Tyra Danebod

Tyra Danebods aner

Egentlig ved vi stort set ingenting om Gorm den Gamles hustru Tyra andet end det, der er nævnt på Jelling-stenene. Hun var Danmarks bod. Det eneste andet er, at hun formentlig havde en fader, der hed Harald, og som derved gav navn til hendes søn nr. 2. Denne søn blev som bekendt senere til Harald Blåtand.

Jeg har i min hidtidige model ikke brugt dette til noget, fordi der så ville være behov for at digte yderligere personer til slægtstavlen. Imidlertid er der af andre (B. og P. Sawyer (2203), K. Andersen Nyrup (2004)) inddraget (1) ny tolkning af runeteksterne på Jelling-stenene og (2) en mere nøjagtig analyse af beskrivelsen af det danske områdes "politiske" geografi o.900. Hertil kommer gammelt input fra Carl Engholms bog (CE), hvor Tyra på lidt tvivlsom måde gøres til oldebarn af Harald Klak og dermed inddrages i slægtskomplekset (uden henvisninger til anden litteratur). Dette fører til, at det danske land var delt o.900, at Tyras fader Harald var konge i Østdanmark/Skåne og Øerne, og at Tyras søn Harald Blåtand så senere bliver konge i hele Danmark, fordi hans fader Gorm da allerede havde været konge i Vestdanmark/Jylland. Det er også muligt at føre anerækken tilbage til Harald Klak, men gennem andre personer end hos CE.

Kongeslægtens gren i Skåne
For at nå frem til en sammenhængende beskrivelse af disse forhold er det nødvendigt også at inddrage andre emner. Vi ved fra sagaen (om Jomsvikingerne), at Strut-Harald - fader til Sivald jarl og Thorkel den Høje - o.980 ansås for at være underkonge i Skåne, men at Svend Tveskæg derefter "degraderede" ham til jarl (uden at vi helt kender forskellen). Hvis Tyra skal passes ind i en skånsk herskerfamilie, må Strut-Harald have været hendes brodersøn, forstået sådan at både Harald Blåtand og Strut-Harald var børnebørn af Tyras fader Harald. Denne må så have været regent i Skåne og - som beskrevet nedenfor - også Halland, Sjælland, Falster og Lolland. Om Fyn hørte til i øst eller vest er svært at vide.

Denne Harald har vi ingen yderligere dokumentation for. Han må have været af kongelig slægt og kan som født o.855 kun have fået sit navn fra Harald Klak, som da netop var død. Det gælder altså om at konstruere en forbindelse, så Harald var ældste sønnesøn af Harald Klak.

Inddragelsen af Strut-Harald giver os et fingerpeg om den primære navnestruktur i denne slægtsgren. Strut-Haralds ældste søn hedder Sigvald/Sigfred, så mon ikke Strut-Haralds fader også hed Sigfred. Denne Sigfred, der så var broder til Tyra, har vi formentlig kun hørt om i forbindelse med hans specielle død (ASC 961), idet han tager sit eget liv under et ophold i Devon (herom senere). Men hans navn peger yderligere tilbage, så hans og Tyras farfader formentlig også hed Sigfred. Og ham kender vi sikkert noget til, jf. nedenfor.

Det er rimelig velkendt, at Harald Klak i første ægteskab havde sønnerne Godfred og Rolf, hvortil jeg som nævnt i artiklen Harald Klak og hans familie har føjet en Halfdan som ældste søn af hensyn til opkaldsreglerne. Denne sidste må være død ung, da man ikke hører om ham. Der kan dog også have været andre, som ikke er nævnt eksplicit som sønner af Harald.

