Var Lejre kongesæde i vikingetiden?


Hvor boede de danske konger, når de var hjemme? Vi kender alle de mulige steder Lejre, Hedeby og Jelling, men hvem boede hvor og hvornår?

Indtil for kort tid siden var der betydelig usikkerhed om Lejres virkelige status, da der bl.a. savnedes konkrete fund af bygningsrester, som kunne bekræfte de kendte sagn.

Kun fundet af to runesten (Vedelspang-stenene) i nærheden af Hedeby og med indskrifter, der klart knytter dem til Olaf-dynastiet, har indtil fornylig været vort indicium for Hedeby som residensby. Nu ser det ud til, at udgravninger ved Füsing afslører en ny vikingeby Sliestorp.

Endelig er der også i de senere år rejst tvivl om, hvorvidt Jelling-kongerne Gorm den Gamle og Harald Blåtand nu også havde hjemme i Jelling. Man har først for nylig fundet spor efter større bebyggelse, se artiklen om Jelling. Det nævnes derfor ofte, at Jelling er en nekropol og, underforstået, ikke andet.

Denne artikel fokuserer på Lejres rolle, men kommer naturligt også ind på, hvordan Hedeby og Jelling spiller med i en logisk helhed. Man skal her tage i betragtning, at kongeriget var delt i øst og vest i perioden 894 - 961. På den måde kan det hele falde på plads.

Hovedtræk omkring Lejre som kongesæde
Efter fund i nyere tid kan Lejre ikke langt fra Roskilde nu siges at opfylde det grundlæggende krav vedrørende større huslignende bygningsanlæg, der har eksisteret  også i det 10. århundrede. I det følgende har jeg derfor prøvet at opstille en argumentation for, at Lejre virkelig var kongesæde i vikingetiden. De væsentligste punkter er

- traditionen om Lejre som det kongelige centrum i tidligere, større eller mindre riger,
- fundet af sporene efter en større halbygning i Lejre fra vikingetiden,
- flytningen af det kongelige centrum til Roskilde, der ligger meget tæt ved, og
- kongevejen over Sjælland, der mellem Roskilde og Korsør bygger på et særligt stykke vej mellem Lejre og den gamle borg Skjoldnæs.

Traditionen
De fleste skriftlige kilder om Lejre som kongesæde handler om en tidsperiode, der ligger længe før den, der har relevans for vikingetiden. De kilder, jeg her tænker på, omfatter Beowulf-kvadet, visse sagaer og Saxos Danmarkskrønike. Disse skrifter, der omhandler historier fra o.500 (som i øvrigt i visse tilfælde snarere synes at kunne knyttes til begivenheder andetsteds i den germanske verden), skal ikke refereres her. Man bør dog notere sig, at tiden for den første bebyggelsesperiode i Lejre passer i rimelig grad med årstallene for de begivenheder, som kan sættes ind i en større historisk sammenhæng, jf. Hugleik/Hygelacs togt mod frankerne.


Lejre er traditionelt knyttet til skjoldungerne, de kongelige efterkommere af sagnkongen Skjold, "der kom ind fra højre", dvs. uden nogen baggrund. Harald Hildetand (f. o.710, d. o.770) anses gerne for at være den sidste af skjoldungerne, selv om bl.a. sønnen Halfdan, sønnesønnen Harald Klak og dennes efterkommere egentlig også hørte til (se fx Harald Klak og hans familie). Der er grund til at tro, at Harald Klak havde rødder i Sønderjylland, så mon ikke Halfdan af den daværende konge Sigfred (d. o.800) har fået tildelt dette område som sin region (mens Sigfred selv var flyttet ind i Lejre). Harald Hildetand kan da være blevet den sidste skjoldunge i Lejre dengang. Vi ved ikke, hvorfor hans base ikke er nævnt i nogen af de sagaprægede kilder. Alligevel peger traditionen på, at Lejre var et vigtigt centrum helt til vikingetiden.

Det indgår ikke i nogen tradition endsige dokumentation, hvor de efterfølgende konger fra 772 til o.893 har holdt til, altså Sigurd/Sigfred, Gøtrik/Godfred, Horik/Erik 1, Horik/Erik 2, Sigfred og Helge, men det kunne også godt have været Lejre. Andre steder er nemlig heller ikke nævnt.

