Svend Estridsens biografi

Svend Estridsen er en af de mere farverige danske vikingekonger, men vor viden om detaljerne er ikke for god. Mange anerkendte forskere har i tidens løb beskæftiget sig med de beretninger, der findes om ham, men der er stadig mange punkter, hvorom der hersker stor uenighed. Jeg tænker her først og fremmest på Arup (1931) og La Cour (1932), men også Gallén (1992) og Krambs (2010), hvor mærkelige konklusioner ind imellem kommer frem. Det sker, fordi der er aparte forhold ved Svend Estridsens opførsel, som ikke umiddelbart passer ind i sædvanlige mønstre. De væsentligste skismaer er Svends ægteskaber, hvor der præsenteres mange forskellige løsninger. Man har dog generelt undladt at stille spørgsmål til, hvorfor Svend overhovedet indgik ægteskaber, når han tydeligvis kunne tilfredsstille sin seksuelle lyst ved bl.a. at få omkring 15 børn uden for ægteskab. Svaret herpå er her i min version løsningen på problemerne. Heller ikke et nyligt udkommet samleværk af Sonne et al. (2016) afviger fra de gængse forklariger. De særlige referencer er listet i slutningen af artiklen.
 
For få år siden (2008) udkom der en historisk roman af Martin Petersen om Svend Estridsens liv med titlen "Kongen der sendte paven en fugl". Som roman er den naturligvis mere omfattende end det vi ved, men man kan håbe, at den bevæger sig inden for de kendte historiske rammer. Det vil vi vurdere senere i denne artikel, da det med "de kendte historiske rammer" kan være et lidt usikkert begreb i denne sammenhæng.
 
Da velskrevne historiske romaner har en evne til at blive viden i mange læseres bevidsthed, jf. historien om Arn i Jan Guillous trilogi om svenske forhold i det 12. århundrede, har jeg valgt i det følgende at skrive om det, jeg har samlet om Svend Estridsen. Så må en fremtidig historisk roman forholde sig hertil.
 
Den kronologiske levnedsbeskrivelse
1022.  Svend fødes som ældste søn af Estrid Margrete Svendsdatter og Ulf Thorkilsen jarl. Jeg har i artiklen Svend Estridsens moder begrundet, hvorfor han først er født i 1022, nemlig fordi Estrid 1019-1020 var gift med Ilya af Novgorod og først bagefter giftede sig med Ulf. I modsætning til andres påstande er Svend derfor ikke født og opvokset i England, men derimod i Danmark indtil 1027. Om faderen Ulfs baggrund kan man læse i Ulf jarls herkomst.
 
1026/27.  Faderen Ulf dræbes ved juletid 1026 (som dengang regnedes som begyndelsen på 1027), og familien Estrid plus 3 børn flytter formentlig til Västergötland, hvor moderen har arvegods. Drabet er en udløber af stridighederne med Olav Haraldson af Norge, se Kampene ved Helgeå.
 
1028-1039.  Svend opdrages hos fætteren, den svenske konge Anund Jakob, og forretter her de 12 års tjeneste, som er omtalt af Adam af Bremen.
 
1040.  Svend kommer til England, måske sammen med Hardeknud, der formelt har givet ham den jarletitel, han efter reglerne er berettiget til som kognatisk tronfølger. (Se artiklen Hvordan blev man jarl i Danmark?) I 1041-42 bliver Svend sendt tilbage til Danmark i spidsen for en flåde for at forsvare dette land mod angreb af Magnus Olavson (Adam af Bremen). Svend bliver slået og vender tilbage til England, hvor Hardeknud så netop er død (1042).
 
1041.  Svends første barn Knud kommer til verden som søn af frillen Thore. Denne søn kaldes senere også Knud Magnus for at skelne ham fra den yngre søn Knud (den Hellige).
 