I 873 nævner Fulda-årbøgerne, at en Sigfred, konge over danerne, henvender sig til kejseren og forsikrer denne om sine fredelige hensigter. Få måneder senere kommer også hans broder Halfdan for bl.a. med gaver at bekræfte denne forsikring. Jeg har tidligere ment (ud fra minimalbetragtninger), at der måtte være tale om de to Lodbrogsønner med disse navne. Det er dog uklart, hvad de skulle have at gøre med forholdet til det tyske rige, da de formentlig var fuldt beskæftiget på de britiske øer i denne periode. Jeg gætter derfor på, at de nævnte er hidtil ukendte sønner af Harald Klak. Sigfred var vel på alder med Godfred og Rolf, dvs. f. o.818, mens Halfdan snarere er født o.842 i Haralds andet ægteskab med Sigrid Helgesdatter og får navnet Halfdan, fordi Haralds ældste søn er død ung. (Haralds fader hed Halfdan.) Anledningen til denne henvendelse kan kun have været et tronskifte, dvs. Sigfred er blevet konge efter Erik 2's død, som så må være sket i 873.

De specielle gesandtskaber til den frankiske kejer i anledning af tronskiftet 873 kombineret med Dudos beretning om Rollo og hans fader (fra samme periode) tyder på, at der var en blodig strid om tronfølgen dette år. Sigfred blev konge, Rollos fader blev (formentlig) dræbt, og Rollo selv forlader landet kort efter.

Denne Sigfred Haraldsen bliver danernes konge, fordi han er den ældste i aldersordenen. Hans fader Harald Klak var jo konge, så basisbilletten er også i orden. Jeg regner med, at Sigfred dør o.885 (af alder), og som nævnt i artiklen Godfredsønnernes slægt er den næste i rækken den aldrende Helge fra denne slægtsgren. Da så Helge dør o.894, kan der være indtrådt et brud: Nørre- og Sønderjylland vælger Olaf Ivarsøn ("Hedeby-Olaf"), mens Sjælland og Skåne vælger Sigfreds søn Harald, og så bliver danernes land delt i to. Slår man efter i mine lister, vil man finde, at Olaf og Harald begge er født o.855 og derfor næsten lige gamle. Olaf har muligvis været den ældste, men som beskrevet i Hedeby-Olaf og sønnen Knud er han kognatisk og kommer derfor i anden række. (Foruden Harald kan såvel Rollo som Harald Hårfagre efter mine regnestykker også have været med i opløbet.) Da bruddet ikke er nævnt i kilderne, kender vi naturligvis heller ikke årsagen hertil. Men det må have været noget med Harald, som da også senere i anden sammenhæng omtales som Klak-Harald i Roskildekrøniken. Han var tydeligvis ikke acceptabel på de vestlige tingsteder.

Mit bedste gæt på en årsag er, at Harald var med i det berømte slag ved Dyle-floden omkring Löwen 891, hvor danerne i vinterlejr blev overrumplet af en frankisk hær og slået fuldstændigt (ref. AF 891). Mange danere omkom ved den lejlighed, deriblandt Haralds jævnaldrende slægtninge Sigfred (#211.111. i Godfredsønnernes slægtsgren) og Godfred Ivarsøn (#23. i RL-listen). Det kan da være, at Harald på en eller anden måde svigtede sine kampfæller for at overleve, og at denne plet på hans ære blev kendt bagefter.

Som nævnt i artiklen om Harald Klaks familie er det sandsynligt, at Harald Hårfagre snarere var ude på at løsrive de norske dele af det danske rige ved at lade sig udråbe som "dansk" konge i Viken og Ranrike. Og det lykkedes vist også.

Indicier for det delte danerrige
Som beskrevet af Kristian Andersen Nyrup (2004) er der to forhold, der peger på rigets opdelte tilstand o.900. Det ene og mest slående er beretningen om Ottars rejse fra Skiringsal (i Oslofjorden) til Hedeby: Han sejler ned på østsiden af Kattegat og har Danmark på venstre side, hvorefter det går nord om øerne, som hører til Danmark. Endelig sejler han mod syd med Gotland (Nørrejylland) og Sillende (Sønderjylland) på højre side. "Danmark" var åbenbart endnu dengang kun benævnelsen for danernes østlige grænseområde (mod Götaland /Sverige), altså Halland og Skåne, hvilket også er en konklusion i Sawyers artikel (2003). Det nævnes så, at Sjælland og formentlig også Fyn hørte sammen med "Danmark" - underforstået, at resten ikke hørte med.

