Tyra Danebod

Tyra Danebods nærmeste slægt

Egentlig ved vi stort set ingenting om Gorm den Gamles hustru Tyra andet end det, der er nævnt på Jelling-stenene. Hun var Danmarks bod. Det eneste andet er, at hun må have haft havde en fader, der hed Harald, og som derved gav navn til hendes søn nr. 2. Denne søn blev som bekendt senere til Harald Blåtand.

Jeg har i min hidtidige model ikke brugt dette til noget, fordi der så ville være behov for at digte yderligere personer til slægtstavlen. Imidlertid er der af andre (B. og P. Sawyer (2003), K. Andersen Nyrup (2004)) inddraget (1) ny tolkning af runeteksterne på Jelling-stenene og (2) en mere nøjagtig analyse af beskrivelsen af det danske områdes "politiske" geografi o.900. Hertil kommer gammelt input fra Carl Engholms bog (CE), hvor Tyra på lidt tvivlsom måde gøres til oldebarn af Harald Klak og dermed inddrages i slægtskomplekset (uden henvisninger til anden litteratur). Dette fører til, at det danske land var delt o.900, at Tyras fader Harald var konge i Østdanmark/Skåne og Øerne, og at Tyras søn Harald Blåtand så senere bliver konge i hele Danmark, fordi hans fader Gorm da allerede havde været konge i Vestdanmark/Jylland. Det er også muligt at føre anerækken tilbage til Harald Klak, men gennem andre personer end hos CE.

Kongeslægtens gren i Skåne
For at nå frem til en sammenhængende beskrivelse af disse forhold må man støtte sig til opkaldsreglerne og de mange Harald'er, der synes at optræde i kølvandet af Harald Klak. Også navnet Sigfred/Sigvald kommer til at spille en vigtig rolle.

Hvis vi kalder Harald (d. 852) for 1. generation, finder vi Tyras fader Harald i 3. generation, f. o.855 og givet bedstefaderens navn. Han må være identisk med Roskildekrønikens Klak-Harald og har med tilnavnet Klak trådt i spinaten på en eller anden måde som antydet senere. Denne Harald har vi ingen yderligere dokumentation for, men der kan som beskrevet herunder fremlægges stærke indicier for, at han blev konge i en del af Danmark.

For så vidt han identificeres med Tyras fader, er han opkaldt i Harald Blåtand, hvor denne så er 5. generation. Nogenlunde samtidig, men noget yngre end denne, finder vi ifølge Jomsvikingesagaen en vis Strut-Harald som underkonge o.980 i Skåne. Han må også være 5. generation, men kan iflg. opkaldsreglerne ikke have sit navn fra Klak-Harald. Da han som kongelig skal indpasses i familien, må det (i den simpleste version) blive som grandnevø eller broders barnebarn til Klak-Harald. Vi kommer senere frem til, at Strut-Harald må have haft en broder Gorm. Det er derfor nærliggende at antage, at Klak-Haralds broder også hed Gorm og blev opkaldt i sit barnebarn. Da denne ældre Gorm tilsyneladende ikke findes nævnt i nogen kilde, vil han blive betegnet med [Gorm]. Jeg formoder, at han har fået dette navn ved at være dattersøn af den Guttorm, der skabte furoren i 854 og blev dræbt dengang. Det passer kronologisk, forudsat at [Gorm] er søn af et nr. 2 ægteskab for Sigfred.

Faktisk kender vi formentlig denne [Gorm] på en anden måde. Der berettes om 3 danske konger i Østangel, Erik og Guttorm/Gorm. Den første er blevet placeret i Godfredsønnernes slægtsgren, mens den anden med regeringsperioden 905-o.915 passer ind her, hvor han så kommer til at fortsætte efter o.915 som konge i Østdanmark og ane til et par hundrede års skjoldunger.

Strut-Harald har iflg. Jomsvikingesagaen den ældste søn Sigvald. Sigvald er sagaernes variant af Sigfred, så mon ikke Strut-Haralds fader hed Sigfred? Jeg regner med, at det er ham, vi støder på i ASC 961, hvor det hedder, at "king Sifferth took his own life" - en meget usædvanlig notits. Ellers kender vi ikke denne Sigfred. Det passer imidlertid fint, hvis han har fået navn efter kong Sigfred, omtalt i de sydlige årbøger og nærmere beskrevet i det følgende.