1042.  Som sagt dør/myrdes Hardeknud, og Svend rejser nu tilbage til Danmark for at blive valgt til konge. Magnus Olavson vælges dog på alle danske ting, for han er faktisk den næste kognatiske tronfølger i aldersrækken (jf. artiklen Magnus den Godes adkomst til den danske trone). Da det senere rygtes, at den egentlige, agnatiske tronfølger Harald Thorkilsen på vej hjem fra Rom er blevet myrdet på initiativ af Magnus, skifter de jyske ting mening og vælger Svend. I den efterfølgende strid må Svend bøje sig og bliver efter forhandling jarl i Jylland. (Om Harald Thorkilsen og hans sønner, se Tyra Danebods aner.)
 
1043.  Svend deltager i Magnus' store triumf ved nedkæmpningen af venderne på Lyrskov Hede, formentlig på den nordlige front, mens Magnus førte den sydlige blokering. (I kilderne er dette kun antydet.)
 
1045.  Dette år kommer Magnus' farbroder Harald Sigurdsson (Hárdråde) tilbage fra Byzans og vil have del i riget. Han allierer sig først med Svend og stiller op mod Magnus, men slår så en handel af med denne og bliver underkonge i Norge.

Svend må så finde andre allierede. Han indgår ægteskab med Gyda/Gude, der er nævnt af Adam af Bremen, og som af sammenhængen må formodes at være søster til Tuph/Tove jarl i Östergötland. Det er nemlig denne, der i følge Adam af Bremen rykker ud og støtter Svend i kampen mod Magnus, altså som en medgift ved giftermålet. Tove jarl er også nævnt af Olof Dahlin i hans Svea Rikes historia (1750), hvor Tove bliver gift med Anund Jakobs datter og derved bliver toppen af den slægt, der ender med kong Sverker og hans efterkommere i det 12. århundrede. Dette er omtalt i artiklen Den svenske kongeslægt.
 
Det forekommer sandsynligt, at sønnen Knud er resultat af dette ægteskab, da jarl Toves søn Blot-Sven (i Östergötland) får sønnen Karl/Kol samtidig med, at Knud får sønnen af samme navn. I øvrigt er det første gang, at dette navn forekommer i de nordiske kongeslægter.
 
Svends hustru Gyda/Gude bliver ifølge Adam af Bremen (Scholion 66) forgivet af frillen Thore.
  
1046-1047.  Svend bliver alligevel slået af Magnus, men på vej hjem fra kampene falder Magnus af hesten og dør senere af sine kvæstelser. Herefter vælges Svend til konge af Danmark på alle danske ting. Harald Sigurdson bliver konge i Norge, men han vil også være det i Danmark (og før valget der ville han faktisk have stået foran Svend i aldersordenen).
 
1047-1050.  Harald Hárdråde plyndrer og hærger i Danmark, og bl.a. bliver Hedeby raseret i 1050. I første omgang vil Svend søge støtte i Sverige, hvor kong Anund netop er død. Han gifter sig da med enkedronningen Gunhild, der er hans kusine og o.17 år ældre, men de kender jo hinanden særdeles godt fra de 12 år, da Svend blev opdraget ved det svenske hof. Som medgift må han have fået militær støtte, da det er det, det faktisk drejede sig om. Det nytter dog ikke meget i en forsvarskamp.
 
O.1048 får Svend med Gunhild datteren Sigrid, som senere arver betydeligt gods fra sin moder i Västergötland. Dette gods indgår i det såkaldte Sigridlev, der oprindelig stammer fra Sigrid Storråde. Godset spiller o. 1157 en stor rolle under Erik den Helliges regering.
 
Nogle hævder, at Svend Korsfarer også er søn af Gunhild, men det er ikke sandsynligt, da han hedder det samme som faderen. Han ville også være blevet konge før Erik Ejegod. Der er senere vist en samlet række af Svends børn.
 