Det vides ikke præcis, hvornår Ottar foretog denne rejse. Han fortalte Alfred den Store i England herom, og Alfred flettede beretningen ind i sin genfortælling af Orosius's verdenshistorie. Dette arbejde formoder jeg blev udført efter 895, eftersom Alfred var litterært produktiv 887-899, og dette er et af hans sidste værker. Ottars rejse kan altså være gennemført senest 895, så den refererede adskillelse af Øst- og Vestdanmark må være sket før da. Det er med i min syntese.

Det andet forhold er mere usikkert mht. tid, idet man konstaterer, at der på et tidspunkt bliver indført en sysselinddeling i Jylland og kun der. Ordningen påstås at være fra vikingetiden, men det er nu svært at afgøre, og man ved heller ikke, hvad den oprindelig skulle tjene til. Men dens eksistens viser en klar forskel mellemJylland på den ene side og Øerne og Halland/Skåne på den anden. Vi konkluderer, at riget efter de foreliggende indicier var delt i to dele o.900, og at "Danmark" da var benævnelsen for de østligste områder, altså fortrinsvis Skåne.

Hvordan riget blev samlet igen
Vi kender den vestdanske kongerække i denne adskillelsesperiode: Olaf, Knud/Gnupa, Gorm (den Gamle) og Harald Blåtand. Den sidste skriver på den store Jelling-sten: Den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge ..., så det har været ham der virkeliggjorde samlingen engang efter 960.

Den østdanske kongerække kan tænkes at se sådan ud: Harald, Sigfred/Sivard og Harald Blåtand. De to første må da hver have regeret temmelig længe, og der har nok været yngre brødre med på listen til at fylde ud. Vi kender måske en af disse brødre, som dog ikke nåede at blive konge. I slaget ved Brunanburh (i England) 937 falder der mange normanner, og blandt disse omtales specielt Ivar, konge af Danmarks egen søn. Jeg har tidligere troet, at det var en af Dublin-kongernes sønner Ivar, men det passer ikke sammen med nogen der. Det er snarere Harald, der havde en søn Ivar som deltager i dette berømte slag. Som død 937 kan han ikke bidrage til at udfylde kongelisten for Østdanmark, men der kan have været andre. (Omtalen af denne Ingvar forekommer i Clonmacnois-annalerne AC 931). Han er i øvrigt den mest oplagte kandidat til at være begravet i Ladby-skibet.

Foreningen sker ved, at Gorm (den Gamle) i Østangel gifter sig med Tyra fra Skåne o.916 og får med hende to sønner og en datter. Den ældste søn Knud dør o.958, og så er den yngre Harald nu efter alder tronfølger i såvel Vest- som Østdanmark. Sigfred i øst tager sit eget liv i 961 (ASC 961, se artiklen Sigfred den Danske), og dette kan være sket som en ærefuld konsekvens af, at Gorm i vest netop er død, for at sikre det fælles og samtidige valg af efterfølgeren. Kun Sigfreds søn Strut-Harald bliver sorteper, men får som plaster på såret titel af (under)konge i Skåne med ret til at bære en særlig hornformet hat (strut) som tegn på sin værdighed. Tilnavnet skulle vel skelne ham fra overkongen Harald Blåtand og var næppe ment som noget nedsættende.

Det må indrømmes, at jeg her har et lille porblem med opkaldsreglerne, da Tyras fader Harald ikke kan opkaldes i samtidigt levende børnebørn, altså både Harald Blåtand og Strut-Harald. Som foreslået i opkaldsreglerne føres vi til at regne med, at Strut-Haralds morfader også hed Harald.

(Norges inddragelse i riget sker o.970, da Harald Gråfell bliver dræbt, og Hákon jarl skal legalisere sin faktisk magt, jf. Harald Blåtands bedrifter.)

Når Gorm på den lille Jelling-sten kalder Tyra for Danmarks bod, skal "bod" nok tolkes som "pryd" (som mange andre har gættet på i tidens løb) og, som vi har set, "Danmark" som "Skåne". Hun har sikkert været en flot pige.