Resultatet af disse overvejelser er en slægtsstruktur som vist herunder:

Harald Klak

Sigfred

Klak-Harald Gorm

Tyra Danebod Sigfred

Harald Blåtand Strut-Harald Gorm

Pa vej til en deling af danernes rige o.893.
Som optakt til rigets deling vil jeg omtale de kendte begivenheder i slutningen af 800-tallet.

Det er rimelig velkendt, at Harald Klak i første ægteskab havde sønnerne Godfred og Rolf, hvortil jeg som nævnt i artiklen Harald Klak og hans familie har føjet en Halfdan som ældste søn af hensyn til opkaldsreglerne. Denne sidste må være død ung, da man ikke hører om ham. Der kan dog også have været andre, som ikke er nævnt.

I 873 nævner Fulda-årbøgerne, at en Sigfred, konge over danerne, henvender sig til kejseren og forsikrer denne om sine fredelige hensigter. Få måneder senere kommer også hans broder Halfdan for bl.a. med gaver at bekræfte denne forsikring. Jeg har tidligere ment (ud fra minimalbetragtninger), at der måtte være tale om de to Lodbrogsønner med disse navne. Det er dog uklart, hvad de skulle have at gøre med forholdet til det tyske rige, da de formentlig var fuldt beskæftiget på de britiske øer i denne periode. Jeg gætter derfor på, at de nævnte er hidtil ukendte sønner af Harald Klak. Sigfred var vel på alder med Godfred og Rolf, dvs. f. o.818, mens Halfdan snarere er født o.842 i Haralds andet ægteskab med Ingerid Helgesdatter og får navnet Halfdan, fordi Haralds ældste søn er død ung. (Haralds fader hed Halfdan.) Anledningen til denne henvendelse kan kun have været et tronskifte, dvs. Sigfred er blevet konge efter Erik 2's død, som så må være sket i 873.

De specielle gesandtskaber til den frankiske kejer i anledning af tronskiftet 873 kombineret med Dudos beretning om Rollo og hans fader (fra samme periode) tyder på, at der var en blodig strid om tronfølgen dette år. Sigfred blev konge, Rollos fader blev (formentlig) dræbt, og Rollo selv forlader landet kort efter.

Denne Sigfred Haraldsen bliver danernes konge, fordi han er den ældste i aldersordenen. Hans fader Harald Klak var jo konge, så basisbilletten er også i orden. Jeg regner med, at Sigfred dør o.885 (af alder), og som nævnt i artiklen Godfredsønnernes slægt er den næste i rækken den aldrende Helge fra denne slægtsgren. Da så Helge dør o.893, kan der være indtrådt et brud: Nørre- og Sønderjylland vælger Olaf Ivarsøn ("Hedeby-Olaf"), mens Sjælland og Skåne vælger Sigfreds søn Harald, og så bliver danernes land delt i to. Slår man efter i mine lister, vil man finde, at Olaf og Harald begge er født o.855 og derfor næsten lige gamle. Olaf har muligvis været den ældste, men som beskrevet i Hedeby-Olaf og sønnen Knud er han kognatisk og kommer derfor i anden række. (Foruden Harald kan såvel Rollo som Harald Hårfagre efter mine regnestykker også have været med i opløbet.) Da bruddet ikke er nævnt i kilderne, kender vi naturligvis heller ikke årsagen hertil. Men det må have været noget med Harald, som da også senere i anden sammenhæng omtales som Klak-Harald i Roskildekrøniken. Han var tydeligvis ikke acceptabel på de vestlige tingsteder.

Mit bedste gæt på en årsag er, at Harald var med i det berømte slag ved Dyle-floden omkring Löwen 891, hvor danerne i vinterlejr blev overrumplet af en frankisk hær og slået fuldstændigt (ref. AF 891). Mange danere omkom ved den lejlighed, deriblandt Haralds jævnaldrende slægtninge Sigfred (#211.111. i Godfredsønnernes slægtsgren) og Godfred Ivarsøn (#23. i RL-listen). Det kan da være, at Harald på en eller anden måde svigtede sine kampfæller for at overleve, og at denne plet på hans ære blev kendt bagefter.