1051.  Svend indfører i stedet for den svenske støtte et regionalt forsvar ledet af 5-6 jarler. De tre var jarler allerede, nemlig broderen Esbern og de "fjerne fætre" Thorkil og Hemming Haraldsen. (De var alle kognatiske tronfølgere, se Hvordan blev man jarl i Danmark?) Herudover udpeger han nordmændene Ulv Galica (Nørrejylland), Fin Arneson (Halland) og senere Hákon Ivarson.
 
Dette forsvar virker åbenbart, da der er forholdsvis fredeligt i de næste 10 år med kun mindre skærmydsler.
 
Da nu den svenske støtte er brugt, og Svend har fundet et effektivt alternativ, vil han ikke længere være bundet til en 17 år ældre hustru, som han blev gift med af politiske grunde. Det korte af det lange er så, at han med Kirken aftaler, at den skal erklære hans ægteskab ugyldigt pga. for nært slægtskab. (Den version er jeg foreløbig ene om, men så vidt jeg kan se, er det den eneste, der giver mening uden indførelse af opdigtede personer.) Resultatet er, at Svend forskyder Gunhild, som flytter hjem til sine godser i Västergötland (og her senere o.1061 får besøg af biskop Adalward, som da er på en ret mislykket missionsrejse til Sverige).
 
1052.  Omkring dette tidspunkt har Svend et længerevarende forhold til Rannveig Tordsdatter fra Aurland i Norge. Man må formode, at faderen Tord var en af de finere flygtninge i Danmark. Rannveig siges iflg. historikeren Mogens Bugge at være moder til Ingerid og formentlig også til Erik Ejegod.
 
1053.  Svend møder den tyske kejser i Merseburg. Vi kender vist ikke rigtigt formålet.

1058.  Svend sender sin ældste søn (Knud) Magnus til Rom for at få ham salvet som sin efterfølger. Knud dør dog undervejs til Rom. Hverken kongen eller paven kunne dog udnævne en konge, så det var nok snarere, at Magnus skulle på en finere præsteskole, da han var uægte.
 
1060.  Kirkens organsation ordnes i en justeret stiftsinddeling: Slesvig, Ribe, Århus, Viborg, Vendsyssel (Vestervig), Odense, Roskilde og Lund.
 
1060-1064.  Af grunde, vi ikke kender, optrapper Harald Sigurdson Hárdråde plyndringen i Danmark. I 1062 bliver hans flåde lukket inde i bugten ved Halmstad, og her står det berømte Nisså-slag. Svend er med og må indkassere en alvorlig øretæve i form af et stort nederlag. Beretningerne er ikke gode nok til at forklare hvorfor. Alle jarler i Danmark deltager. Jeg regner med, at Hemming Haraldsen falder, da man ikke siden hører om ham. Også Fin Arneson og Ulv Galica er vist blandt de faldne. Harald Hárdråde er dog ikke i stand til at udnytte sejren, og ikke længe efter slutter han fred med Svend. Han opgiver dermed sit krav på den danske trone. Årsagen er formodentlig, at de norske stormænd ikke ser nogen egen gevinst i denne sag.
 
1066.  Her sker der intet specielt med Svend Estridsen, men meget i forbindelse med England. Kong Edward Bekenderen dør, og Harold Godwinson vælges til ny konge. Harald Hárdråde og et par af Harolds brødre prøver at fravriste ham magten, men bliver slået og dræbt ved Stamford Bridge. Kort efter falder Harold selv i kampen med Vilhelm Erobreren ved Hastings.
 
1068.  Omtrent i dette år får Svend besøg af Adam af Bremen, som udspørger ham om de forhold, der senere refereres i vor vigtigste kilde Adams hovedværk. (Adam tiltræder først i Hamburg i 1066, og hans værk omtaler ikke Svends næste ægteskab i 1069, se herunder.)
 
1069.  I kølvandet af begivenhederne i England 1066 er der planer i Danmark om et comeback i England. Svend havde oprindelig i 1042 ambitioner i den retning. Nu ser det ud til, at broderen Esbern vil lede et stort togt bl.a. med forventet støtte fra danskvenlige i York-området.
 
