Om det danske kongerige i vikingetiden hedder det sig, at der er tale om et valgkongedømme, og det er for så vidt rigtigt. Men det er ikke hele sandheden, for der var faktisk principper for, hvordan man skulle gå frem ved disse valg, og det ses ret tydeligt i resultaterne. Der synes ikke at være nogen, der har studeret dette nærmere, og der er i hvert fald ingen, der har benyttet disse principper til at forklare særprægede tronskifter eller til at rekonstruere strukturen i den kongeslægt, der ligger bagved den faktiske kongerække.
Oprindelig var valget af høvdinge for de enkelte familier/slægter/stammer et valg af ”primus inter pares”, dvs. først blandt ligemænd, og man kan forestille sig, at der blev kæmpet om posten – ligesom løven Simba i Disney-filmen Løvernes Konge.
Senere kom der – sikkert efter forbillede sydfra – konger på mere overordnede poster, mest med opgave at forsvare større områder mod indtrængende fjender. For at et sådant system skal virke, uden at kongen ejer det hele, må kongen tillægges specielle beføjelser, og i denne ånd må kongerne og dermed kongeslægten gøres til noget særligt: Kongeslægten må have rødder i guderne, og alle kongsemner må være afkom af slægten.
Det var dengang et risikabelt job at være konge, så de fleste konger holdt ikke længe på posten. Ved senioritetsprincippet beskrevet i det følgende tages der praktisk hensyn til dette forhold, da monarkens egne sønner ofte endnu ikke var rimeligt voksne (myndige) ved faderens død. Man vil derfor i mange kongerækker efter dette mønster se, at tronfølgen går til brødre eller fætre, og først når denne gruppe er udtømt, fortsætter man i næste generation.
Omkring år 500 indføres i Frankerriget Den Saliske Lov, der bl.a. beskriver tronfølgen efter rent agnatiske principper, altså kun mænd indblandet. Her indføres også i praksis primogenitur eller førstefødsret. Det indebærer, at ældste søn arver kongetitlen, og er der ingen sønner, vælges broderen og dennes sønner osv. Denne tidlige udgave gjaldt i Mellem- og Sydeuropa og har flere steder holdt sig til engang i det 20. århundrede.
Heroverfor står de nordlige rigers system med senioritet som grundlæggende princip i sen oldtid og tidlig middelalder. Som retningslinie for valgsystemet gælder det her, at man til konge vælger den ældste, egnede mandlige efterkommer af en tidligere konge. Man kan her skelne mellem mandlige og kvindelige mellemled, således at agnatisk tronfølge involvere mandlige mellemled, mens kognatisk tronfølge også tillader kvinder som mellemled. Mine studier af kongerækker og -slægter for relevante dele af perioden 400-1100 i Irland (Leinster, Brega), i Skotland (Dal Riata og senere Skotland samlet) og lidt i Wales samt i det angelsaksiske England (Wessex, Mercia, Northumbria) viser, at alle har fulgt senioritetsprincippet kombineret med såkaldt agnatisk-kognatisk succession. Det sidste skal forstås sådan, at agnatiske efterkommere har fortrin for kognatiske.
Også i Pictland i det østlige Skotland har man fulgt senioritetsprincippet, men her med såkaldt kognatisk tronfølge, dvs. at mandlige og kvindelige mellemled er ligestillede. Dette giver hos picterne et karakteristisk mønster med skiftende kongehuse/dynastier, fordi de kvindelige mellemled normalt bliver gift og får børn tidligere end deres brødre.
Som kort beskrevet af Mackie (J. D. Mackie, "A History of Scotland", Penguin 1978) og også diskuteret af mange andre, var der en vigtig "indbygget" begrænsning, da kredsen af ovennævnte valgbare efterkommere kun omfattede børn, børnebørn og oldebørn af tidligere konger. Denne gruppe kaldes på irsk "derbfhine" [der-vi-ne]. Dette "oldebarnkriterium" spiller en stor rolle, ikke kun som begrænsende faktor, men også som årsag til kuplignende tronskifter, hvor den tiltrædende konge egentlig ikke opfyldte dette krav.
