidig optræder en familie med navne som Rorico og Gauzfrid. De er på forsvarernes parti i stridighederne med vikingerne.
Den ældste grev Rorico er f. o.785 og dør 841. I Karl den Stores tjeneste får han en søn med Karls datter Rotrude, og denne dreng Louis bliver senere prælat og kongens kansler til sin død i 867. Med en rigtig hustru får Rorico senere 5 børn: Gauzbert, der bliver henrettet 853, Gauzfrid, der falder 877 (AB), Rorico, der bliver dræbt 866 (AB), Gauzlin, biskop i Paris 884-886 (med ledende rolle under Paris’s belejring anført af Sigfred Regnarsen), og endelig datteren Bilechild. Man kan forstå, at den mandlige del af familien ofte forekommer i årbøgerne for sidste halvdel af 800-tallet. (Ref. Lexikon des Mittelalters, Band VII: ”Rorgoniden”.)
Denne slægt har ingen rødder i danske kongehuse. På anden måde måde er slægten dog relevant for denne studie, da en (ny) Rorico optræder o.900 i Crépon i Normandiet. Han kan meget vel være posthum søn af Rorico 2 nævnt ovenfor. Han bliver oldefader til Gunnor de Crépon, der fra o.960 lever sammen med hertug Richard 1, senere bliver lovformeligt gift med ham og i øvrigt er moder til alle hans børn.
Gunnor de Crépon har efter det oplyste fået navn efter sin farmoder, som siges at være prinsesse af Danmark. En nærmere vurdering af fødselsår og fødedygtig alder fører til, at den ældre Gunnor må være født lige efter 900. Hun må i givet fald have været datter af Klak-Harald eller Gorm (af Østdanmark) og søster eller kusine til Tyra Danebod.
I dette familiemønster kan der måske findes en forklaring på, at danske ekspeditionsstyrker rykker hertug Richard til undsætnming i 945 og 963, jf. Dudo af Quentins beretning, se Harald Blåtands bedrifter. I 963 forekommer det så helt naturligt, at hjælpen ledes af Gundered/Godfred, som ifølge artiklen Tyra Danebods aner i givet fald var søn af den ældre Gunnors broder eller fætter.
© Peter Lawætz, version juli 2016