Jeg tror ikke, at Gorm oprindelig havde "regnet den ud", da han giftede sig med Tyra, selv om kongelige ægteskaber dengang som regel havde politiske formål. Han må dog senere være blevet klar over, at hans egen tiltræden i Vestdanmark 935 kunne udvirke en forening af landsdelene i næste generation, og det har han utvivlsomt arbejdet ihærdigt på.

Efterskrift om Harald Hildetands sidste agnatiske efterkommere
Tyras broder Sigfred/Sivard, der formodes at været den sidste konge i Østdanmark, har en række mandlige efterkommere, der som han selv er agnatiske efterkommere af Harald Hildetand gennem Harald Klak. De er vist i listen Harald Klak og hans brødres slægt.

Sigfred har i hvert fald sønnen Harald, men også en Gorm og en Godfred/Gundered nævnes som dansk kongelige i denne periode og kan kun høre til her.

Haralds yngre broder Gorm kendes kun indirekte, da hans søn Toke Gormsen efter sin død på Styrbjörns togt mod Uppsala o.990 mindes på en af Hällestad-stenene (se artiklen Styrbjörns oprør) og der omtales som drot. Jarl Toke er i øvrigt nævnt som fader til biskoppen i Ribe Odinkar den Yngre (Adam af Bremen GH skolion 35), og selv om der ikke står Gormsen, er der næppe andre jarl Toke'r på det tidspunkt. Toke er der kaldet jarl af Winland, men jarl var en titulær rolle uden økonomiske konsekvenser, så det er nok den østlige del af Vendland, der er tale om. (Der har været meget diskussion om, hvilket område det drejede sig om, se fx Steenstrup i Historisk Tidsskrift 9. række bind 6 (1929) s. 343.) Det fremgå i øvrigt af Adam af Bremen (GH II, kap.26 og 36), at Odinkar den Yngre havde en onkel/farbroder Odinkar den Ældre, der virkede som "rejsende" missionsbiskop for Østdanmark og Sverige. Disse indgår i den såkaldte Odinkar-slægt, som herefter næppe reelt kan kaldes en selvstændig slægt.

Ovennævnte Gorm, som er vurderet født o.932, nåede at blive næsten 30 år gammel, før hans onkel Gorm den gamle døde. det må derfor være naturligt, at han gik under navnet Gorm den Unge, og at dette er årsag til benævnelsen "den Gamle" for hans kendte onkel.

Som nævnt i artiklen om Harald Blåtand blev en dansk hjælpeekspedition afsendt til Normandiet til støtte for hertug Richard i året 962 eller kort derefter. Efter at have virket der i flere år rejser nogle deltagere hjem med passende bytte eller etablerer sig som fastboende, mens andre under ledelse af "kong Gundered" fortsætter til den iberiske halvø. Blandt historikere har der været rimelig enighed om, at denne Gundered i de spanske kilder var identisk med en dansk Gudrød eller Godfred, som man i øvrigt ikke kendte. Som ovenfor kan en sådan kongelig person indpasses som broder til Strut-Harald, men han kan også være søn af Sigfreds yngre broder Ivar. Som tidligere nævnt faldt denne i slaget ved Brunanburh 937 i England og var på den måde tæt på Dublin-slægten. Den mulighed må derfor anses for at være mest sandsynlig. Det interessante er nemlig, at der i Dublin/York savnes en Godfred, som den betydningsfulde #235.221. Godfred d. 934 kan være opkaldt i. Forudsat at Ivar var gift med en datter af Godfred i Dublin, passer det forbløffende godt med Godfred/Gundered i denne rolle. Opkaldsreglerne har ind imellem overraskende konsekvenser. Den yngre Godfred falder 969 under ekspeditionen i Spanien og har ikke kendte efterkommere.