I forbindelse med rigets deling o.893 er der intet i vejen for, at Østdanmarks konger fortsætter med at have kongesæde i Lejre. Man kunne dog forestille sig, at tyngdepunktet flyttede til Skåne og knyttedes til Uppåkra nær det nuværende Lund. Det forekommer dog ikke sandsynligt, da det er den samme slægtsgren af kongefamilien, der fortsætter. Som sagt fortælles der intet i de sydlige årbøger herom.

Thietmar fra Merseburg, der skrev en krønike o.1015, omtaler Lejre (Lederun) som kongesæde o.940 (efter tekstens sammenhæng), men blander det så sammen med andre historier om offerfester hvert niende år som genfortalt også af Adam af Bremen vedrørende Uppsala (4. bog, kap.27), hvorved lokaliseringen og den tidsmæssige placering bliver lidt tvivlsom.

De arkæologiske fund i Lejre
I mange år var man - inspireret af traditionen - overbevist om, at Gammel Lejre havde været stedet for betydelig aktivitet i yngre jernalder og vikingetid. Det kneb blot med arkæologiske fund, der kunne vise andet end grave og skibssætninger. Den såkaldte Margrethe-sten menes således at være en rest af en skibssætning fra 900-tallet, og der findes flere lignende monumenter fra tidligere tid. Samlet var det dog ikke noget afgørende indicium for realiteterne bag myten om Lejres storhed.

I 1986 fandt man så sporene af en større bebyggelse samlet omkring en stor hal. Sporene pegede på en første halbygning fra o.680, der senere på samme sted var erstattet af en anden hal med daterbare rester fra det 10. århundrede. Den sidste hal målte 11m x 48m. Få hundrede meter fra dette område har man 2002-2004 udgravet sporene fra en ældre halbygning fra o.500, hvilket naturligvis har stor interesse for sagnhistorierne fra den tid, men det er ikke relevant her.

Ingen har vist hidtil erklæret fundene af halbygninger fra vikingetiden som det afgørende bevis for Lejre som kongesæde i denne tidsperiode, men det er på vej derhen, da der endnu ikke er fundet bygninger af tilsvarende dimensioner andetsteds.

Kongesædets flytning
Det erklæres mange steder som velkendt, at Harald Blåtand flyttede kongesædet til Roskilde, da han bl.a. byggede en kirke på det sted, hvor Domkirken nu står. Det er ikke nævnt eksplicit i nogen tidlig kilde, men derfor kan det jo godt være rigtigt.

Flytningen er hidtil blevet begrundet med, at Harald "vandt sig hele Danmark og Norge" (jf. den store Jelling-sten), og at Roskilde derfor var en mere central plads i dette rige end Jelling, som man anså for at være hans kongesæde. Min påvisning i Tyra Danebods aner af, at det danske rige var delt i første halvdel af det 10. århundrede, og at genforeningen skete ved Harald Blåtands tiltræden o.961, fører mig til den nærliggende antagelse, at Harald efter på denne måde at have "vundet sig hele Danmark" indtog kongesædet i Lejre. Der havde det sikkert også været for forgængerne i Østdanmark, ligesom det ifølge traditionen var det tidligere for hele riget.

Hvis dette er rigtigt, sker den senere flytning altså fra Lejre til Roskilde, og det skyldes helt andre grunde. Så vidt jeg ved, er der geologisk basis for at mene, at Lejres sejladsforbindelse til de nærliggende fjorde - såvel Lejre å som Kornerup å - enten blev vandfattig eller groede til, så der blev behov for et nyt landingssted med en mere åben havnemulighed, og sikkert også gerne med større kapacitet. Desuden havde Harald efter sin officielle omvendelse 974 behov for at vise sin kirke frem for hele landet, og det kunne ikke lade sig gøre i det indelukkede Lejre, men derimod på det åbne og høje sted ved navn Sømme, der senere blev til byen Roskilde. Og endelig kan det nævnes som en supplerende begrundelse, at Kirken sikkert krævede en flytning fra det hedenske kultcenter Lejre, ligesom man ser det i flytningerne fra Hedeby til Slesvig og fra Uppåkra til Lund.