For at skaffe støtte også fra norske aktører frier Svend Estridsen til Harald Hárdrådes "enke" Thora Torbergsdatter (Arnung). Hun var på dette tidspunkt nær de 40 år og moder til den norske konge, så det har været en rent politisk affære lligesom Svends to tidligere ægteskaber. Derfor må det også have været et formaliseret forhold i form af et ægteskab, men det hører vi intet om.
 
Svend får sikkert den ønskede medgift, men togtet løber ud i sandet, fordi den lokale støtte udebliver pga. Vilhelm Erobrerens brændte-jords politik og trusler mod lokalbefolkningen. Det kan også have medvirket, at vikingerne overvejende kæmpede til fods, mens Vilhelms normannere i større grad var beredne. De danske vikinger undgik derfor direkte konfrontation. Efter et år i England trak danskerne sig bort med en pæn kompensation/belønning. Esbern jarl blev som leder bagefter anklaget som ansvarlig for fiaskoen og måtte gå i landflygtighed. (Formentlig skulle han holde sig væk fra hoffet). De andre ledere var kongesønnerne Harald og Knud samnt Thorkil Haraldsen jarl.
 
1070. Den angelsaksiske krønike fortæller, at Svend og broderen Esbern endnu engang forsøgte sig i England, men trak sig atter tilbage med en passende kompensatkion.
 
1071.  Ifølge Adam af Bremen mødes den tyske kejser Henrik 4 med danekongen (Svend) og aftaler samarbejde mod hertugen af Sachsen. Mødet fandt sted i Bardowick. Dette er den sidste oplysning om Svend hos Adam.
 
Omkring denne tid må man have indført et hof i form af en ny organisation i det kongelige. Svend Estridsen var jo tydeligvis ikke gift mere end højst nødvendigt (af politiske grunde), men mine analyser viser, at de 5 sønner, der senere blev konger, alle bliver gift omkring tidspunktet for deres tronbestigelse. Dette er højst bemærkelsesværdigt. Det var pludselig blevet nødvendigt at have en officiel dronning. Denne får altså en særlig funktion, der skal holde sammen på det kongelige miljø, ligesom man sikkert har haft det længere sydpå. (Det falder uden for "vikingekonger" her at vise analysen af de 5 tilfælde af sønner, hvis resultat ikke alle uden videre er lige oplagte.)
 
1075.  Endnu engang forsøger man at stable et Englandstogt på benene, denne gang ledet af Knud Svendsen og Hákon Ivarson jarl, men det blev ingen succes.
 
1076.  Svend Estridsen dør 28. april på kongsgården Søderup i Slesvig, 54 år gammel. Der har været tvivl om årstallet, men en længere løbende diskussion har belyst, at 1076 er det rigtige år. Det nævnes af Anglo-Saxon Chronicle og kan beregnes af Knytlingesagaen. Alternativet 1074 er en fejl (blandt flere) i Roskildekrøniken og har smittet af på flere senere kilder. Se gerne et særligt notat herom.
 
De kritiske punkter
Det er klart, at fokus i første omgang er rettet på ægteskabet med Gunhild. Hvornår døde egentlig hendes første mand Anund Jakob? De fleste mener, at det var engang i begyndelsen af 1050'erne, men det foreligger der ingen dokumentation for. Jeg har valgt o.1048, fordi Gunhilds ægteskab med Svend så giver mening i den vanskelige situation, han da befinder sig i. Det er selvfølgelig også specielt, at Gunhild er o.17 år ældre end Svend, men hun er dog stadig i den fødedygtige alder. Husk i øvrigt, at Knud den Store giftede sig med forgængerens dronning Emma, som var 10 år ældre end ham. Gunhild og Svend må have kendt hinanden fra hans opdragelsesperiode 1028-1039, så parterne vidste, hvad de gjorde.
 