Som nævnt i artiklen om Harald Klaks familie er det sandsynligt, at Harald Hårfagre snarere var ude på at løsrive de norske dele af det danske rige ved at lade sig udråbe som "dansk" konge i Viken og Ranrike. Og det lykkedes vist også.

Indicier for det delte danerrige
Som beskrevet af Kristian Andersen Nyrup (2004) er der to forhold, der peger på rigets opdelte tilstand o.900. Det ene og mest slående er beretningen om Ottars rejse fra Skiringsal (i Oslofjorden) til Hedeby: Han sejler ned på østsiden af Kattegat og har Danmark på venstre side, hvorefter det går nord om øerne, som hører til Danmark. Endelig sejler han mod syd med Gotland (Nørrejylland) og Sillende (Sønderjylland) på højre side. "Danmark" var åbenbart endnu dengang kun benævnelsen for danernes østlige grænseområde (mod Götaland /Sverige), altså Halland og Skåne, hvilket også er en konklusion i Sawyers artikel (2003). Det nævnes så, at Sjælland og formentlig også Fyn hørte sammen med "Danmark" - underforstået, at resten ikke hørte med.

Det vides ikke præcis, hvornår Ottar foretog denne rejse. Han fortalte Alfred den Store i England herom, og Alfred flettede beretningen ind i sin genfortælling af Orosius's verdenshistorie. Dette arbejde formoder jeg blev udført efter 895, eftersom Alfred var litterært produktiv 887-899, og dette er et af hans sidste værker. Ottars rejse kan altså være gennemført senest 895, så den refererede adskillelse af Øst- og Vestdanmark må være sket før da. Det er med i min syntese.

Det andet forhold er mere usikkert mht. tid, idet man konstaterer, at der på et tidspunkt bliver indført en sysselinddeling i Jylland og kun der. Ordningen påstås at være fra vikingetiden, men det er nu svært at afgøre, og man ved heller ikke, hvad den oprindelig skulle tjene til. Men dens eksistens viser en klar forskel mellemJylland på den ene side og Øerne og Halland/Skåne på den anden. Vi konkluderer, at riget efter de foreliggende indicier var delt i to dele o.900, og at "Danmark" da var benævnelsen for de østligste områder, altså fortrinsvis Skåne.

Hvordan riget blev samlet igen
Vi kender den vestdanske kongerække i denne adskillelsesperiode: Olaf, Knud/Gnupa, Gorm (den Gamle) og Harald Blåtand. Den sidste skriver på den store Jelling-sten: Den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge ..., så det har været ham der virkeliggjorde samlingen engang efter 960.

På det tidligere beskrevne grundlag kan den østdanske kongerække tænkes at se sådan ud: Harald, [Gorm], Sigfred og Harald Blåtand. Brødrene Harald og [Gorm] i 3.generation må have været af noget forskellig alder, fx som født i forskellige ægteskaber. Såvel [Gorm] som som sønnen Sigfred bliver derved noget yngre end tilsvarende i deres generationer. Samlet bliver regentvarigheden så mere realistisk fordelt på perioden 893-861. Mht. estimerede årstal henvises der til Liste over Harald Klaks og hans brødres slægt. Bemærk, at man her har fået en ekstra Harald-Gorm-sekvens, som kan have inspireret Saxo til den bekendte dobbelthed i disse kongenavne.

Ovennævnte Sigfred (Gormsen) har formentlig haft en yngre broder, som dog ikke nåede at blive konge. I slaget ved Brunanburh (i England) 937 falder der mange normanner, og blandt disse omtales specielt Ivar, konge af Danmarks egen søn. Jeg har tidligere troet, at det var en af Dublin-kongernes sønner Ivar, men det passer ikke sammen med nogen der. Det er snarere [Gorm], der havde en søn Ivar som deltager i dette berømte slag. Som død 937 kan han ikke bidrage til at udfylde kongelisten for Østdanmark. (Omtalen af denne Ingvar forekommer i Clonmacnois-annalerne AC 931). Han er i øvrigt den mest oplagte kandidat til at være begravet i Ladby-skibet.