Det hedder sig i flere (sekundære) kilder, at Harald blev gravsat i Roskilde som den første af mange konger efter ham, men man har nu aldrig fundet hans jordiske rester. Det vigtigste er her, at Roskilde erklæres som et kongeligt center.

Høgekøbing
En variant af kongesædets flytning indgår i myten om Høgekøbing. Ifølge Lejrekrøniken skal kong Roar have valgt at flytte denne by og dens indbyggere til det sted, hvor han grundlagde Roskilde, fordi Høgekøbing lå for langt inde i landet.

Høgekøbing findes ikke på noget kort i dag, men navnet tolkes af de fleste som en form af "Højby", hvoraf der findes adskillige på Sjælland. Høgekøbing er også nævnt i Rydårbogen og i Kong Valdemars Jordebog, men der kan her være tale om en lokalitet fjernt fra Roskilde, hvis forgænger må være "hensygnet" o.1000.

Hvis myten om Høgekøbing har noget på sig - og det har de fleste myter - må der være tale om det Højby, der ligger få kilometer sydøst for Gl. Lejre, i dag en del af byen Lejre. Myten handler derfor om flytningen af Lejre, og den angivne årsag om placering for langt inde i landet passer meget godt som nævnt ovenfor. Roar havde bare ikke noget med flytningen at gøre, at det er stadig uklart, hvorfra Roskilde har sit navn.

Kongevejen
"Kongevejene" er et begreb, der knytter sig til særligt anlagte og vedligeholdte veje etableret under Frederik 2 og Christian 4. Disse veje var forbeholdt kongens ærinder og var beskyttet med bomme og porte. Der har således været en kongevej fra Roskilde over Haraldsted til Korsør over Antvorskov. (Generelt henviser jeg til Alex Wittendorff (1973): Alvej og Kongevej, p. 264 ff.)

"Valdemarsvejene" er et mindre officielt begreb, men dækker over ældre, tilsvarende og mere fåtallige veje forbeholdt kongelige opgaver. Det antages almindeligvis, at de kan føres tilbage til o.1200 (Valdemar Sejr), men princippet om særlige veje kan være ældre. De eksisterende Valdemarsveje er formentlig indgået i kongevejene med en væsentlig kvalitetsforbedring. Det gælder i hvert fald kongevejen mellem Haraldsted og Roskilde, hvor der klart var en vej i forvejen.

J. T. Lundbye (1924, ref. Wittendorff) har i en studie af kongevejen gennem skovene ved Skjoldenæsholm fastlagt ruteføringen fra Lejre til lidt syd for Skjoldenæsholm slot, hvor vejen tilsyneladende tager sigte på slotsbanken i Valsølille sø. De sidste to kilometer (uden for skoven) ser det ud til, at vejen har været brolagt med utilhugne sten. Slotsbanken har uden tvivl været basis for Skjoldenæsholms forgænger, en borg der efter sigende blev erobret af Valdemar Atterdag i 1368, men ellers ved man stort set intet om den. Oprindelig hed stedet Skjoldnæs, i hvert fald fra det første privateje af Peder Nielsen Jernskæg og senere svigersønnen Mikkel Rud. Lundbye og senere Wittendorff peger på, at vejen tydeligvis har forbundet borgen med Roskilde, men overser, at vejen rent faktisk snarere udgår fra eller ender i Lejre.

Efter min vurdering er der tale om en vej fra oldtiden, der førte fra det forholdsvis ubeskyttede kongesæde i Lejre til en tilflugtsborg omkring 12 kilometer mod sydvest. Stedet har så meget passende fået det kongelige navn Skjoldnæs (efter kongeslægten, hvilket også synes at være den lokale tradition ifølge Traps Danmark). Dette stykke af vejen (og borgen) kan altså være anlagt første gang i midten af det 8. århundrede (af Harald Hildetand, den sidste skjoldunge i Lejre). Kun en konge ville dengang have adgang til de ressourcer, der kræves til et sådant anlæg, og kun en konge ville formentlig have behov for at etablere en tilflugtsborg som den beskrevne. På Harald Hildetands tid byggede man også Kanhavekanalen på Samsø og det første fuldstændige Danevirke, begge anlæg dog i en noget større skala.