Hans to øvrige ægteskaber (i denne version) er ikke særlig vel oplyst. Den første hustru Gyda/Gude kendes fra omtale af både Adam af Bremen og Saxo. Men tilknytningen til Tove jarl og hans hjælp 1046 er en konklusion baseret alene på, at ellers ville der efter normal praksis ikke være nogen støtte at få. Og så passer alderen i øvrigt med, hvad man kan regne sig til omkring Tove jarl.
 
Om Svends tredie hustru Thora Torbergdatter, "enke" efter Harald Hárdråde, ved vi intet i retning af ægteskab, fordi der på det tidspunkt (1069) ikke er nogen aktiv kronikør vedrørende sådanne forhold i Danmark. Som allerede nævnt ville det være uinteressant, hvis forholdet ikke blev formaliseret. Formentlig samtidig bliver den norske konge Olav Kyrre, altså en søn af Thora, gift med Svend Estridsens datter Ingerid, så relationerne kunne dårligt blive tættere.
 
Den historiske roman
Martin Petersens underholdende roman søger langt hen ad vejen at holde sig inden for rammerne af det, som er anerkendt. Det er dog svært, når det hele gerne skal hænge sammen med en rød tråd.
 
Moderen Estrid er ikke den person, der er begravet i pillen i Roskilde Domkirke, så beskrivelsen af hende er på en måde falsk, men det er et nyt resultat, som forfatteren ikke kunne nå at medtage.
 
Bogens Svend er et par år ældre end hos mig, da forfatteren (som andre) ikke kender Estrids russiske ægteskab. Svends broder Bjørn forekommer slet ikke. Harald er gjort til ældste søn, selv det står skrevet, at det var Knud (Magnus). Og sådan kan man fortsætte med de mindre betydelige detljer.

Det for mig væsentligste er, at Harald Hárdråde i bogen har to hustruer Ellisif/Elisabet og Thora, som kommer til Danmark efter Haralds død 1066. Den almindelige opfattelse er, at Ellisif (datter af Jaroslav af Kiev) døde o.1047, og at Thora Torbergsdatter så levede sammen med Harald de næste 19 år og fik de børn, man kender fra den periode. Det kan dog ikke dokumenteres, at Thora var formelt gift med Harald, selv om det er nævnt i Harald Hárdrådes saga. Her i bogen får man at vide, at Ellisif stadig var blandt de levende i 1066. Det kan løse et af mine problemer (uden for denne artikelsamlings grænser): Haralds datter Ingegerd, der først bliver gift med Oluf Hunger i Danmark og siden med Filip Halstensson i Sverige, må være født o.1055 for at passe aldersmæssigt til sine ægtemænd. Der er dog ingen tvivl om, at hendes navn afspejler Ellisifs moder, den svenske prinsesse Ingegerd, der i 1019 blev gift med Jaroslav af Kiev og som døde 1050. Så her har vi måske forklaringen.
 
Til gengæld er der næppe noget grundlag for, at Svend Estridsen i bogen sine sidste år bliver gift med Ellisif. Der stopper min fantasi, og det giver heller ikke mening i forhold den ellers praktiserede ægteskabspolitik.
 
Svend Estridsens mange børn
Da Svend netop er berømt eller berygtet for sine mange børn uden for ægteskab, kan et ordentligt CV i dette tilfælde ikke undgå at skulle vise en liste med alle disse børn. Der findes lister i Knytlingesagaen og hos Saxo, men her vil jeg indskrænke mig til at nævne dem, der også er kendt på anden måde.
 
Rækkefølgen er indrettet, så kongerækken følger retningslinierne (senioritet). Jeg har valgt at anbringe Harald hen og Knud den Hellige i samme fødselsår, da der iflg. Saxo var megen diskussion om, hvem der skulle vælges i 1076.
 