Foreningen sker ved, at Gorm (den Gamle) i Østangel gifter sig med Tyra fra Skåne o.916 og får med hende to sønner og en datter. Den ældste søn Knud dør o.958, og så er den yngre Harald nu efter alder tronfølger i såvel Vest- som Østdanmark. Sigfred i øst tager sit eget liv i 961 (ASC 961, se artiklen Sigfred den Danske), og dette kan være sket som en ærefuld konsekvens af, at Gorm i vest netop er død, for at sikre det fælles og samtidige valg af efterfølgeren. Kun Sigfreds søn Strut-Harald bliver sorteper, men får som plaster på såret titel af (under)konge i Skåne med ret til at bære en særlig hornformet hat (strut) som tegn på sin værdighed. Tilnavnet skulle vel skelne ham fra overkongen Harald Blåtand og var næppe ment som noget nedsættende.

(Norges inddragelse i riget sker o.970, da Harald Gråfell bliver dræbt, og Hákon jarl skal legalisere sin faktisk magt, jf. Harald Blåtands bedrifter.)

Når Gorm på den lille Jelling-sten kalder Tyra for Danmarks bod, skal "bod" nok tolkes som "pryd" (som mange andre har gættet på i tidens løb) og, som vi har set, "Danmark" som "Skåneland". Men navnet kan også skyldes, at det var gennem hende, at Danmark som rige blev lagt sammen igen.

Jeg tror ikke, at Gorm oprindelig havde "regnet den ud", da han giftede sig med Tyra, selv om kongelige ægteskaber dengang som regel havde politiske formål. Han må dog senere være blevet klar over, at hans egen tiltræden i Vestdanmark 935 kunne udvirke en forening af landsdelene i næste generation, og det har han utvivlsomt arbejdet ihærdigt på.

Genforeningens konsekvenser
Da Danmark blev et samlet kongerige igen i 961, må det være sket efter aftale mellem såvel de hidtidige konger som deres vælgere. Den vindende kandidat Harald Blåtand var agnatisk tronfølger i vest, men kun kognatisk i øst, hvor en anden Harald - senere kaldet Strut-Harald - måtte træde i baggrunden. Aftalen kendes ikke, men indholdet kan måske udlæses af det videre historiske forløb. En sådan analyse fører til følgende formulering af aftalen mellem de gamle konger. Begrundelserne er anført i kursiv:

- Ved den ene konges død skal den anden sikre, at begge kongeposter kommer på valg samtidig.
Da Gorm dør 961, tager Sigfred sit eget liv (ASC 961).

- Gorms sønner Knud og Harald står forrest i aldersorden for hele riget, idet Sigfreds sønner træder tilbage som agnatisk valgbare i Østdanmark.
Knud og Harald (Blåtand) er de ældste i den samlede tronfølgerskare. De er agnatiske i vest og kognatiske i øst, mens Strut-Harald og hans broder kun er agnatiske i øst. Den valgte løsning er så den, der følger de generelle retningslinier bedst.

- Også i kommende slægtled træder Sigfreds efterkommere tilbage, så længe Gorm har agnatiske efterkommere.
Man konstaterer, at der ikke optræder kendte kontroverser ved tronskifterne i 978, 1014, 1018 og 1035. I 1042 vidner mordet på Harald Thorkilsen om, at skjoldungerne ikke længere er begrænset af aften, da Hardeknud var sidste agnatiske efterkommer af Gorm den Gamle.

- Sigfreds mandlige efterkommere kompenseres på passende måde, bl.a. ved at bære titel som konge (og senere som jarl).
Den pæne behandling fremgår af det følgende.

Harald Hildetands sidste agnatiske efterkommere
Tyras fætter Sigfred, der formodes at været den sidste konge i Østdanmark, har en række mandlige efterkommere, der som han selv er agnatiske efterkommere af Harald Hildetand gennem Harald Klak. De er vist i listen Harald Klak og hans brødres slægt.