Selv om man ikke er indforstået med ovenstående, ret vidtgående, men dog kvalificerede gætteri, må det konstateres, at vejføringen udgår fra Lejre, og at forbindelsen til Roskilde tydeligt er en senere tilføjelse. Vejen er derfor blevet til i en tid, hvor Lejre var et centralt sted, og det passer med de andre indicier for, at der her var et kongesæde. Vejen er senere ført videre mod sydvest til Haraldsted og derfra til Antvorskov, sikkert også et anlæg af ældre dato. Man konstaterer, at vejen ikke berører Ringsted, som åbenbart ikke havde nogen betydning dengang. Vi ved, at Knud Lavard i januar 1131 mødtes med Magnus den Stærke i Haraldsted (og blev dræbt ved den lejlighed). Knud startede efter det oplyste i Haraldsted, mens Magnus og hans følge udgik fra Roskilde, så de sidstnævnte har utvivlsomt valgt den eksisterende rute, der senere blev en egentlig Valdemarsvej/kongevej.

Hedeby
Da Olaf i 894 kom til Vestdanmark for at blive konge der, kunne han af gode grunde ikke flytte ind på det traditionelle sted i Lejre, for det lå ikke i Vestdanmark. Han valgte derfor Hedeby, fordi dette sted lignede hans fortid i York og Dublin bedst. Det kunne bl.a. give ham indtægter fra handelen i byen som en slags omsætningsafgift. Familien antages at have boet i det nyligt fundne Sliestorp ved Füsing øst for Slesvig.

Jelling
Som det er beskrevet i artiklen Hedeby-Olaf og hans søn Knud bliver sønnen Gnupa/Knud i 934 overfaldet af den tyske konge Henrik Fuglefænger og må lade sig døbe. Han bliver derefter kasseret som konge og erstattes af Gorm den Gamle. Gorm kan nu ikke vælge Hedeby som kongesæde, fordi byen var besat af tyske tropper.

Gorm vælger så Jelling midt i Jylland. Stedet er afgjort et centrum for den landbårne trafik på denne halvø, og der er også rimelig gode forbindelser til havet. Gorm regerede efter mine beregninger i 26 år, og Jelling blev kun kongesæde i den periode. Der er nu fundet spor af en central bebyggelse, men endnu ingen større enhed. Han efterlader sig en berømt runesten, den lille Jelling-sten. Derefter bliver stedet en slags nekropol, hvor sønnen Harald anlægger to høje og senere bygger en kirke samt sætter endnu en sten, der bliver kaldt Danmarks dåbsattest. Det sidste ord er dog ikke sagt om Jelling, hvor man fortsat graver nye anlæg frem. Den nyligt fundne palisadevold omkring Stenskibet er formentlig også rammen om en kongelig bebyggelse.

Konklusion
Det fremgår af ovenstående, at jeg finder det meget sandsynligt, at Lejre har været kongesæde i stort set hele perioden fra o.500, idet dog mit fokus ligger på tiden efter 750. Såvel den seneste halbygning i Lejre som den gamle vej mod sydvest fra Lejre mod Ringsted peger på en kongelig baggrund. Vejens oprindelige ruteføring kan tyde på, at Lejrekongerne havde en tilflugtsborg på Skjoldnæs i Valsølille sø. Måske kunne en udgravning her bringe noget nyt for dagen, fx. nogle dateringer. Perioden slutter med kongesædets flytning o.975 fra Lejre til det nyskabte Roskilde direkte ved fjorden.

Sliestorp/Hedeby som kongesæde kan henføres til starten på det delte kongerige o.893, hvor der må findes en ny residens i Vestdanmark. Valget synes inspireret af "Hedeby-Olafs" baggrund i Dublin og York, som har store ligheder med Hedeby. Meget tyder på, at Sliestorp allerede meget tidligere har haft en lignende funktion.

Jelling har nok været kongesæde, men kun i den periode, hvor Gorm den Gamle var regent. Han kunne ikke fortsætte i Hedeby, bl.a. fordi denne by var besat af tyskerne efter 934. Hans søn og efterfølger Harald Blåtand, der så at sige arver både i øst og i vest, må formodes at være flyttet tilbage til det traditionelle Lejre.

Ja, Lejre var gennemgående et dansk kongesæde indtil o.975, hvor residensen flyttedes til Roskilde.

Til bogens start

© Peter Lawætz,  version februar 2014