1.  Knud (Magnus) f. o.1041, d. o.1058
        han døde på vej til paven i Rom
2  Ragnhild f. o.1043
        g. m. Svein Askelson f. o.1016
3.  Harald 3 (Hen) f. o.1045, d. 1080, konge
        g. m. (Estrid) Margrete, datter af Esbern jarl
4.  Knud 4 (den Hellige) f. o.1045, d. 1086, konge
        dræbt i Odense
        g. m. Edel af Flandern
5.  Oluf 1 (Hunger) f. o.1046, d. 1095, konge
        g. m. Ingegerd Haraldsdatter f. o.1055
6.  Sigrid f. o.1048
        g. m. Godskalk (obotritterfyrste) d. 1066
7.  Benedikt f. o.1049, d. 1086
        dræbt i Odense
8.  Ingerid f. o.1052
        g. m. Olav 3 Kyrre
9.  Erik 1 Ejegod f. o.1053, d. 1103, konge
        g. m. Bodil Trugotsdatter
10. Svend (Korsfarer) f. o.1054, d. 1097
        død i Lilleasien
11.  Svend X f. o.1056, d. 1104
        død på vej til kongevalget i Viborg
12.  Ubbe/Ulf f. o.1060
        ønskede ikke at blive valgt til konge 1104
13. Bjørn f. o.1062
        jarl i Holsten, "virkelig uægte søn"
        (dette begreb er defineret i Hvordan bliver man jarl i Danmark?)
14.  Niels f. o.1074, d. 1134, konge
        g. m. (1) Margareta Ingesdatter
        g. m. (2) Ulvhild Hákonsdatter
 
Hvilket barnebarn er Svend Estridsen opkaldt i?
Denne danske konge, som notorisk havde flest børn overhovedet, bliver tilsyneladende ikke opkaldt i noget mandligt barnebarn. Det synes at være foregået i en periode, hvor man netop holdt ganske fast i de gamle opkaldstraditioner.
 
Svend Estridsen døde 1076. Hvis der kom en "Svend" efter ham, må det være være en, der er født kort tid herefter. Man kommer hurtigt til den konklusion, at sønnen Harald Hen og dennes hustru Estrid Margrete kan have fået en søn som blev kaldt Svend. De må nemlig være blevet gift kort før tronskiftet 1076.
 
Sønnen må have været evnesvag, men har alligevel levet til efter 1111, hvor den yngste mandlige efterkommer i 3. generation bliver født og kaldes Inge (Nielsen) efter sin morfader i Sverige. Der har derfor ikke været en efterfølgende mulighed for at "reparere" manglen ved at tildele navnet Svend til en ny efterkommer.
 
En del af vanskeligheden er naturligvis, at krøniker og andre historier sjældent beretter om de personer, der aldrig kommer i rampelyset på den politiske scene, så denne "Svend Haraldsen" kendes ikke.
 
Forholdet her er fremdraget, fordi det er en af de få tilsyneladende og markante undtagelser, vi kan finde i relation til opkaldsreglerne.
 
Specielle referencer til denne artikel
- Adamus Bremensis: Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum, (latin): www.dmgh.de (findes også i dansk oversættelse af Allan A. Lund som Adam af Bremens krønike, Wormianum, København 2000).
 
- Anglo-Saxon Chronicle (ASC), www.fordham.edu/halsall (søg under Internet Medieval Sourcebook - Full Text Sources - Historiography)
 
- Arup, Erik (1931), Kong Svend 2.s biografi, Scandia IV, pp. 52-101, findes på www.runeberg.org/scandia
 
- Gallén, Jarl (1992), Vem var Ulf jarl, Sven Estridsens far? Scandia 58, pp.13-30.
 
- Knytlingesagaen, www.heimskringla.no, søg under Tekster på dansk - kongesagaer
 
- Krambs, Karsten (2010), Svend Estridsens hustru (under publicering)
 
- La Cour, Vilhelm (1932), Adam af Bremens Meddelelser om Sven Estridsen, Historisk Tidsskrift bd. 10 rk., 2, p. 484
 
- Sonne, Lasse og Croix, Sarah (2016), Svend Estridsen, (Syddansk Universitetsforlag, Odense)
 
 
 Til bogens start

© Peter Lawætz,  version januar 2018