Strut-Haralds tre sønner Sigvald, Thorkil og Hemming var født tidligere end Svend Tveskægs to sønner Harald (2) og Knud (den Store). Kongerækken efter Svends død 1014 kunne derfor godt have set meget anderledes ud. Sigvald må dog formodes at være død kort tid efter slaget ved Svold dvs. o.1002. Thorkil og til dels også Hemming var o.1012 gået i engelsk tjeneste, så deres positioner var tvivlsomme ved svends død. Hemming bliver dræbt af englænderne kort efter, og Thorkil vender tilbage til dansk side. Han har sikkert måttet slå en handel af med Knud og give afkald på sine egene rettigheder som tronfølgekandidat.

Blandt de sidste/yngste agnatiske efterkommere er Thorkil f. o.1032 og Hemming f. o.1034, sønner af #131.412.121. Harald Thorkilsen jarl, f. o.1000, og Gunhild, datterdatter af Svend Tveskæg. Det ser ud til, at disse 3 mænd har måttet lade livet pga. deres gunstige aldersplacering i tronfølgen.

I Haralds tilfælde beror det på, at han var oldebarn af ovennævnte Sigfred. Harald blev i 1028 udpeget af Knud den Store til rigsstyrer i Danmark. Der har sikkert været tale om en handel, hvor han har måttet love at støtte valget af Hardeknud som Knuds efterfølger (selv om han selv stod foran i aldersrækken). Da Hardeknud dør 1042, er han frit stillet. Det er utvivlsomt forklaringen på, at han i november dette år bliver dræbt af Magnus den Godes svoger Ordulf af Sachsen, mens han var på vej hjem fra en pilgrimsfærd til Rom.

Jeg tillader mig at betragte denne begivenhed som en yderligere bekræftelse på det delte Danmark og den slægt, som herskede i Østdanmark.

Haralds to sønner var som oldebørn af Svend Tveskæg reelt nr. 2 og 3 i aldersrækken af tronfølgere i Svend Estridsens sidste leveår 1070'erne, hvis de da var i live på det tidspunkt (se Gorm den Gamles efterfølgere i aldersorden). De nævnes ikke, efter at de sammen med moderen er blevet udvist af England 1045 og flyttede til Brügge og senere tilbage til Danmark. Da Svend Estridsen dør 1076, kan man regne ud, at kun hans yngre broder Esbern Estridsen (nr. 1) træder tilbage for svigersønnen Harald (Hen). De andre er forsvundet, men var i øvrigt også kognatiske.

Foruden Harald Thorkilsen (d. 1042) synes Thorkil den Høje også at have haft sønnen Sigvard, der optræder i England 1033-1055 som den indflydelsesrige jarl Siward i York og senere i Northumberland. Hans herkomst er ikke nævnt noget sted, men da han bliver udnævnt til jarl o.1033 af Knud den Store, må han være af fin familie og dansk efter navnet at dømme. Man har i det 20. århundrede åbnet hans grav og fandt heri skelettet af en 2,00 m høj mandsperson. Mon ikke dette bekræfter, at han er søn af Thorkil den Høje. Hans aktivitetsperiode mm. tyder på, at han må være f. o.1002, så han kan meget vel have overtaget farbroderens navn ved dennes død, jf. ovenfor. Ligesom broderen Harald må han være blevet presset til en handel med Knud den Store om at træde tilbage for Hardeknud mod at blive udnævnt til jarl i et fedt embede.

Siward er nævnt mange gange i ASC og er især kendt for sine felttog mod kong Macbeth i Skotland. Hans ældste søn Osborn/Esbern faldt 1054 i en af disse kampe. Han døde selv en naturlig død 1055. Hans anden søn Waltheof (f. o. 1040) - den sidste agnatiske efterkommer af Harald Hildetand - deltog fra 1066 i adskillige opstande mod Vilhelm Erobreren, klarede frisag i flere tilfælde, men endte med at blive dømt for højforræderi og henrettet 1076. Bemærk, at Waltheof ikke opfyldte oldebarnskriteriet og derfor ikke havde særlige rettigheder i forhold til den danske krone. Dette skyldtes, at hans fader (Siward), farfader (Thorkil) og oldefader (Strut-Harald) alle havde givet afkald på deres rettigheder på den ene eller den anden måde.