Sigfred har i hvert fald sønnen Harald, men også en Gorm og en Godfred/Gundered nævnes som dansk kongelige i denne periode og kan kun høre til her.

Strut-Haralds yngre broder Gorm kendes kun indirekte, da hans søn Toke Gormsen efter sin død på Styrbjörns togt mod Uppsala o.990 mindes på en af Hällestad-stenene (se artiklen Styrbjörns oprør) og der omtales som drot. Jarl Toke er i øvrigt nævnt som fader til biskoppen i Ribe Odinkar den Yngre (Adam af Bremen GH skolion 35), og selv om der ikke står Gormsen, er der næppe andre jarl Toke'r på det tidspunkt. Toke er der kaldet jarl af Winland, men jarl var en titulær rolle uden økonomiske konsekvenser, så det er nok den østlige del af Vendland, der er tale om. (Der har været meget diskussion om, hvilket område det drejede sig om, se fx Steenstrup i Historisk Tidsskrift 9. række bind 6 (1929) s. 343.) Det fremgå i øvrigt af Adam af Bremen (GH II, kap.26 og 36), at Odinkar den Yngre havde en onkel/farbroder Odinkar den Ældre, der virkede som "rejsende" missionsbiskop for Østdanmark og Sverige. Disse indgår i den såkaldte Odinkar-slægt, som herefter næppe reelt kan kaldes en selvstændig slægt.

Ovennævnte Gorm, som er vurderet født o.940, nåede at blive over 20 år gammel, før hans onkel Gorm den Gamle døde. Det må derfor være naturligt, at han gik under navnet Gorm den Unge, og at dette er årsag til benævnelsen "den Gamle" for hans kendte onkel.

Som nævnt i artiklen om Harald Blåtand blev en dansk hjælpeekspedition afsendt til Normandiet til støtte for hertug Richard i året 962 eller kort derefter. Efter at have virket der i flere år rejser nogle deltagere hjem med passende bytte eller etablerer sig som fastboende, mens andre under ledelse af "kong Gundered" fortsætter til den iberiske halvø. Blandt historikere har der været rimelig enighed om, at denne Gundered i de spanske kilder var identisk med en dansk Gudrød eller Godfred, som man i øvrigt ikke kendte. Som ovenfor kan en sådan kongelig person indpasses som broder til Strut-Harald, men han kan også være søn af Sigfreds yngre broder Ivar. Som tidligere nævnt faldt denne i slaget ved Brunanburh 937 i England og var på den måde tæt på Dublin-slægten. Den mulighed må derfor anses for at være mest sandsynlig. Det interessante er nemlig, at der i Dublin/York savnes en Godfred, som den betydningsfulde #235.221. Godfred d. 934 kan være opkaldt i. Forudsat at Ivar var gift med en datter af Godfred i Dublin, passer det forbløffende godt med Godfred/Gundered i denne rolle. Opkaldsreglerne har ind imellem overraskende konsekvenser. Den yngre Godfred falder 969 under ekspeditionen i Spanien og har ikke kendte efterkommere.

Strut-Haralds tre sønner Sigvald, Thorkil og Hemming var født tidligere end Svend Tveskægs to sønner Harald (2) og Knud (den Store). Uden unionsaftalen kunne kongerækken efter Svends død 1014 derfor godt have set meget anderledes ud. Sigvald må formodes at være død kort tid efter slaget ved Svold dvs. o.1002. Thorkil og til dels også Hemming var o.1012 gået i engelsk tjeneste, så deres positioner var tvivlsomme ved Svends død. Hemming bliver dræbt af englænderne kort efter, og Thorkil vender tilbage til dansk side.