Det er ret sikkert, at også Danmark, Sverige og Norge samt de danske vikingekongedømmer i Dublin og York har benyttet disse retningslinier, altså senioritet med kognatisk succession. Endvidere har jeg senest konstateret, at Polen, Bøhmen og Ungarn også er med på holdet i perioden 1000-1350. Rusland (Kiev) har praktiseret en speciel variant.
En egentlig tronfølgeregel baseret på ældste søn etc. er flere steder indført gradvist fx i Danmark. Valdemar den Store får sin ældste søn Knud 6 hyldet og kronet som medkonge inden sin død 1182. Valdemar 2 Sejr og Kristoffer 1 gør noget tilsvarende, og på den måde har stærkere konger sikret deres afkoms direkte tronfølge, dog i Kristoffers tilfælde ikke uden alvorlige uroligheder. Jeg vil senere belyse andre tronskifter, hvor der efter ”manipulation” af successionsprincipperne næsten uden undtagelse ser ud til at være opstået alvorlig uro i de kongelige kredse.
Danmark får først ved Kongeloven 1665 stadfæstet den type af arvepræget tronfølge, som vi kender i dag, men inden var der flere tilløb.
Senioritetsprincippet er nævnt af flere andre, men er ikke forsøgt sat i system. McTurk (1973) har dog foreslået omkring de normanniske konger i Irland, at ældste medlem af kongefamilien arvede kongeværdigheden. Sawyer (1991) har i en nyere artikel erklæret sig uenig i dette synspunkt, dog uden at anføre nogen argumentation, så det er vel det, man kalder ”at udtrykke skepsis”. De fleste synes at have overset, at forekomsten af sådanne retningslinier formentlig skal ses på baggrund af et koordinationsbehov, fordi kongen (dvs. kun en enkelt) skulle vælges på flere tingsteder, således for Danmarks vedkommende i Viborg, Isøre og Lund/Uppåkra.
[P.t. arbejder jeg på en selvstændig artikel om kongehuset i det irske kongedømme Leinster i perioden 400-1100. Med omkring 25 slægtled viser kongerækken tydeligt forskellen mellem primogenitur og senioritet (og tilfældige valg styret af magt). Også de kognatiske skift træder klart frem, selv om man tilsyneladende har søgt at vise alle kongers nedstamning fra slægtens "eponyme" (navngivende) forfader, så det forbliver samme kongehus. Endelig kan man også se eksempler på, at slægtsgrene "falder ud" pga. oldebarnskriteriet.]
Præcisering af senioritetsprincippet med agnatisk-kognatisk tronfølge
Da de benyttede, vejledende successionsregler er utroligt vigtige i denne artikelserie, skal jeg her lige klippe dem ud i pap:
(1) Ved kongevalg udgøres gruppen af valgbare af de mandlige og myndige kongsemner, hvis fader, bedstefader eller oldefader har været konge i det pågældende rige.
(2) Finere uægte kongebørn er også valgbare, men træder tilbage for ægte.
(3) Fra gruppen vælger man så den, der er bedst egnet med prioriteret vægt på alder (senioritet) og siden færdigheder til løsning af de kongelige opgaver.
I Irland og Skotland synes myndighedsalderen at have været 17 år, mens man i danske områder har opereret med o.15 år. Det står ikke angivet nogetsteds.
Princippet vedr. de uægte børn er først aktuelt i Danmark efter Svend Estridsen, men kendes i Sverige efter Olof Skötkonung, hvor Anund kommer før Emund. Der var også skærmydsler efter Knud den Stores død.
Mht. senioritet oplever man flere gange, at princippet ikke skelner mellem kandidater født samme år. Her må der være et reelt valg, men i flere tilfælde afgøres det ved kampe, hvor den ene part må lade livet.
I mange tilfælde valgte man - efter de samme principper - også en stedfortræder, som kunne træde til, hvis monarken uventet skulle forlade sin post ved død eller abdikation. Denne stedfortræder, på irswk benævnt "tanist", var altid den næste i aldersrækken. Han var i praksis normalt også tronfølger, men skulle formentlig vælges til konge, når det blev aktuelt.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at den ”opdagelse”, der skød hele denne proces i gang, drejede sig om de mange nordiske vikingekonger, der i Dublin efterfulgte Ivar d. 873, med udløbere til Limerick, Waterford og Man ”and the Isles”. De hed i mange tilfælde Olaf (irsk Amlaib), Godfred (Guthfrid), Sigtryg (Sitric) og Ivar (Imhar), og flere af samme navn optrådte i York. Ud fra oplysningerne i diverse krøniker/årbøger samt opkaldsregler og - i sidste ende også de her belyste udvalgsregler - er det lykkedes at rekonstruere Regnar Lodbrogs efterslægt og den efterfølgende udløber til Man (allerede nævnt ovenfor). Resultaterne afviger på flere punkter fra andres mere begrænsede bud og er sikkert heller ikke selv fejlfri, men det er det foreløbig endelige resultat af mange iterationer.