Blandt de sidste/yngste agnatiske efterkommere er Thorkil f. o.1032 og Hemming f. o.1034, sønner af #131.421.121. Harald Thorkilsen jarl, f. o.1000, og Gunhild, datterdatter af Svend Tveskæg. Harald var oldebarn af den sidste østdanske konge Sigfred. Han blev i 1028 udpeget af Knud den Store til rigsstyrer i Danmark, en værdig post i overensstemmelse med unionsaftalen. Da Hardeknud dør 1042, er han frit stillet i forhold til denne aftale og er dermed den ældste agnatiske tronfølger. Det er utvivlsomt forklaringen på, at han i november dette år bliver dræbt af Magnus den Godes svoger Ordulf af Sachsen, mens han var på vej hjem fra en pilgrimsfærd til Rom. Allerede Adam af Bremen nævner denne årsag til drabet, nemlig at Harald tilsyneladende stod nærmere i tronfølgen end Magnus (GH II, kap. 75 (79)).

Jeg tillader mig at betragte denne begivenhed som en yderligere bekræftelse på det delte Danmark og den slægt, som herskede i Østdanmark.

Haralds to sønner, Thorkil og Hemming, var som oldebørn af Svend Tveskæg reelt nr. 2 og 3 i aldersrækken af kognatiske tronfølgere i Svend Estridsens sidste leveår 1070'erne, hvis de da var i live på det tidspunkt (se Gorm den Gamles efterfølgere i aldersorden). De nævnes ikke eksplicit, efter at de sammen med moderen er blevet udvist af England 1045 og flyttede til Brügge og senere tilbage til Danmark. Thorkil jarl synes dog nævnt som deltager i Englandstogtet 1069. Jeg gætter endvidere på, at Hemming jarl faldt i slaget ved Nisså 1062, men det kan ikke bekræftes. Studier af sagaerne om de norske konger viser, at Thorkil havde sønnen Harald (Flette), der blev gift med en datter af Hákon Ivarson jarl. Også deres børn Svend, Thorkel og Guthorm er nævnt i sagaerne med aktiviteter i Norge i begyndelsen af 1100-tallet, men så har jeg ikke kunnet finde yderligere agnatiske spor af denne slægtsgren.

Foruden Harald Thorkilsen (d. 1042) synes Thorkil den Høje også at have haft sønnen Sigvard, der optræder i England 1033-1055 som den indflydelsesrige jarl Siward i York og senere i Northumberland. Hans herkomst er ikke nævnt noget sted, men da han bliver udnævnt til jarl o.1033 af Knud den Store, må han være af fin familie og dansk efter navnet at dømme. Man har i det 20. århundrede åbnet hans grav og fandt heri skelettet af en 2,00 m høj mandsperson. Mon ikke dette bekræfter, at han er søn af Thorkil den Høje. Hans aktivitetsperiode mm. tyder på, at han må være f. o.1002, så han kan meget vel have overtaget farbroderens navn ved dennes død, jf. ovenfor. Siward er nævnt mange gange i ASC og er især kendt for sine felttog mod kong Macbeth i Skotland. Hans ældste søn Osborn/Esbern faldt 1054 i en af disse kampe. Han døde selv en naturlig død 1055. Hans anden søn Waltheof (f. o.1040) deltog fra 1066 i adskillige opstande mod Vilhelm Erobreren, klarede frisag i flere tilfælde, men endte med at blive dømt for højforræderi og henrettet 1076. Bemærk, at Waltheof ikke opfyldte oldebarnskritieriet og derfor ikke havde særlige rettigheder i forhold til den danske krone. Dette skyldtes, at hans fader (Siward), farfader (Thorkil) og oldefader (Strut-Harald) alle havde givet afkald på deres rettigheder.

Earl Siward havde formentlig også en søster [Signe] kaldet Suthen på gælisk. I et første ægteskab havde hun sønnen Siward, som faldt i samme slag som Osborn 1054. Denne nevø af Siward må posthumt have fået en søn Siward, hvis søn (gætter jeg på) Edward Siwardson var en fremgangsrig hærfører o.1130 i felttog mod nogle genstridige skotter (ASC 1130). Her slutter vore oplysninger om denne gren af slægten. Det skal dog tilføjes, art Suthen giftede sig anden gang med kong Duncan af Scotland og fik sønnerne Malcolm og Donald, begge senere konger af Scotland. Og her kan man så fortsætte 200 år til, men det falder uden for vikingetiden.