Senioritetsprincippet er specielt tydeligt i vikingekongerækken på øen Man 1079 - 1275 som vist dels som rimelig autoriseret slægtsstruktur for Kongerne på Man (kendt fra Cronicon Regum Manniae) og som aldersliste for Godfred Crovans efterslægt arrangeret efter (kvalificeret gættede) fødselsår.
Også i det hjemlige Danmark viser kongerækken i hvert fald fra Gorm den Gamle til Valdemar den Store en følge, der passer til det ovennævnte system med understregning af alderskriteriet, jf. alderslisten udledt af slægtstavlen for Gorm den Gamles efterkommere. Læg specielt mærke til kongerækken af Svend Estridsens sønner (Harald Hen, Knud den Hellige, Oluf Hunger, Erik Ejegod og Niels) samt dattersønnen Erik Lam. Faktisk burde Knud som ægtefødt være gået forud for Harald, og derfor var der også lidt ballade. (Visse særlige forhold i det forudgående forløb omkring Svend Estridsen, Olav den Hellige og dennes søn Magnus den Gode er diskuteret senere.)
Tre meget væsentlige tronskifter i Danmark kan finde en støtteforklaring i ovennævnte tronfølgeprincipper med kognatisk skift.
Det gælder tilkomsten af ”Hedeby-Olaf” o.893, hvor min metode peger på en Olaf som mulig yngste søn af Ivar (Benløs), der præcis passer ind i den relevante aldersrække. Vi ved ganske vist ikke, om Ivar havde en sådan søn Olaf, men det er bestemt meget sandsynligt med henvisning til edbroderen Olaf, se opstillingen af Regnar Lodbrogs efterslægt. Olaf bliver dog kun konge i Vestdanmark (Nørre- og Sønderjylland), da hans jævnaldrende slægtning Harald efter alt at dømme bliver valgt til konge i Østdanmark, jf. artiklen Tyra Danebods slægt. For at opfylde oldebarnskriteriet er det ikke nok for Olaf at være søn af Ivar Benløs. Vi må også slutte, at hans moder (gift med Ivar) "var noget ved musikken", så hun var gyldigt mellemled til en tidligere konge. Som født o.828 er hun sandsynligvis datter af Rolf, søn af kong Godfred (d. 810), se herom nærmere i Hedeby-Olaf og sønnen Knud.
Det andet tilfælde drejer sig om det næste (tilsyneladende) skift af dynasti i Danmark, hvor Gorm den Gamle 935 vælges ind i stedet for den hidtidige konge Olafs søn Gnupa/Chnob/Knud 1, der må antages at være blevet afsat på grund af sin påtvungne dåb året før. Gorm, der er født o.893, er netop efter Listen over Regnar Lodbrogs efterkommere i aldersorden den næste i rækken i denne samlede slægt. Som søn af Godfred/Hardeknud (konge af danernes York o.879-895) var han åbenbart også blandt de valgbare til posten som danernes konge i (Vest)Danmark, men også her kræves snarere en tættere forbindelse til en tidligere konge. Som beskrevet i artiklen Gorm den Gamles fødsel og død må hans moder have været datter af Erik 2 (Barn). Jeg har kaldt hende Gunhild, for så er også opkaldsreglerne opfyldt, jf. Gorms datter med dette navn. Havde Gorm været et par år yngre, var den danske konge måske blevet Eirik/Erik Blodøkse f. o.895. Denne, som i øvrigt var søn af kong Harald Hårfagre af Norge, var nemlig samtidig - efter sagaer og Saxo - også dattersøn af Erik 2 (Barn) og som sådan den næste i aldersrækken med kognatisk adgang.
Hvis man tror på en relativ konsekvent anvendelse af alderskriteriet ved kongevalg, er der også mulighed for at give et bud på, hvem der er ”Cnut” på de mønter, der i stort antal indgår i Cuerdale-skatten. Denne skat fundet i Northumberland er efter flere eksperters vurdering nedgravet 903-905, og man har derfor konkluderet, at der på dette tidspunkt var en konge i York ved navn Cnut. Dette navn er endnu usædvanligt o.900, da det først synes anvendt på Godfred/Hardeknud, f. o.867 og senere konge i York o.879-895. Imidlertid viser alderslisten for Regnar Lodbrogs efterkommere, at ”Hedeby-Olaf”s søn Gnupa/Chnob/Knud/Cnut f. o.880 netop kan have fået sit navn med inspiration af sin heldige kongelige slægtning (og som på navngivningstidspunktet sikkert ligesom Knubas forældre også befandt sig i York). Listen viser også, at han o.900 (med kvalificeret gæt på et fødselsår som det anførte) står for tur til næste kongelige post. Det med ”Cnut” på mønterne er måske ikke så gådefuldt, som man hidtil har hævdet.
Det tredie eksempel på syntese af kongeslægten på basis af successionsreglerne vedrører Olav den Hellige. Efter Knud den Store (d. 1035) regerede sønnen Hardeknud i Danmark (1035-1042), men så var der ikke flere mandlige efterkommere i agnatiske linier, jf. Gorm den Gamles efterslægt. Efterfølgeren bliver Norges konge Magnus (den Gode), der var søn af Olav Haraldson (den Hellige). Dette sker uden særlig uro, selv om der tilsyneladende var en mere rent dansk kandidat Svend Estridsen, som var søstersøn til Knud den Store. Det er utænkeligt, at dette tronskifte som det eneste i over 700 års dansk kongehistorie skulle gå helt uden om de hævdvundne regler. Magnus må altså have forholdsvis nære forfædre i den danske kongeslægt, og i en særlig beskrivelse af Magnus den Godes adkomst til tronen er jeg kommet frem til, at han må være oldebarn af Harald Blåtand med et kvindeligt mellemled. Dette indebærer, at Olav den Hellige var dattersøn af Harald, hvilket naturligvis er en ret kontroversiel påstand i norsk sammenhæng, men jeg har nu også sandsynliggjort dette forhold på anden måde. Derudover må Magnus have været ældre end Svend, og det kræver også en ny vurdering, da de pt. officielle skøn peger på det modsatte. De har formentlig overset vigtige detaljer.
Et kritisk gennemsyn af den danske kongerække for perioden 750-1400 viser hurtigt, at principperne om begrænset valgbarhed synes overtrådt i et enkelt tilfælde, og at alderskriteriet har været tilsidesat adskillige gange i øvrigt. Ved de fleste af disse tronskifter har der så været ballade, fordi rimeligt berettigede kongsemner med en vis hævdvunden ret følte sig forbigået. Eksemplerne er her udvalgt fra vikingetiden.
Selv om det såkaldte Bråvallaslag ikke fandt sted som beskrevet hos Saxo mfl., er det alligevel rimeligt at forestille sig, at Harald (Hildetand)’s sønner ikke uden videre ville overlade dele af kongemagten til deres fætter Sigfred/Sigurd efter Haralds (sikkert naturlige) død o.772, se artiklen Bråvallaslaget. Sigfred var tidligere blevet udpeget som underkonge i Svealand og Västgötaland. Jeg gætter på, at han ved Haralds død vælges til konge på de regionale ting i disse landskaber, hvilket var helt lovligt, da han var oldebarn af Ivar Vidfavne. Haralds ældste søn Rørik blliver formentlig valgt de andre steder, og så bliver der kamp om magten. Vi kan senere konstatere, at Sigfred er blevet konge af hele Danmark (og Sverige), og at næsten alle Haralds sønner ifølge sagaen er blevet dræbt, formentlig i et slag som Bråvallaslaget (uden fysisk deltagelse af den afdøde Harald). En mindreårig søn Halfdan overlever og bliver senere fader til Harald Klak, Anulo, Hemming og Rørik.
Sigfreds yngre broder Godfred/Gøtrik efterfølger ham på tronen o.800. Hans regeringsperiode afsluttes brat ved mordet 810, og der er for mig ikke tvivl om, at det var et kup. Efterfølgeren som konge var Hemming, søn af Godfreds yngre broder Halfdan (d. 805). Der var 15 myndige tronfølgere på det tidspunkt, og flere af dem har uden tvivl samme fødselsår. Der blev derfor hurtigt ballade i kongeriget, og to andre partier - Godfredsønnerne og Harald Klak og hans brødre - var på banen efter hinanden, så mange kongsemner blev dræbt i de efterfølgende stridigheder.
Harald Klak overlevede selv som medkonge indtil 827 (formentlig over Jylland og/eller Slesvig) under Godfredsønnen Erik 1 (Horik), men blev så skubbet ud og afsat - sikkert med henvisning til, at han havde svigtet de officielle guder ved at lade sig døbe.
I 854 var Erik 1 (Horik) blevet en ældre herre. Jeg tror, at han egentlig havde tænkt sig, at brodersønnen, der vist hed Sigfred/Sivard/Sievert Olafsen og formodentlig var hans fostersøn (på grund af faderens (Olafs) død allerede 814), skulle overtage hans position efter aldersreglerne, men denne brodersøn døde åbenbart forinden, og så var der andre, der kom til at stå for tur. Jeg gætter på, at Erik hellere ville sikre valget af Sigfreds mindreårige søn Erik (der sikkert var opkaldt efter ham), og så har han - i stil med senere konger - ladet barnet hylde af valgforsamlingen/stormændene. Da dette resultat rygtes blandt de øvrige kongsemner, specielt en nevø Guthorm, møder de op hos Erik. Der bliver kamp med skarpe våben, og de fleste inkl. Erik 1 og Guthorm falder. Udfaldet bliver derfor, at den mindreårige Erik 2 næsten er den eneste tilbageværende. Noget kunne dog tyde på, at enkelte andre i tronfølgerkredsen ikke var til stede og derfor også var blandt de overlevende. Den slægtsmæssige baggrund kan ses som mit bud på Godfredsønnernes slægt.
Af senere ”overtrædelser” med tilknyttet uro kan jeg nævne Erik Klippings tiltrædelse 1259, hvor farbroderen Abels efterkommere blev forbigået, da Eriks fader Kristoffer 1 havde fået ham hyldet inden sin død. Det blev faktisk til borgerkrig, som endte med den mindreårige konges og hans moder enkedronning Margrete Sambirias ”internering”, men modstanderne kunne ikke få kongen afsat og en ny valgt i stedet, så det endte diplomatisk. Danmarks (senere) problemer med Slesvig fik dog derved endnu et skub i ugunstig retning.
Hvordan forholder det sig med valgkongedømmerne i Sverige og Norge? Er der også her en sædvane som den beskrevne med en begrænset kreds af valgbare kongsemner og vejledende prioritering efter alder?
For så vidt det gælder vikingetiden, dvs. indtil 1100, er materialet i Norge for spinkelt til at drage slutninger, men mon ikke man har fulgt almindelig praksis i ”nabolaget”? Der var jo tætte kontakter til Danmark og vikingekongedømmerne mod vest. En præcis analyse kompliceres af den specielle norske praksis med at have flere konger parallelt.
I Sverige gør andre komplikationer sig gældende i den aktuelle tidsperiode. For det første kendes kongerækken med nogenlunde sikkerhed først fra o.950, og den kendte del af kongeslægten er da relativt smal. Fra midten af 1000-tallet uddør mandslinien af en kongeslægt, o.1125 af den næste slægt, og så er der to nye slægter skiftevis i aktion indtil medio 1200-tallet. Forbindelserne mellem de enkelte slægter - og sådanne må der have været for at holde kongeværdigheden på plads - kendes ikke med sikkerhed. Oven i dette kan man fornemme en rivalisering mellem landskaberne Svealand og Götalandene, som oprindelig formodes at have haft større eller mindre egen selvstændighed, men måske er denne forskel hidtil blevet overvurderet som drivkraft i striden mellem de forskellige dynastier. Analysen af de svenske forhold er nærmere beskrevet i artiklen om den svenske kongeslægt.
© Peter Lawætz, version januar 2018